Hanrejer og Amors pile

Når jeg siger noget klogt,
husker jeg det længe.
Når jeg siger noget dumt,
glemmer mine venner det aldrig.
Frejlif Olsen

hanrej

Hanrejen er (definerer en ‘Politiken’-anmelder djærvt og uforknyt) ‘manden, hvis kone boller ved siden af, så han bliver til grin og hængt ud til spot og spe’. Som scene-figur går han helt tilbage til antikken og via Moliere og Holberg helt op til vor tid. Om det pågældende fænomen raser i nutidens selskabelige tummel, skal være usagt, men ordet ‘hanrej’ bør selvfølgelig stå på en hylde i ‘Sprogmuseet’ med et par linjer om dets afstamning.

Fra gammel tid er der en forestilling om, at en hanrej har horn. Men hvor den ide kommer fra, svæver i det uvisse. En teori går ud på dette: Når man i gamle dage kastrerede haner, skar man samtidig sporerne af dem og satte dem i hanekammen, så man let kunne skelne mellem haner og kapuner. Fordi sporerne var sat fast i hanekammen, så det ud, som om de kastrerede haner havde horn. Deraf kom udtrykket ‘at give en mand horn/gevir’, hvis en anden  mand blev skudt i hans kone og lå i med hende. Derved skabtes ordet  ‘hahnreh’, hane-rådyr’. I mange sprog bliver den stakkels (impotente) mand  kaldt ‘hornbæreren’ –  på tysk, spansk, italiensk, hollandsk, ja, selv på russisk, hvor det hedder ‘rogatyj’.

Også talemåden ‘at være skudt i’ en pige eller mand har hjemme på en hylde her, skønt det lyder som altmodisch slang. I ‘Slangordbogen’ er det udstyret med oprindelsesåret 1789, og selv et par dannede damer som Thomasine Gyllembourg og Johanne Louise Heiberg brugte det i deres brevveksling. Dengang hørte udtrykket til både i det gængse dagligsprog og på scenen og blev ikke regnet for slang, men var langt mere romantisk og sværmerisk med sin hentydning til kærlighedsguden og hans bue og pile. ”…denne deilige Glut, i hvem jeg er dødelig skudt” skriver Fr. Paludan Müller i et af sine digte.