Julefrokosten 1990

 

Tekst: e-n
Melodi: ”Højt fra træets grønne top”

Tja-e, så blev det atter jul,
kære veteraner.
Nu skal vi igen ha’ sul
vær beredte ganer.
Blæs på jeres sideben
(gem dem dog til sidenhen)
lad os gå til fadet
mens vi endnu ka’et.

Vi har lavet stort og småt
for vi havde ånden.
No’et blev skidt, men no’et blev godt
det blev gjort i hånden
skrevet med en fyldepen
vi bør alle hylde den
for vor hånds ar-bej-de
var et ånds-ar-bej-de.

Altid har vi vær’t på jagt
efter dagens nyhed
kunne vi få dén nedlagt
vistes ingen skyhed.
Vi har følt ubændig tørst
efter at bli’ allerførst
byttet ku’ blive trist – man
kaldte det avisand!

Meget ofte har vi brændt
for en særlig god sag
og når gnisten først var tændt
blev der blæst på god smag
og der hvirvled’ megen røg
(også noget skidt og møg)
som en pryd for standen
brændte vi hinanden.

Vi har altid vidst besked
med hvad end der hændte
spalte op og spalte ned
skrev vi, mens vi rendte
sjældent med den halve vind
bildte ingen noget ind
det kom i avisen
no’en fik Cavlingprisen!

Hvad vi skrev og fik på tryk
har vakt nogen opsigt
og skabt både sorg og lykk’
det var ikke opdigt.
Og ved julemandens skæg
har vi også sat vort præg
på, hvad folk sku’ mene
og ha´ på det rene.

Vi har skrevet no’et om alt
mellem jord og himmel
vi var selve livets salt
for den store vrimmel.
Vi har også ganske tit
skildret både sort og hvidt
vore reportager
det var ting og sager.

Vores liv var næppe sundt
efter nutids normer
vi har jobbet døgnet rundt
som en himmelstormer
vi ku’ dårligt holde op
vi var gift med vores job
det var vor maitresse
og vor interesse.

Siden kom der mekanik
ind på redaktionen:
Skriv’maskiner, ny teknik
nu bli’r sensationen
præsenteret vældig smart
i (det er da soleklart
spids blot jeres ører)
skrigende kulører.

Og med disse Good Old Days
har vi sluttet runden
vi syn’s, de var meget ”nejs”
har I lugtet lunten?
Dette var en svanesang
om et herligt liv engang
nu vil vi for hulen
ha’ det rart i julen!