Traditionen tro holder Veteranklubben en bogcafe i løbet af efteråret. Denne gang sker det
12. december kl. 14 i Bethesda i Rømersgade.
Der er tre forfattere på tapetet.
”Showbiz” er den ganske rammende titel på Anne Sofie Kraghs bog med undertitlen ”I hælene på Morten Messerschmidt”. Anne Sofie Kragh har tidligere med stor succes skrevet bøger om Anders Fogh Rasmussen, Prinsesse Bendikte og senest bogen om Mette Frederiksens første år på statsministerposten. I bogen om Morten Messerschmidt kommer hun yderst tæt på formanden for Dansk Folkeparti. Og som Christian Jensen skrev i sin anmeldelse i Politiken: ” Så afslører Morten Messerschmidt sig selv som det, han er: en selviscenesættende showman, der bruger andre mennesker som redskaber i sine hænder.”
Anne Sofie Kragh fortæller om bogens tilblivelse og om sin arbejdsmetode, hvor man både skal tæt på og samtidig holde afstand.
Egon Clausen vil være en kendt skikkelse i mange sammenhænge i Journalisternes Veteranklub. Han har skrevet et væld af bøger og dertil været en central skikkelse i DR, hvor han i mange år var redaktør på P1. I Egon Clausens nyeste bog, ”Vestenvind”, fortæller han med udgangspunkt i hans opvækst i Vestjylland om oplevelsen af de to verdener, det barske Vestjylland og de københavnske kultursaloner, hvor vinden også kunne være hård, omend på en anden måde.
”Cigaretter, whisky, penge og piger” hedder den bog, som Kirsten Stubbe-Teglbjærg har skrevet. Her fortæller hun historien om de danske smuglere fra 1960’erne, der blev folkeeje og kendt i formiddagsaviserne som ‘smuglerkongerne’.
Navne som Bent Ricardo Madsen og Alexander Blask blev kendt i offentligheden. Deres meritter var forbundet med fest, farver og piger. Mange syntes, det var lidt sjovt, at smuglerbådene kunne sejle fra Toldvæsenets fartøjer.
Kirsten Stubbe-Teglbjærg er blevet rost for sin farverige og medrivende skildring af et miljø og en tid, hvor smuglerkongerne nærmest var folkehelte.
Mød de tre forfattere, hør om deres bøger og benyt måske lejligheden til et godt køb eller flere her op mod jul.