Bogcafé

Kære venner

Bogsæsonen er i fuld gang. Masser af interessante romancer, biografier, dokumentariske bøger, ja, udbuddet er nærmest overvældende.

Vi har i Veteranklubben tradition for at holde en Bogcafé, hvor vi inviterer tre forfattere til at komme og fortælle om deres bøger. Der vil også blive lejlighed til, at købe bøger til en favørpris, måske endog få dem signeret.

Torsdag den 8. november kl. 14
i Missionshuset Bethesda,
Rømersgade, lige overfor Torvehallerne

Da vi jo er en klub af journalister, søger vi fortrinsvis at invitere forfattere med en journalistisk baggrund. Således også i år, hvor vi kan møde:

Tom Buk-Swienty

-som har gjort sig stærkt gældende med historiske bøger, skrevet med en dokumentarisk baggrund. Han er historiker, journalist og forfatter. Buk-Swienty er vokset op i Sønderborg. Han var i perioden 1994- 2005 journalistisk medarbejder og USA-korrespondent ved Weekendavisen og herefter lektor ved Syddansk Universitet i Odense frem til 2010. Han er i dag selvstændig forfatter og blev i 2014 adjungeret professor i historie ved Syddansk Universitet.

Sidste år udgav han en meget rost samtalebog med dronning Margrethe, Undervejs. Hans nyeste bog, Safari fra Helvede, som netop er udkommet, fortæller et overset kapitel af verdenshistorien.  Det er historien om de knap 30 sønderjyder, der forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste under 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig, halsbrækkende mission til kolonien Tysk Østafrika. Foran sig på et maskeret skib havde de 25.000 sømil, Nordatlanten, Sydatlanten, Kap det Gode Håb og Det Indiske Ocean – og mod sig Royal Navy.

Bogen handler om sønderjydernes dramatiske og farefulde sørejse og senere fodrejse gennem det afrikanske vildnis. Selv om alt det, sønderjyderne skulle igennem, næsten er for utroligt til at være sandt, er der tale om virkelige hændelser.

Thomas Harder

– har en række velresearchede bøger i bagkataloget. Bl.a. en bog om den højest dekorerede dansker, Anders Lassen, der efter sin død fik Victoriakorset for sin indsats i 2. Verdenskrig.

Hans nyeste bog, En sten for Eva, har han skrevet sammen med sin hustru, Lene Ewald Hesel.  En bog om et af nazismens ofre og den tid, hun levede i.

Den 1. oktober 1943 blev den 88-årige Eva Salomonsen fjernet fra sit hjem i København og deporteret til Theresienstadt. I bogen fortæller Thomas Harder og Lene Ewald Hesel om Evas liv og skæbne  og trækker dermed et af nazismens ofre ud af glemslen. Historien om Eva danner samtidig den røde tråd i en historie, der forbinder dansk jødisk historie med den bredere danmarkshistorie, europæisk historie og historien om holocaust.

Lone Theils

– tidligere i mange år korrespondent i London.

Netop i dette efterår er det engelske kongehus blevet yderst nærværende for os med dronning Elizabeths død og indsættelsen af den nye konge, Charles III.

Lone Theils var selv netop tiltrådt som dansk korrespondent i London, da nyheden om Dianas død blev kendt. Selvom det er 25 år siden, Diana mistede livet, så mener Lone Theils, at Diana stadig er relevant.

Hendes nye bog, Diana, beskriver den kvinde, der i en alder af kun 20 år blev giftet ind i et af de mest traditionsbundne og lukkede kongehuse i verden. Et kongehus, der kun sjældent viste følelser, og som på mange måder blev en spændetrøje for Diana, indtil hun fandt modet til at gøre oprør.

” Man har hende jo i baghovedet, når man ser hendes sønner. Hun var så karismatisk, og da hun var i live, var hun verdens mest fotograferede kvinde,” fremhæver Lone Theils, som dog ikke kun vil male et glansbillede af ” folket prinsesse”, som hun ønskede at blive kendt efter skilsmissen.

” Jeg forsøger i min bog at sige, at hun også begik fejl. Der var blandt andet det berømte BBC-interview før skilsmissen, som var lidt for meget baseret på hævn, og hvor hun ikke havde tænkt over, hvordan det efterfølgende ville ramme hendes børn,” siger Lone Theils.