Journalister kunne have det sjovt på ugebladene i 1960/1970’erne. Oplaget gik op, og indholdet forandrede sig pga. ungdomsoprøret, kvindefrigørelsen og den seksuelle frigørelse, så der skete fx det ellers ret utænkelige, at artikelgruppen på et dameblad – ALT for Damerne – blev indstillet til Cavlingprisen (dog uden at få den).
Cavlingprisen var nu ikke et succeskriterium i Gutenbergus, fx kommenterede forlagsdirektøren den fornemme nominering med ordene: ”Det er ikke mit mål. Mit mål er oplag!”
Kaj Dorph-Petersen var chefredaktør (læs om ham her på hjemmesiden under ”Anekdoter”, afsnittet om ugeblade, overskriften: ”Sammenkogte retter” – og en rædselsfuld lampe som straf”) Barbara Gram skriver om ham og andre festlige figurer og begivenheder i erindringsbogen ”Fisk uden cykel” (forlaget Rosinante, 2010):
”Dorphs person var i høj grad medvirkende til dynamikken og kreativiteten.Han slog ikke ned på fejl, han dyrkede det positive, han opmuntrede og roste sin talentmasse…
…En dag kom jeg for sent på arbejde. Forud var gået en ulykkelig nat, kæresten var skredet efter forudgående skænderi og indtagelse af en masse vin. Livet lå i ruiner. I elevatoren op fra parkeringskælderen mødte jeg Dorph, som omsorgsfuldt kommenterede mit derangerede ydre. Før vi nåede fjerde sal, havde han fået mig overbevist om, at ingen kæreste var så mange tårer værd, og at jeg hellere skulle tage hjem igen og sove.
– Jamen, jeg har jo deadline på…
– Ingen deadline er vigtigere end kærestesorg, den skal plejes!
Han stod selv ud på fjerde og sendte mig ned med elevatoren igen…
Vi holdt nogle fantastiske fester …der var glæde og overskud, og det kunne mærkes på bladet. En fuldstændig ukalkuleret glæde over den nyvundne frihed, opgøret med de pæne piger og det fra barnsben indpodede behov for at gøre tilpas, indordne sig og lade andre bestemme. Nu bestemte vi selv!
Og på redaktionen var der ustandselig fest. Vi drak Gammel Dansk om morgenen ved den mindste anledning, gode oplag for eksempel, og dem var der mange af. Der var talrige buler i metalloftet på chefredaktørens kontor efter alle de champagnepropper, der fra tid til anden sprang derinde. Vi holdt juleaften i august hjemme hos Dorph med juletræ og andesteg for at komme i stemning til de mange julenumre, vi skulle i gang med. Bladet havde jo flere måneders produktionstid.
Vi var så tæt på hinanden i hverdag og fest, at en mandlig udgiver lidt sødt og syrligt sagde, at vi garanteret menstruerede i takt! Og det tror jeg faktisk, vi gjorde.
Hvert år opførte vi en revy og arrangerede skovtur. Et år regnede det så heftigt på skovtursdagen, at vi blev hjemme på redaktionen, hvor Dorph rullede en kunstig græsplæne ud i et af lokalerne, og så var der herlig frokost i det grønne!”
Men livet er jo ikke – heller ikke for en journalist – kun fest og sjov. Barbara Gram fortæller også om kampen for at slå igennem som journalist, om private problemer, om ”spildte” år som kommunalbestyrelsesmedlem/viceborgmester i Gentofte, om meningsfuldt nødhjælpsarbejde, om ansættelse i DR og hvad det kan have af personlige omkostninger (bl.a. et sammenbrud med stress) at være højt profileret studievært.