Julefrokostsang 2012

Aktualiseret julesang om bl.a. tantestrip …

Tekst: Claus Seiden

Melodi: ”Sikken voldsom trængsel og alarm”

Sikken voldsom trængsel på vort net
Den gør ikke faget særligt let,
for ustandseligt så er der dead-
line, så man bliver både bims og træt.
Ja, hvad er det dog, der foregår?
Er det noget, man får penge for?
Det er vist, hvad Politiken tror
de vil til at sætte takster på ord,
ord, ord, ord, ord, ord, ord
de vil til at sætte takster på ord.

Sport skal til at koste mest pr. klik,
lederteksten får man for en slik,
de vil undgå, at man undegår
dagens vise ord fra Bundegård,
men de regner med de høster når
folk vil læse Mette Østergård,
Sket i Ugen koster dobbelt op,
de ta’r ekstrapris for beat og for pop,
pop, pop, pop, pop, pop, pop
de ta’r ekstrapris for beat og for pop.

Aftenberlingske skal genopstå
så at sige uden klæder på,
den skal kun, hvis vi forstår det ret,
kunne ses på smartphone og tablet.
Vi får se, hvor populært det bli’r,
hvis de sparer alt avispapir.
Vil man ha’ papir alligevel,
lyder Lisbeths svar:
Så print den da selv,
selv, selv, selv, selv, selv, selv,
lyder svaret blot: så print den da selv.

Skidt med det, nu er det jul igen
løft dit bæger og sig skål, min ven
du kan suge til dig uden frygt
her, hvor Land og Folk engang blev trykt,
skål for jul og veteranerne
som  har sluttet løbebanerne
det er godt nok hårde tider, men;
jul og presse kommer altid igen,
gen, gen, gen, gen, gen, gen
jul og presse kommer altid igen!