Hvad der begynder som skrivekløe,
kan ende som skrivekrampe.
Jacob Paludan
David og øllet. Mange er de forskere, som har grublet og grundet over, hvorfor man, selv i vore dage, taler om, hvor David købte øllet. For det gør man i flere europæiske lande, og overalt dækker udtrykket stort set samme mening – det siges om dén, der har tjek på tingene, ‘ved nok besked og ikke er enfoldig, som det er blevet defineret.
Men hvorfor var det David, der hentede øllet – og hvor? Alle forskere er enige om, at talemåden ikke stammer fra Bibelen. Derimod kan flere blive enige om, at den kan spores til Tyskland, hvor den lyder: ‘Er weiss, wo Barthel den Most holt.’ I Holland findes en tilsvarende vending – dog er David og Barthel udskiftet med Abraham.
En tysk teori går ud på, at udtrykket skulle hænge sammen med Bartholomæusnattens betydning for vinhøsten, og at David var kalde- eller kælenavnet på byens klokker, og at netop klokkeren havde ansvaret for tilvejebringelsen og udskænkningen af øl ved bryllupsfester i byen. Men den forklaring er næppe mere troværdig end nogen af de andre gætterier om vendingens stamtavle.
En spade er en spade. Mange er de politikere, som gerne vil frelse deres eventuelt vakkelvorne troværdighed og derfor gerne griber til at forsikre deres troskab til at kalde en spade for en spade, en ældgammel vending, der bruges flittigt i alle vestlige lande. Den beror på den fortidige overbevisning: hellere sige ‘kattens’ end ‘satans’, hellere bruge eufemismer og omskrivninger end kalde tingene ved deres rette navn. For en sikkerheds skyld. Men i visse politiske sammenhænge må man bedyre, at man agter at kalde en spade for en spade.
Shakespeares version lød:”Vi kalder en nælde for en nælde og tåbers fejl for tåbeligheder.”
NB: Man skal dog fare med stor lempe, når man omgås vendingen, for som en klog journalist sagde engang: ”Jeg har altid kaldt en spade for en spade – undtagen sent i aftes, da jeg i buldermørke faldt over en spade, som nogen havde tabt på havegangen”.