Beretningen er fra 2012 (uddrag af bogen ”Vidnerne – historien”, udgivet i anledning af Pressefotografforbundets 100-års-dag), og den handler om Vagn Hansen, måske verdens ældste pressefotograf, i hvert fald Danmarks, født i 1914 og dermed lige så gammel som faget.

I bogen fortæller han i 2012 som 98-årig bl.a.:
”Jeg kom i lære hos de dygtige portrætfotografer Peter og Marie Maarbjerg på 5. sal i Gentofte. Efter udstået læretid skulle jeg finde et job, men det var dårlige tider også dengang. Der var ingen, som havde brug for en nyuddannet fotograf, men jeg fandt en annonce fra et pressebureau, der søgte en pressefotograf. Det var ikke lige dét, jeg havde tænkt mig. Næh, jeg skulle være en fin fotograf med stort atelier og venteværelse, hvor folk ventede på at komme ind til mesteren. Pressefotografer, det var sådan nogle, der løb rundt på gaderne og tog billeder.

Nå, men jeg fik jobbet, og dér mødte jeg så de andre pressefotografer. Og hvilken oplevelse! De var jo velklædte, hyggelige og sjove mennesker, der ikke mindst alle kørte rundt i store biler. Dengang, i 1930, var der ikke så mange personbiler. Groft sagt var det kun de rige og lægerne og pressefotograferne, der havde bil. Jeg tror, det var de fleste danskeres store drøm at få en bil. Også min. Så det var slet ikke så dårligt at være pressefotograf, kunne jeg godt se…

…De første år som freelance var svære. Ved store begivenheder var der politiafspærringer, og man skulle have pressekort. Pressefotografforbundet havde en ordning, så de fik Journalistforbundets pressekort. Jeg var jo ikke medlem, for det kunne man kun blive, hvis man var fastansat på en avis. Freelancefotografer, også kaldet ”køkkenfotografer”, var uønskede, og forbundsmedlemmer gjorde alt for at holde dem ude. Sommetider dukkede politiinspektør Mellerup op på sin høje politicykel, og så blev alle uden pressekort smidt ud. Jeg havde selv lavet mit eget pressekort, men det syntes Mellerup absolut ikke om, så jeg blev smidt ud med et brag. Det var ellers flot – jeg har det endnu! Nogle år senere blev der talt om, at fotograferne skulle være medlem af Journalistforbundet. Men hvilket ramaskrig kom der ikke fra de gamle journalister. ”Så kan hvem som helst jo blive medlem!”. Men det var dengang.

Jeg blev jo altså pressefotograf, medlem af Pressefotografforbundet og ansat på Berlingske til at lave pæne billeder til Berlingske Søndagavis´ nye tillæg. ”Det er meget godt, at Vagn kan tage de smukke skov- og naturbilleder. Men hvad nu, når han skal ud på reportageopgaver?” Det er jo gået meget godt (se Vagn Hansens foto herover fra den sovjetisk-finske krig i 1939-40, red.) Og det var heldigt, at jeg ikke blev den ”fine” fotograf med atelier og venteværelse. Jeg ville have kedet mig ihjel”.

(Se indslag på ”YouTube”. Her fortæller Vagn Hansen, og du kan se nogle af hans pletskud)

Kravene til en pressefotograf – i 1917

Apropos Vagn Hansens fortælling var der i 1917 i bladet ”Amatør-Fotografen” en beskrivelse af, hvad der kræves af en pressefotograf (beskrivelsen er nok overdrevet, står der i pressefotografernes 100 års jubilæumsbog):

”Han skal blot have sådanne små egenskaber som opfindsomhed, selvstændig men korrekt optræden, personlig smidighed i arbejdet for at nå sine mål, intelligent føling…journalistens hjerne, kunstnerens øje, artistens sikkerhed og rådsnarhed, fagfotografens teknik (og en god del til)”

Bogen tilføjer, at det var et job, der krævede sin mand eller kvinde (PF fik sit første kvindelige medlem i 1921), for fotograferne skulle desuden være passende påklædt til lejligheden – ellers kunne der falde en påtale fra forbundet.

Fotograferne var ikke altid populære. Det oplevede Holger Damgaard, Politiken-fotograf, ved en af Danmarks største jernbaneulykker (billedet: Vigerslev-ulykken med 40 døde 1. november 1919):
”Da jeg i den mørke nat færdedes mellem de splintrede banevogne og lod en magnesiumbombe lyse over den forfærdelige ulykke for, som det var min pligt, at skaffe et aktuelt billede, vakte det en sådan uvilje, at jeg nær var blevet lynchet”.