Hvem var de første kvindelige journalister i Dan­mark?
Hvilken baggrund havde de?
Hvordan skrev de?
Hvordan klarede de sig i en verden af mænd?

Det er nogle af de spørgsmål,
lektor John Chr. Jørgensen besvarer i bogen
”Da kvinderne blev journalister” (2012)

Journalisternes Veteranklub har forfatterens tilladelse til at ”klippe” fra bogen, som er på 130 sider. I vores version er citater og fakta kædet sammen på en anden måde end i bogen og stærkt reduceret. Du kan læse originalen, altså hele bogen, gratis, på din computer via www.bibliotek.dk eller www.koensforskning.ku.dk

I bogen er der en udførlig liste over det store materiale, der ligger til grund for John Chr. Jørgensens bog – i alt ca. 175 titler på bøger, artikler, forskningsrapporter m.m. – og en liste med navne på ca. 350 kvindelige danske skribenter, som John Chr. Jørgensen har udvalgt som de mest bemærkelsesværdige fra omkring år 1800 til i dag.

Da kvinderne blev journalister

(Redigerede eksempler og citater fra en bog af John Chr. Jørgensen)

Hvis vi går 130 år tilbage i tiden, var den kvindelige jour­nalist ikke-eksisterende. Først fra 1880’erne blev kvin­der ansat som journalister. To af pionererne hed Mimi Carstensen og Sofie Horten. I 1890’erne kom Loulou Lassen og flere andre til. I begyndelsen voksede tallet langsomt, men støt. I 1912 var der omkring 35. Det svarede til 3-4% af journalistkorpset.

Kvindernes indtog i dansk journalistik fremmedes ved overgangen fra partiaviser til kommercielt drevne blade i begyndelsen af det tyvende århundrede. Mens partiavisen især henvendte sig til vælge­ren, som indtil 1915 var en mand, var omnibusavisen, som navnet siger, for alle, også de kvindelige læsere.

Overgangen blev tydeligst markeret på dagbladet Politiken, da Henrik Cavling i 1905 afløste Edvard Brandes og foretog en gen­nemgribende modernisering af bladet. Avisen gik ned i format, de lange meningsartikler blev skubbet bagud i avisen, og det popu­lære hverdagsstof, herunder artikler henvendt til kvinderne, nød fremme. Der blev brug for journalister, der kendte til mode, soci­ety-begivenheder, kogekunst og børneopdragelse, og det var der­for, Cavling ansatte Emma Gad og fra 1915 lod hende redigere en særlig side kaldet ”Dametidende”.  Blandt de mandlige journali­ster på Politiken var der nogle, der mente, at Cavling spildte sin tid med at ”rette stil for skrivegale damer”, men den gamle redaktør vidste, hvad han gjorde. Ikke alene skaffede kvindestof­fet nye læsere; det trak også annoncører til.

I dag er 39% af Dansk Journalistforbunds medlemmer kvinder. På hundrede år er kvindernes procentvise andel altså ti­doblet. Det store gennembrud kom efter 2. Verdenskrig med kvindernes almindelige indmarch på arbejdsmarkedet, og mere specifikt med etableringen af en egentlig journalistuddannelse. Endelig har også introduktionen af tv-mediet betydet meget.

Den første kvinde i pressen Den første ”rigtige” kvindelige journalist, der levede af sit arbejde, menes at være Sofie Horten, som i 1888 begyndte at korrespondere fra hovedstaden til Sorø Amtstidende og snart efter til flere danske provinsaviser, og som senere gjorde en flot karriere i ugebladsverdenen, hvor hendes arbejde med Hus og Hjem gjorde udgiveren, Chr. Erichsen, til en holden mand.

Sofie Horten (1848-1927) var oversætter, før hun blev journa­list. Hendes baggrund var et håndværkerhjem i Svendborg, og hun var uden nogen formel uddannelse. Men sprogøre havde hun, og talent for fremmede sprog.

Det er altid svært at bryde grænser, og i en årrække skjulte Sofie Horten, at hun var kvinde, ved at bruge en signatur, der lige så godt kunne tilhøre en mandlig som en kvindelig journalist.

”Vi har allerede en dame” Da Mulle Liebmann i 1930 søgte elevplads på Fyns Tidende, havde hun medbragt nogle danske stile fra realskolen. Chefredak­tøren kiggede på dem og sagde: ”Ja, det er udmærket. De kan jo skrive.” ”Men”, tilføjede han, ”vi kan desværre ikke ansætte Dem. Vi har en dame.” Den dame, bladet allerede havde, giftede sig imidlertid snart efter og trak sig tilbage for at hellige sig hvervet som husmoder (!), hvorefter der blev plads til Mulle Liebmann.

Hvis hun havde søgt ind ved Jyllands-Posten, ville det have væ­ret helt forgæves. Her herskede den legendarisk patriarkalske H. Hansen (medredaktør fra 1925, chefredaktør og medejer 1931-56), som mente, at kvinderne hørte til i hjemmet og ikke på avi­sen. Vi skal helt frem til 1945, før Jyllands-Posten ansatte sin første kvindelige journalist, Aase Gliemann.

Når man tænker på, at Hans Jensen ansatte Sofie Horten på Sorø Amtstidende i 1888 – før nogen hovedstadsavis havde fundet på noget lignende – slår det én, hvor meget enkeltredaktører har bestemt i udviklingen af aviserne, og hvor problematisk det er at tale om ’provinspressen’ en bloc.

Kan De lave kaffe? Der skete meget med kønsrollerne op gennem det tyvende århundrede, og hvad en ung journalistpige kunne komme ud for tidligt og midt i århundredet, virker nærmest eksotisk i dag.

Da Mulle Liebmann (1914-2006) begyndte som elev på Fyns Tidende, bad chefredaktøren hende om at klippe fletningerne af, for de hørte ikke til på en bladredaktion! Men, tilføjer Liebmann: ”Der var aldrig én af mine foresatte, der talte ned til mig, fordi jeg var en ung pige, aldrig. Men jeg var nok redaktionens kælebarn. På det tidspunkt – i 1930 – var kvinder endnu en sjældenhed i presseverdenen.” Redaktøren havde åbenbart også brug for prak­tiske kvindelige evner: ”Der blev ved min ansættelse som journa­listelev lagt vægt på, at jeg kunne lave kaffe.”

 

Lise Nørgaard gengiver en episo­de fra elevtiden på Roskilde Dagblad. Det var hendes debut som udgående journalist. Hun skulle dække en generalforsamling i en lokal brugsforening. Der blev så stille, da hun dukkede op, at hun troede, at nogen var død. Næste morgen ringede brugsforenings­formanden fortørnet til redaktionen og sagde: ”Vi bestilte en referent, og så sendte I en dame!”.

Situationen var arketypisk for de første generationer af kvin­delige journalister. Vendsyssel Tidende beskæftigede tilbage ved år­hundredskiftet en journalist ved navn Sofia Halvorsen. Hun var en glimrende referent, men det var først efter tøven og overtalelser, at hendes redaktør vovede at sende et ’pigebarn’ til et landbrugsfag­ligt møde blandt vendelboerne. Sofia Halvorsens journalistkollega Lars Larsen-Ledet beretter, hvad der skete: ”Da Jyske-Jensen, Sta­tens Konsulent i Hesteavl, observerede den unge Dame ved et Referentbord, exploderede han omgaaende af Harme. Det var – er­klærede han fra Talerstolen – en Uforskammethed baade overfor ham og overfor Læserne, at et stort og anset Blad sendte et Kvind­folk ud for at referere et Foredrag om et Emne, hun fornuftigvis ikke begreb et Muk af! Da den hysteriske Jensen Dagen efter fik læst Referatet, sendte han sin ærbødige Undskyldning.”

Når Loulou Lassen, som skrev gennem næsten 50 år i Dannebrog og  Politiken, modtog skrivelser med påskriften ”Jour­nalistinde”, var hun klar over, at der var tale om anonyme smæ­debreve. De mere vittige hoveder adresserede deres udgydelser til ”Frk. Loulou, Pressejomfru.”

Da Ber­lingske Tidende i 1930’erne sendte en kvindelig skolemedarbejder, Bene Larsen, op på Københavns rådhus for at tale med skoledirek­tør Thorkild Jensen, kunne denne godt skjule sin begejstring. Han blev ved med at titulere hende ”lille De”, indtil han fandt ud af, at hun var inde i stoffet. Herefter blev han hendes bedste kilde.

Aase Gliemann (f. 1914) fortæller om sin elevtid tid på Aarhus-Posten i 1933, at hendes første job om morgenen var at lave kaffe til chefredaktøren. Gliemann nød da også visse fordele: Hun fik lov til at deltage i festivitas, fordi hun så præsentabel ud, og det var også hende der fik lov til at stille spørgsmål ved fællesinterviews, ”fordi en pige bedre kan spørge naivt”, som en kollega sagde.

 

Da Didder Rønlund (f. 1926) i 1940 begyndte som journa­listelev på Nationaltidende, skulle hun møde en halv time før de andre for at støve af og rydde op. Didder Rønlund fortæller, at en redaktionssekretær ved Natio­naltidende med et skævt smil bad hende om ikke at bruge manuskriptpapiret. Hun var kun 17 år og lille af statur. Ved den første medarbejderfest fik hun to gavepakker, som viste sig at indeholde en overdimensioneret babysut og en spilledåse med Ole Lukøje-me­lodier.

 

I 1940’erne, da Eva Bendix var journalistelev på Vestsjællands Socialdemokrat i Slagelse, begyndte dagen med, at hun lavede kaffe og købte wienerbrød til de fremmødte medarbejdere. Kika Mølgaard (1930-95) måtte agere kontordame i sin tid på Middelfart Dagblad i begyndelsen af 1950’erne, og da Jonna Dwinger (f. 1924) søgte ind som elev ved Vestlol­lands Avis i 1945, gjorde redaktøren hende opmærksom på, at det er et hårdt job at være journalist: ”Man må være i besiddelse af en god fysik og i stand til at fægte sig frem … for at fange de store nyheder i Nakskov.”

 

Den korrespondentuddannede Jane Aamund (f. 1936) free­lancede i mange år for Berlingske Tidende, før hun i 1980 blev ansat som journalist. Hun havde, som hun siger, sin ”egen lille bu­tik” på bladet. Hun mødte op i fuld krigsmaling og gik gerne ind i kontroverser med de andre kvindelige medarbejdere, som hun op­fattede som konforme med hensyn til udseende (”løsthængende bryster”) og meninger (”mænd var dumme”). Nogle af hendes unge kvindelige kolleger opfattede hende sikkert som en overklas­sedame, der kørte på fribillet og bare mødte op for at have det lidt sjovt. Men Aamund var et stort aktiv for sit blad og derfor ikke sådan at udmanøvrere.

 

I erindringsbogen ’Mit tilfældige liv’, fortæller Bodil Graae (f. 1925), hvordan hun skrev sin første artikel som 14-årig. Den handlede om, at familiens malkekøer blev forvirrede ved indførel­se af sommertid. Aarhus Stiftstidende bragte artiklen på forsiden. Fra det øjeblik vidste Bodil Graae, at hun ville være journalist. Som 19-årig søgte hun uopfordret ind som elev ved 10 forskellige aviser i Jylland, og fik plads ved Horsens Avis (fra 1945), hvor hun dæk­kede alt muligt, som hun ikke havde forstand på. Det var, som hun siger, ”glade dage med en masse rent utrolige oplevelser” – ikke et ord om kønsdiskrimination eller bare tematisering af det særlige ved at være kvindelig journalist. Heller ikke, da hun to år efter blev ansat på Roskilde Tidende (1947). Graae registrerer kønsforskelle på den måde, at de kvindelige journalister (også Lise Nørgaard fra den konkurrerende lokalavis) gik på cafe og spiste kager, mens de mandlige havde et stamværts­hus.

 

Så sent som i midten af 1960’erne oplevede Barbara Gram (f. 1945) på Aalborg Stiftstidende, at journalisteleverne blev sat til at vikariere for kontordamerne, når disse havde fri. Og ved en stor fest skulle de servere vin ved receptionen og underholde gæsterne. Men de blev også feteret og flirtet med, og det nød Gram, siger hun. Hun fortæller i erindringsbogen ’Fisk uden cykel’, hvordan hun lige før studentereksamen i 1964 søgte ind som jour­nalistelev på Aalborg Stiftstidende og blev indkaldt til samtale hos chefredaktør Alf Schiøttz-Christensen, som var meget optaget af, om hun kunne sy og interesserede sig for ”mode, mad og huslige sysler”. ”En af de kvindelige elevers vigtigste opgaver var, forkla­rede han, at arbejde på ”Spindesiden”, siden med særligt damestof, der formodedes at interessere husmødre”.

Da Barbara Gram senere i elevtiden – i et interview i avisen – beklagede sig over, at der havde været lovlig meget ’spindeside’ over hendes uddannelse, svarede hendes chefredaktør – også i bla­det: ”Frøken Gram undrer sig noget over den påståede ulige be­handling af kønnene i vort fag. Men min erfaring som leder af en stor avis fortæller mig, at en betydelig del af de kvindelige journa­lister falder fra på grund af ægteskab. Derfor sætter man hellere en mand på en opgave eller et stofområde, hvor man ønsker at bevare kontinuiteten.” Og året var altså 1964.

Efterhånden vænnede journalistkollegerne sig til, at journa­listen kunne være af hunkøn. Nogle steder gik det rigtignok me­get langsomt. Journalisten Gitte Just, som kom til Ekstra Bladet som redaktionssekretær i 1985, fortæller, at hun en dag sad alene i redaktionssekretariatet. En mandlig journalist slentrede gennem lokalet. ”Nå, er her ingen?” sagde han og så spørgende på hende.

 

På dagbladet Information herskede der på et tidspunkt midt i 1970’erne krigslignende tilstande mellem de to køn. I 1975 blev Mette Fugl ansat som ”kvindemedarbejder”. Nogle af bladets mandlige journalister forholdt sig principielt kritisk til ansættelsen af en medarbejder, som kunne mistænkes for at være mere loyal over for kvindebevægelsen end over for avisen. De modarbejdede åbenlyst Fugl, som erindrer det som en forfærdelig periode, med en grim og hadsk tone på mø­derne.

”Jeg kan huske én bemærkning om mig og en artikel, jeg havde skrevet: ”Som sædvanlig ser vi i dag, at Mette Fugl har spredt sine journalistiske ben og har ladet alt sive ukritisk ind. Jeg kan hu­ske, at jeg gik ud og brækkede mig.”

Lasse Ellegaard, har beskre­vet konflikten set fra mændenes side. Ellegaard medgiver, at ”der var tendenser til en hørmende og til tider råkold mandschauvinis­me på de redaktionelle etager, bl.a. limede spøgefugle et kvinde­tegnklistermærke fast i bunden af toilettet på indenrigsgangen”.

Men det synes at være undtagelser fra reglen. Læser man kvin­delige journalisters erindringer, slår det én, hvor sjældent de klager over diskrimination. Adskillige, deriblandt TV 2’s flyvende kor­respondent Ulla Terkelsen, mener ligefrem, at det har været en fordel for dem at være kvinder.

En kvindegruppe under Dansk Journalistforbund forsøgte i 1980 gennem en spørgeundersøgelse i deres område, Midt- og Østjylland, at finde ud af, hvordan det var at være kvinde i journa­listfaget. Ud af 44 fastansatte journalister svarede 27 helt klart nej til et spørgsmål, om de blev diskrimineret på deres mandsdominerede arbejdspladser. De få kvinder, der følte sig negativt forskelsbehandlet, sagde, at det ikke var på grund af deres køn, men på grund af deres stofområde! Nogle mænd på redaktio­nen gad f.eks. ikke se flere artikler om forældre, der ikke kunne få pladser til deres unger i børnehaven. Men denne modstand fik ikke kvinderne til at ønske sig væk fra deres sociale stof.

”Det er umuligt at påstå, at jeg nogen sinde er blevet under­trykt som kvindelig journalist. Tvært imod tror jeg, det er lettere for en pige at rykke frem og blive synlig i det fag”, erklærer Eva Bendix (f. 1925) i erindringsbogen “Det skulle jeg måske ikke have sagt”. Hun tilføjer: ”Ikke med min bedste vilje kan jeg sige, at jeg – fagligt set – blev diskrimineret som pige. Det skulle da være en omvendt diskrimination. Altså at jeg blev ført for meget frem som journalistelev.”

I portrætinterviewbogen ’Ikon’ sætter journalisten Mette Vibe Ut­zon (f. 1962) fire af sine journalistiske forbilleder under et vist pres for at få dem til at præstere nogle erin- dringer om diskrimination. Det mislykkes langt hen ad vejen.

 

”Jeg har simpelthen aldrig følt mig tilsidesat, fordi jeg var kvinde, jeg har tværtimod syntes, at det i mange, mange tilfælde var en fordel,” siger Vibeke Sperling (f. 1945). Sperling fik mere hjælp af sine mandlige kolleger, fordi de ikke så på hende som en konkurrent! Men hun har dog oplevet, at kvinder er blevet forfor­delt: lavere løn, færre chefstillinger. Mændene vælger hinanden, og kvinderne tør ikke presse på, mener hun.

 

Ulla Terkelsen (f. 1944) ikke alene afviser forestillingerne om kønsdiskrimination, hun går aktivt til modangreb. Terkelsen er­klærer sig træt af klynkeri fra vestlige journalistkvinder, som selv har valgt deres livsbane: ”De promoverer sig selv på fuld knald på alle mulige andre punkter – ikke bare er de klogere og bedre og pænere og mere dominerende, men også undertrykte oven i hatten som en ekstra fjer! It’s nonsens!”

Af Mette Vibe Utzons fire interviewpersoner er det kun Mette Fugl (f. 1949), som kan berette om varierende grader af diskri­mination. Hun fortæller om dengang, da hun arbejdede for Dan­marks Radios program ”Orientering”: ”En dag, hvor den mand­lige studievært på programmet var syg, og der ikke var andre til at gå i studiet, sprang jeg til og afviklede programmet. Dagen efter fik jeg at vide af chefen, Ivan Salto, at det helst ikke skulle gentage sig, for, som han sagde: ”Nyheder har ikke samme troværdighed, når de bliver læst op af en kvinde.” Sådan var det i begyndelsen af halvfjerdserne.”

 

Alice Vester­gaard (f. 1937) var som 25-årig den første kvinde, der læste nyheder op i Radioavisen, 2.11.1962. Det var en sensation. Tidligere havde kvinder kun læst fiskerinote­ringer og skibspositioner og den slags. I pressen rejste man spørgsmålet, om en kvindestemme kunne indgyde lytterne den nødvendige tillid. Kritikken blev gentaget, endog af den ellers liberale kritiker Jens Kistrup, da Alice Vesterga­ard ni år senere som den første kvinde læste nyhederne op i tv.

Paradigmeskiftet omkring 1950 Fra ca. 1950 er kvinderne alment accepterede som journalister; det er ikke mere en selvfølgelighed, at de holder sig til kvindestoffet, og hvis de gør det, er det ikke samme slags kvindestof som i begyndel­sen af århundredet.

I realiteten er udviklingen gået i retning af stigende ligestilling og aftagende forskelsbehandling. Der er kommet stadig flere kvindeli­ge journalister til, og de er blevet stadig mere prominent placerede både som skribenter og redaktører, inden for de seneste tiår også på chefredaktionelt niveau: I dag virker bladledelser, der består af lutter mænd, simpelt hen gammeldags.

I Danmark er kvinderne altså i stigende grad trængt ind på domæner, som tidligere traditionelt tilhørte mændene. Det gælder f.eks. Chri­stiansborg-journalistikken, som i mange år blev bedrevet i en loge af lutter mørke jakkesæt kun oplyst af enlige kvindeskikkelser som Vibeke Poulsen og Kirsten Rée. Nu flokkes kvindelige journalister, hvoraf mange ganske unge, omkring politikerne. En ’uautoriseret’ optælling foretaget af Kate Bluhme, selv mangeårig Christiansborg-journalist for Ekstra Bladet, viser en stigning i antallet af kvindelige journalister på ’Borgen’ fra 7 (ud af 102) i 1972 til 25 (ud af 119) i 1992, en procentuel stigning fra ca. 7% til ca. 21% Fra 1992 til 2012 er antallet af kvinder steget til 34 (af 160), men procentuelt er det stagnation. Til gengæld indtager nu tre af kvinderne ledende positioner som politiske redaktører. Tilsvarende med udenrigskorrespondentstillingerne, som tid­ligere var mændenes prærogativ.

Forskel på kvinders og mænds skriverier? Når det kommer an på en prøve, er det meget vanskeligt at fastslå, om en journalistisk tekst er skrevet af en mand eller en kvinde. Det skal her til sidst belyses med en lille historie fra journalisten Lars Larsen-Ledets erindringer. Larsen-Ledets chefredaktør ved Vendsyssel Tidende nærede ”den mest ophøjede Ringeagt for Kvinders Arbejde”. Det gik ud over Larsen-Ledets unge kollega So­fia Halvorsen: ”Mens mit Manuskript uændret gik paa Trykkeriet, blev Frøken Halvorsens gennembroderet af Rettelser. Vi prøvede et lille Fif. Hun skrev en Artikel, som jeg renskrev og forsynede med mit Mærke. Den gik lige til Sætteriet. Fin Artikel! Første Klasses Journalistik! Jeg skrev een, som hun renskrev og forsynede med sit Mærke. Den blev baade beklippet og korrigeret. Satan til Svineri, brølede han. Vi burde have afsløret Tricket. Vi nøjedes med at le bag hans Ryg.”

Karen Thisted har i erindringsbogen  ”Så skal der leves” givet et eksempel på, hvad kvindelige journalistelever kunne blive sat til af ”særlige opgaver” for de mandlige medarbejdere. Hun var elev på Dagbladet i Ringsted fra 1964 og en uskyldig pige på kun 18 år (eksemplet er ikke med i John Chr. Jørgensens bog)
Karen Thisted er datter af Poul Thisted Knudsen, som var en kendt advokat i Ringsted, senere også folketingsmedlem og byens borgmester. Han var formand for Ringsted Dagblad og i dén egenskab skaffede han sin datter ind som journalistelev. Hun ville gerne være journalist, men var flov over, at hun fik elevstillingen i kraft af sin far (i stedet for Jørgen Ejbøl, som  havde fået tilsagn om stillingen og allerede havde lejet et værelse i byen). Karen begyndte derfor i jobbet med stor usikkerhed:
”Der var kun én opgave, jeg var ked af at løse. Det var, at journalistelev Palle Aarslev Nielsen på en lettere ufin måde udnyttede, at jeg ikke turde sige nej til nogen opgave, for han havde et livligt seksualliv og syntes ikke, at det sømmede sig for ham at indkøbe alle de kondomer, som han åbenbart skulle bruge på en weekend.
– Du kan vel godt forstå, Karen, at jeg passer byrådet, og så nytter det ikke, at jeg står på apoteket hver fredag og køber ind i stor stil, så det må du gøre.
I Ringsted var der kun Løveapoteket, hvor jeg var kommet fra barnsben og havde købt hostesaft hos den søde, gamle apoteker. Nu stod jeg pludselig hver fredag og købte 12 kondomer, ikke bare til apotekerens store forbløffelse, men så sandelig også i overværelse af hele personalet og alle kunderne, hvoraf jeg kendte de fleste, for apotekeren fandt en særlig fryd i at sige højlydt:
– Hvad siger du, Karen, skal du nu ha’12 kondomer igen!?
Jeg tog en stille hævn over dem alle sammen lørdag formiddag, når jeg ikke slap for at sidde helt alene i den store bygning og passe omstillingsbordet. Avisens kvindelige medarbejdere måtte ikke gå i lange bukser, når de var på arbejde, men det gjorde jeg i protest hver lørdag. Selv om ingen så det, følte jeg mig som en vigtig del af kvindebevægelsen”.

 

---