Grådighed, moral
og Danske Bank

Politikens erhvervskommentator Leif Beck Fallesen kommer i Veteranklubben mandag den 25. februar kl. 14.00 i Bethesda og fortæller om hvidvaskskandalen i Danske Bank.
Skandalen er blevet en global nyhed og er en global skandale med retssager verden over. Det er hidtil historiens største hvidvasksag med et bruttobeløb på hele 1500 milliarder kroner og hvidvask ”for en stor del” af dette beløb. Danske Banks topchef Thomas Borgen er blevet fyret sammen med bestyrelsesformand Ole Andersen. Aktiekursen er faldt til det halve, og nu skal den nye bestyrelsesformand Karsten Dybvad sammen med en ny direktør prøve at genoprette omdømmet i en bank, som har sat grådighed og forretningsmoral på den politiske dagsorden.
Skandalen var aldrig blevet afdækket uden en journalistisk bedrift, understreger Leif Beck Fallesen. En årelang indsats af et graverhold af journalister på Berlingske Tidende. De fik fuldt fortjent Cavlingprisen, men spørgsmålet er, om de trykte aviser i længden, har ressourcer til den form for graverjournalistik. De elektroniske medier – ikke mindst DR – gør en indsats, men kulturen i nyhedsafdelingen er til de hurtige og aktuelle historier.
Leif Beck Fallesen der er cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet, har tidligere været erhvervskommentator på TV 2 News og chefredaktør og adm. Direktør på dagbladet Børsen, samt økonomisk medarbejder på Morgenavisen Jyllands-Posten og Radioavisen.

Mandag den 25. februar kl. 14
”Bethesda”, Rømersgade 17,
1362 København K

VELKOMMEN, gerne med ledsager!