Arbejde er de drikkende klassers forbandelse.
Oscar Wilde
En kær kollega havde for vane i bestemte situationer, oftest festlige, at udbryde: ”Når man bøjer armen, gibber nakken.” Talrige granskninger af diverse opslagsbøger og andre mulige kilder har ikke givet resultat med hensyn til denne vendings oprindelse. Hvad angår selve ordet gibbernakker, er der ikke lysere udsigter – de fleste opslagsbøger siger: Oprindelse uvis. Så måske er det pudsige udtryk simpelt hen hjemmedyrket i et privat journalist-sprogligt væksthus med henblik på at blive brugt, når man var ude at slå sine folder med vennerne og opdager, hvad der kan ske, når man bøjer armen
Slå sine folder. Måske er der stadig nogle, som siger ‘slå sine folder’, skønt det lyder temmelig støvet. Disse folder har opholdt sig længe i sproget og har altid markeret det korrekte, det stuerene, det tilbørlige og ordentlige. Har man været bortrejst, kan man se frem til at komme hjem i ‘de vante folder’, og hvis man er for lystig i gravalvorlige situationer, skal man sørge for at lægge sit ansigt i ‘de rette folder’.
Når man ‘slår sine folder’, betyder det, at man blæser på formerne og normerne og ‘slår til skaglerne’, ‘slår til Søren’ og i værste fald bøjer armen så flittigt, at man bliver ‘plakatfuld’…
…‘Plakatfuld’ stammer fra svensk studenterjargon, stammende fra det latinske verbum ‘placare’, som oprindeligt betød formilde og forsone. Ordet dateres i Slangordbogen som ‘før 1848’, men det er taget med i Slangordbogens opremsning af synonymer for at være meget beruset. Dem er der lige ved hundrede af, indbefattet f. eks. ‘at have fået skoene børstet i zikzak’, ‘ikke at kunne stave til Ib’ og ‘at kunne hoppe på opstødene’. Men i vore dage hedder det vistnok dels ‘at drikke sig i hegnet’ og at ‘være stangstiv’. (Hvis de udtryk ikke allerede er lige så gammeldags som ‘plakatfuld’)