Besøg Kongernes Lapidarium


 I de rustikke hvælvinger i Christian 4’s gamle Bryghus står 384 skulpturer af sten og gips fra 1500-1700-tallet.
De er indsamlet fra de kongelige haver, pladser og slotte, hvor de har kastet glans over kongemagten, indtil tidens tand truede med at udrydde dem,
og de blev gemt væk i depoter rundt om i landet.

I 2013 flyttede den spraglede samling af konger til hest, buster af kongerækken, græske gudinder, sagnhelte og dekorationer til slottenes facader sammen i det tidligere Bryghus, hvis historie går tilbage til 1608-1618. Da indgik det i en bastion med tykke mure, som Christian 4 lod bygge til at beskytte hovedstaden mod fjendens kugler. Bastionen kom imidlertid aldrig til at stå sin prøve, for da den var færdig, var den byggeivrige konge i fuld gang med at anlægge Christianshavns volde som en kæde af befæstnings- og forsvarsværker uden om bastionen.

Dermed blev bastionen overflødig, og kongen ombyggede den til et bryghus, som leverede øl til hans soldater, lige til det brændte i 1767. Efter branden blev bygningen genopført med høje tegltage, men uden ølbrygning og kun magasin for færdigbrygget øl og andet godt. Siden 2013 har det så huset de 384 skulpturer, der udgør et lysteligt og interessant skue.

Kom med på 1 times rundvisning i Lapidariet, gerne med ledsager
Torsdag den 20. august kl. 14, mødetid senest kl. 13.45
Christian 4. Bryghus, Frederiksholms Kanal 29, 1220 København K.