Ebberød Bank
og kø ved håndvasken

Alt klogt er allerede tænkt.
Men man må prøve at tænke det en gang til.
Goethe

ebberoed-bank

”Ebberød Bank” var en farce, ikke en farce i det skrækindjagende format, vi i de senere år har været publikum til i virkeligheden, men et lystspil, som første gang blev opført på en københavnsk scene i 1923. Manuskriptet blev skrevet af journalisten og forfatteren Axel Breidahl i samarbejde med skuespilleren og forfatteren Axel Frische. Det handlede om den forarmede landsbyskrædder Vipperup, som pludselig får ry som kapitalist, da hans bror kommer hjem fra Amerika som en velhavende mand. Da en bank oprettes i landsbyen, vælges Vipperup til direktør, og hans mildt sagt højst ukonventionelle metoder gør ham til en holden mand. Siden – altså i snart et hundrede år – har vi brugt talemåden ‘den rene Ebberød bank’ om hoved-, hals- og samvittighedsløse bankmetoder.
Filmen om ‘Ebberød Bank’ blev med Osvald Helmuth i hovedrollen en sand biografbasker, og talemåden får, på grund af sin bæredygtighed, en fornem placering i  ‘Journalistveteranernes sprogmuseum.’

”Nu bliver der kø ved håndvasken!” udtalte toppolitikeren Erik Ninn-Hansen i sin tid i forbindelse med Tamil-sagen. Man mindedes sætningen i nekrologerne efter hans død i september 2014.
‘At vaske sine hænder’ som tegn på sin manglende skyld tillægges oftest Pilatus, men er i virkeligheden ældre. Allerede i Femte Mosebog bruges håndvasken af dem, der vil fremstå som hvide og uskyldsrene engle. Og i Salmernes Bog siger David: ”Jeg hader de ondes forsamling og sidder ikke hos de ugudelige. Jeg vasker mine hænder i uskyld.”
Men det er som nævnt først med Pilatus’ brug af skikken, at talemåden kom i folkemunde, hvor det har været siden, således at ingen var i tvivl om meningen, da Ninn-Hansen brugte sprogbilledet om køen ved håndvasken.