Den mangeårige Asien-kyndige skribent (og klubmedlem) Flemming Ytzen tog sine cirka 70 tilhørere på en lang rejse både tilbage og frem i tiden og ud i verden, da han mandag 26. maj 2025 fortalte om den alternative verdensorden, som er ved at blive skabt med Kina i førertrøjen.
På sin engagerede og medrivende facon bidrog han til forklaringen på og forståelsen af, hvorfor Kina er på vej til at overtage Vestens og især USA´s rolle som bestemmende for verdensordenen.
Ikke alene er Kina for længst blevet verdens produktionsværksted nummer et. Kina er også i gang med at lave en Silkevejen version 2.0 – den første blev etableret omkring 200 før vores tidsregning. Den nye silkevej består af højhastighedstog, veje, broer og havne rundt i verden – alt med det formål af fremme den kinesiske økonomi. Og det er globalt infrastrukturprojekt, som suppleres af gigantiske kinesiske investeringer – f.eks. i lande som Tyskland og Storbritannien, der er de største modtagere i Europa af risikovillige kinesiske investeringer.
Kinas teknologiske føring understreges også af, landet ligger på den globale førsteplads med hensyn til patentansøgninger – højere end både Japan og USA og to en halv gange så højt som Tyskland.
Medmindre den økonomiske vækst svigter, vil Kina i 2030 overgå USA som verdens største økonomi.
Nogle kalder magtforskydningerne tektoniske, mens kineserne og deres allierede mener, at verden er på vej til en normalisering, for indtil for 200 år siden var Kina den suverænt største økonomi i verden.
Om det er godt eller skidt for verden?
Til det lød Flemming Ytzens korte kommentar: ”Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tror ikke, vi kan lave om på en nation, der har 3000 år bag sig.”
Tekst og foto: Jens Peter Skaarup