Vagn Simonsen om sine elevår
At læse de kvindelige journalisters erindringer på vores hjemmeside (“Da kvinderne blev journalister”) kræver afløb for de følelser, jeg uvægerligt får, når jeg i disse år erfarer, i hvor høj grad Tidens Kvinder (altså ikke bare bladet) udnytter deres medbragte offerrolle. Og altså nu til udbredelse i bogform – lavet af en mand.
Som journalistelev var jeg til trods for mit køn dén, der hver dag fejede gulv, lagde aviser på plads, “ordnede klichéer”, dvs. arkiverede de brugte metal-billedplader med raster – et større arbejde – gik ærinder for redaktørfamilien og på posthuset efter dagens udenøs aviser og anden post, holdt øje med begivenhederne på telefaxen og udskiftede brugte papirruller. Samt satte vand over til kaffe og te og tømte askebægre på alle ugens mindst seks arbejdsdage.
Men det var såmænd en meget god indføring i arbejdslivet, og jeg slap jo heller ikke for at bidrage med stof til spalterne. Hvad værre var, at da jeg som udlært og ret erfaren ung journalist brugte mange kræfter på at søge jobs ovre i København, så kom en ny tendens mig i vejen. F.eks. aflagde jeg prøve, bl.a. stemmeprøve, på Radioavisen, og redaktøren var ganske godt tilfreds. Men han trak på skuldrene og forklarede: “Vi er blevet pålagt at tage særligt hensyn til kvindelige ansøgere”. Tillykke med det, Alice Vestergaard, for det var dig, der løb med det job.
Da jeg for en del år siden havde gennemgået en vellykket tarmoperation og konstateret lægernes bekymring over, at mange kom for sent til den slags operationer, besluttede jeg at kaste alle hæmninger og skrive en artikel om, hvordan det var at blive opereret, og hvordan jeg heldigvis forinden havde reageret på visse symptomer. Jeg sendte artiklen til det blad, som i størst antal lå og flød på hospitalet med sine omtaler af mere eller mindre kendte folks sygdomme, nemlig “Søndag”. Og fik svaret: “Beklager, vi bruger kun artikler om og af kvinder.” Ak ja, det gælder om at være født på rette sted og ikke mindst på rette tid.
Nå, men mine kommentarer er vel blot et udtryk for min gammelMANDssurhed …