Jørgen de Mylius måtte melde pas
og blev derfor ikke journalistelev
Jørgen de Mylius fortæller i sin erindringsbog ”Tak for al musikken” på knap 400 sider om op- og nedture i karrieren gennem et halvt århundrede. Det har været sjovt for ham at ”være noget ved musikken” med rekordlyttertal. Men det har bestemt ikke været nemt. I bogen giver han eksempler på en helt uværdig behandling af kolleger og chefer i DR.
I æteren uden varsel
Jørgen de Mylius begyndte i radioen som 17-årig gymnasieelev i 1963, da han skrev et brev til det nystartede P3 om, at medarbejdernes musikvalg var for dårligt. Han blev inviteret indenfor og nærmest uden varsel sat foran en mikrofon i en direkte udsendelse.
Og så kørte det ellers derudad med succes hos lytterne, men grove ord fra ansatte i DR, der ikke kunne fordrage hverken hans musik eller hans form.
En ”varm” velkomst
Da Jørgen de Mylius i 1977 skiftede fra radioen til TV’s underholdningsafdeling, oplevede han dette:
”En smilende herre kom hen imod mig. Jeg vidste, hvem han var: Mogens Kilde. Smilet var desværre falsk. Han nærmest hvislede ind i mit øre: ”Du tror vist, du er noget, hva’, din lille pissemyre. Du holder ikke længe her. Musik hører til i radioen. Der er ingen, der gider se sådan noget lort i TV”. Hvilken velkomst – skriver Mylius.
”Dumpet” af chefredaktør
Jørgen de Mylius fik ikke en formel journalistuddannelse, men blev optaget på dispensation i Dansk Journalistforbund, da han i flere år havde lavet udsendelser i radioen. I 1960’erne var det ellers nærmest en betingelse for DJ-medlemskab, at man havde en journalistuddannelse, og en kollega fik derfor lavet en aftale for Jørgen de Mylius om at blive elev på en avis i Ringsted. Men først skulle han testes af chefredaktøren:
”Han sad i sin chefstol, da jeg kom, og kiggede kun kort op, da jeg trådte ind ad døren. Stemningen var slået an. Men det gik egentlig forbavsende godt med at svare på de mere almene spørgsmål om, hvem der var præsident her og der, og hvad Danmarks seneste tre justitsministre hed osv. Lige indtil vi kom til spørgsmålet: ”Hvad er forskellen på en sognefoged og en sognerådsformand?”. Det vidste jeg simpelt hen ikke dengang og meldte pas. Jeg syntes jo ikke, det var så galt, men samtalen var slut, og den manglende viden reddede mig så fra tre år på en lokalavis i Ringsted…jeg var lettet, fordi jeg slap for den chefredaktør i tre år”.
Stalket i 5 år
En af ulemperne ved at være en kendt person i medierne ramte i ca. 5 år fra 1993 Jørgen de Mylius hårdt. Han blev stalket af en kvinde, der – uanset om han optrådte i Skagen eller Gedser – sad på 1. række og forfulgte ham efter hans optræden. Hun skrev breve på 15-20 sider til ham i DR og passede ham op under indkøb, hvor hun stod et par pladser bag ham i køen ved kassen med bemærkninger som: ”Husk hvad du har lovet mig”, ”Skat, har du husket at købe ind til i aften” og: ”Skat, husk nu vi skal have bleer med hjem til baby”.
Jørgen de Mylius reagerede aldrig på hendes bemærkninger og breve, men lagde sit dagligliv om for at undgå hende, fx tog han cyklen eller bilen på arbejde for at slippe for at møde hende på gader og stræder. Hun fandt også frem til hans sommerhusadresse, gik omkring på grunden, hængte vasketøj op på tørresnoren osv. – og blandt 500 mennesker sneg hun sig ind til receptionen på hans 50-års-fødselsdag.
En sag for politiet?
Politiets reaktion var: Har hun gjort noget ulovligt, fx truende? Ellers tager vi os ikke af det.
Jørgen de Mylius kontaktede forgæves kvindens familie (hun havde faktisk også en veninde, der var ansat på Radioavisen), men først da han efter et ihærdigt ”detektivarbejde” fandt frem til en psykolog, der havde kvinden i behandling, slap han fri. Han fik trods modstand, psykologen – som kendte alt til kvindens stalkertilværelse – til at skrive til politiet.
”Kort efter fik jeg et brev. Nu havde de kontaktet kvinden, og da hun var ved at flytte til Bornholm og havde lovet ikke at fortsætte sine henvendelser til mig, ville de indtil videre slå sig til tåls med det. Og altså ikke give hende et egentligt tilhold. Således endte historien – næsten. For kort tid efter var hun igen på fritidsgrunden. Jeg var hurtigt i telefonen, og politiet må jo have reageret, for bortset fra nogle enkelte tilbagefald har jeg ikke hørt fra hende siden”.
I erindringsbogen giver Jørgen de Mylius også eksempler på mere uskyldig stalking: ”En præstedatter fra Rødovre, en meget køn pige, var så glad for mine programmer, at hun næsten hver eneste morgen kørte forbi mine forældres lejlighed, hvor jeg endnu i starten boede, og forærede mig varme gifler og wienerbrød”.