Da Aksel Larsen blev et parti

I sin serendipity-tekst fortæller Victor Andersen om en oplevelse med Aksel Larsen. Victor Andersen kan mange andre anekdoter fra sit journalistliv i et halvt århundrede. Billedet med Poul Schlüter er fra erindringsbogen ”Efter hvad vi erfarer” (2007), hvor Victor Andersen på 372 sider skriver synspunkter, anekdoter og oplevelser med politikere og kolleger fra 1950'erne til århundredskiftet.

I sin serendipity-tekst fortæller Victor Andersen om en oplevelse med Aksel Larsen. Victor Andersen kan mange andre anekdoter fra sit journalistliv i et halvt århundrede. Billedet med Poul Schlüter er fra erindringsbogen ”Efter hvad vi erfarer” (2007), hvor Victor Andersen på 372 sider skriver synspunkter, anekdoter og oplevelser med politikere og kolleger fra 1950’erne til århundredskiftet.

Victor Andersen om en serendipity-oplevelse

Jeg tror, følgende bagatelanekdote meget godt dækker begrebet serendipity – altså, at man er på jagt efter noget, men får noget større i nakken, som man ikke har bedt om.

Som politisk-økonomisk medarbejder ved Dagens Nyheder drev jeg i 1959 en kampagne for lavere motorafgifter. Deri indgik en rundspørge til de politiske ordførere i Folketinget, deriblandt Aksel Larsen. Han var året før blevet ekskluderet af Kommunistpartiet og var nu løsgænger, men havde en ansøgning inde i Indenrigsministeriet om at basere et nyt parti på sit mandat. Det skulle hedde Socialistisk Folkeparti.

Da jeg kommer igennem til ham på telefonen, er han helt euforisk og råber: “Jeg er netop i dette øjeblik blevet ringet op fra Indenrigsministeriet og har lige lagt telefonen på. Jeg er blevet et parti! Jeg er blevet et parti!”

Denne utilsigtede solonyhed, der var havnet i min turban, kunne selvfølgelig ikke holde i mange minutter. Den ville være ude på Christiansborg som en løbeild. Men jeg kunne dog more mig lidt ved tanken om at være den første journalist, der havde talt med SF.

PS: Jeg behøver næppe fortælle, at kampagnen for lavere motorafgifter løb ud i sandet.