Erindringer af Jes Dorph-Petersen
Jes Dorhp-Petersen (født i 1959) dumpede 1. gang, da han søgte ind på Danmarks Journalisthøjskole, men det lykkedes 2. gang, og derfor opgav han sine planer om at tage en Højere Handelseksamen eller at læse jura eller blive arkitekt.
Som journalistpraktikant på Frederiksborg Amts Avis i begyndelsen af 1980erne var han på lokalredaktionen i Farum:
”Den holdt dengang til i et nedlagt hønsehus, der var knyttet til lokalredaktør Mogens Smedegaards hus. Der lugtede altid ad helvede til af kælder, der var jordslået og fugtigt, skimmelsvamp og hele lortet. Den var ikke gået i dag, Arbejdstilsynet havde lukket det. Vi sad tre journalister i hønsehuset og skrev artikler på mekaniske skrivemaskiner, hvorefter vi ringede stoffet ind til hovedredaktionen. Det vil sige, at vi greb knoglen og fik fat i vedkommende i Hillerød, som passede modtagetelefonen, hvorefter vi læste artiklerne op med en fonetisk tegnsætning inspireret af Victor Borge, så de kunne blive skrevet korrekt ned i den anden ende og sendes videre til tryk. Sådan foregik det fast. Undtagen når det var tid til at producere artikler til søndagsavisen – dér gjaldt andre regler. Weekendstof blev afleveret om fredagen på gule manusark, der blev lagt i en kuvert, igen adresseret til redaktionen i Hillerød. Fredag eftermiddag gik jeg som yngste medarbejder og praktikant op på Farum Station, hvor jeg afleverede kuverten til chaufføren på den næstfølgende bus til Hillerød. Tilbage i hønsehuset ringede jeg efter et knallertbud, en ung mand fra hovedredaktionen, som kørte op og hentede kuverten ved bussens stoppested i Hillerød. Jeg lyder 300 år gammel, men det var faktisk sådan, det var…
…Jeg boede i et kollektiv i Peder Skrams Gade i København. På lørdage og søndage, hvor jeg som udgangspunkt ikke var på arbejde, kunne jeg ikke vide, om mine artikler var kommet i avisen. Men det betød meget for mig. I weekenderne cyklede jeg derfor ind til kiosken på Hovedbanegården, hvor de solgte Frederiksborg Amts Avis, for at se, om mine ting var i. Jeg stod tit derinde og blev skuffet, for så var der ikke en skid i sektionerne, ingen af mine artikler med den lille signatur dope havde klaret skærene. Andre gange var der bid. Det var berusende at vende hjem til kollektivet med en avis med mit navn i”.
Om rollen som TV2-vært:
”Jeg fik min debut i midten af marts 1991, en hverdag kl. 18, og jeg var ved at dø af skræk…jeg svedte under armene, på maven og på panden. Under indslagene, hvor jeg ikke var på, kom Ulla Terkelsen fræsende hen til mig med et viskestykke. Hun tørrede mit ansigt af gang på gang og sagde: ’Det går så godt, Jes’…
Da Jes Dorhp-Petersen efter 1½ år blev fast studievært ville han gerne efterligne Jens Gaardbo, ”men jeg var alt for københavnsk, fjollet og hurtig”…og Jes spurgte derfor sin far og sin kone: ”Hvis I skulle pege på et eller andet, noget, I særligt kan lide ved mig, hvad er det? De pegede på min rundhed, min venlighed og også på min ikke-deciderede plathed, men måske ret fjollede og ligefremme måde at gå til tingene på…det var en fin proces, fordi jeg lærte en masse om mig selv, og det brugte jeg til at finde min facon på skærmen…jeg blev en form for glad, hyggelig svigersøn, sådan lidt klumpe-dumpet, men samtidig med plads til den hurtige, kække bemærkning og lidt harmløst drilleri”.
Om TV-værter i dag:
”De fylder mere, og der er flere af dem. Morgen-TV har typisk to hovedværter plus en vejrvært og nogle gange en fjerde vært. De taler meget om sig selv. De spiser mad, mens de henvender sig til kameraet, de sutter på fingrene for at få sovsen væk, de drikker øl og vin og siger ”namnam”. De skal selv deltage i alt fra armlægning til spisning af flødeboller på tid. De griner og slår hinanden i ryggen og er i det hele taget så overskudsagtige, at jeg ikke altid tror, det er ægte. Skal jeg være grov, tænker jeg indimellem, at jeg sidder udenfor, på afstand, og ser ind i værternes personlige reality-show”.
Om grundlaget for TV2’s succes:
”Pionerånden på TV2 bestod langt ind i 1990erne…jeg tror, at en stor del af TV2’s overlevelsesevne og succes kan føres tilbage til det engagement, der var hos de ansatte, den totale sammensmeltning mellem medarbejderne og virksomheden, der var tale om. Vi sad om aftenen hjemme hos hinanden og diskuterede fag og fandt på ideer. Også hos cheferne. Ulla Terkelsen (nyhedschef) boede i en længe i et slot uden for Odense. Hun inviterede til middage. Jeg har aldrig i min tid på DR oplevet, at de menige medarbejdere gik til fester hos cheferne privat, endsige at vi drak os fulde med dem og sagde lige præcis, hvad vi havde lyst til. Men TV2 var den store diskokugle, der hang i midten af det hele, og som vi sad og kiggede på hele tiden og overvejede, hvordan vi kunne medvirke til at pudse og gøre lækker. Der var en nærmest religiøs kærlighed til det sted blandt os, der arbejdede der. Arbejdet blev simpelt hen ved med at være en fest, og det sociale sammenhold var stærkt og enestående. Drukturene og festerne blev der heller ikke ligefrem færre af, som tiden gik”
(Det er krævende at være studievært og berømt. For Jes Dorph-Petersen var prisen for meget alkohol og en depression, og det bliver også tæt beskrevet)
(Uddragene er fra bogen ”DORPH – historier fra den anden side” i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen. Politikens Forlag)