En oplevelse i Kina – og en klage fra Fremskridtspartiet

For en journalist åbnede dørene sig nemmest til Maos Kina, hvis man var i selskab med en minister.

For en journalist åbnede dørene sig nemmest til Maos Kina,hvis man var i selskab med en minister.

Claus Seiden om en serendipity-oplevelse

At være i følge med en minister var i tiden omkring kulturrevolutionen den bedste mulighed for at komme ind og dække Kina. Jeg rejste sammen med Ivar Nørgård, og vi kom bl. a. til at overvære undervisningen i en engelskklasse på Peita i Beijing.

Ved siden af mig sad en ung mand fra Indre Mongoliet. Ham spurgte jeg, om de to års universitetsstudium virkelig var nok – om der slet ikke var noget, der hed postgraduate studies ”… po… po…?” sagde han forvirret.

Så vendte en ældre, gråhåret mand på pulten foran os sig: ”I’m not sure he really understands the term ‘postgraduate’ but let me explain to him…” Jeg fandt ud af, at den ældre mand hed Chou Pei-yuan, var universitetets vicekansler og en verdensberømt fysiker, hvis amerikanske accent skyldtes, at han havde været elev af Heisenberg.

Et par år senere i Kina, igen med en minister, denne gang Kjeld Olesen. Tolken hed fru Chou (som hundredtusinder af kinesere) – og her kommer serendipityen så ind. For hun spurgte, om der var nogen, jeg var særligt interesseret i at møde, når vi kom til Beijing… ”Ja, kunne det måske lade sig gøre at møde professor Chou Pei-yuan”? På det tidspunkt var befolkningstallet i Kina ca. en milliard. ”Of course,” sagde hun. ”He’s my father”!

Resultat: En halv times optagelser med en absolut nøglefigur i Kinas intellektuelle genopbygning.

Mindre forventet resultat: En klage i radiorådet fra Fremskridtspartiet. Sagen var, at vi manglede stof til et nyhedsmagasin en af de stille dage mellem jul og nytår. Jeg rettede til, og der kom et 11-12 minutters indslag ud af det. Klagen gik på, at ‘det var helt urimeligt at bruge så lang tid på sådan en kommunist.’