Murersvenden der blev
en legendarisk bladskrædder

Erindringer af Mep, Mogens E. Pedersen, Se & Hør

Sådan beskrives Mep i Wikipedia:

”Mogens Emil Pedersen, også kendt som MEP (9. maj 1928 i Aarhus5. januar 2014 i Gentofte) var en dansk journalist, der gennem næsten 30 år var chefredaktør for Se & Hør og også ugebladet Ugens Rapport.

Pedersen arbejdede oprindeligt som murer og deltog efter 2. verdenskrig i genopbygningsarbejdet i Nordnorge. Herfra sendte han artikler hjem til Dagbladet Information. Hjemvendt fra Norge fik han i 1949 elevplads på Sorø Amtstidendes Korsør-redaktion. Senere kom han til Sjællands Tidende i Slagelse, og i 1966 blev han ansat ved Berlingske Tidende. Han blev chefredaktør for Se & Hør i 1970, hvor hans største opgave var at rette op på bladets faldende oplagstal. Det lykkedes – oplaget var på 120.000, da han tiltrådte, og da han gik på pension i 1997, var det på 340.000. Under MEP’s ledelse blev Se & Hør kendt for sin pågående linje, der medførte adskillige retssager”.

Mep fortæller i sine erindringer, ”Ærligt talt” (Peter Asschenfeldts Forlag, 1997), at han blev født uden for ægteskab som søn af en “hr. Nielsen”, som hans mor, Ane Marie Katrine Larsen, havde lært at kende på Ceresbryggerierne, hvor hun var flaskevasker. Moderen smed den drikfældige hr. Nielsen ud efter 11 måneder, men Mep fik sit navn fra ham: Mogens Emil Nielsen, senere ændret til Pedersen efter moderens senere mand – eller som moderen sagde til Mep:
”Du blev født Larsen. Så kom du til at hedde Nielsen. Jeg var nødt til at finde en Pedersen, for at du kunne blive Mep!”.

Da Mogens E. Pedersen var ung, cyklede han fra den ene avisredaktion til den anden for at blive journalistelev, men ingen ville have ham. Han blev udlært som murer, før det lykkedes ham at blive elev på Sorø Amtstidendes lokalredaktion i Korsør – og derefter fik han en travl karriere.
I erindringsbogen skriver han:
”Som vi på SE og HØR hver uge havde stof til to blade, har jeg også haft stof til et par bøger. Der er ikke blevet plads til det hele”.
Men alligevel er bogen på 400 sider med lille skrift og et utal af erindringer om begivenheder, penible situationer, kolleger og kendisser.
Mep er en af de få journalister, der er mere kendt under deres mærke end deres navn, så det er ikke mærkeligt, at en af Se & Hørs piccoliner en dag stak hovedet ind til chefredaktøren og spurgte: ”Du, Mep! En Mogens E. Pedersen, har vi sådan én her? Det er der en mand i telefonen, der påstår!”…

Mep fortæller, at han i 1971 som ny chefredaktør på Se & Hør blev tvunget af ledelsen til at acceptere en læserundersøgelse. Den ville koste 40.000 kr. – ganske mange penge på det tidspunkt – og dem ville Mep hellere bruge til at købe journalistisk arbejdskraft.
Han fik trumfet igennem, at redaktionen måtte finde på 2 af de 12 spørgsmål, og resultatet viste, at der var flest læsere til netop de 2 spørgsmål. 70% svarede, at de var meget glade for rubrikken ”Spørg Spies”, og 65% svarede, at de godt kunne lide horoskopet. Ledelsen var begejstret. Problemet var bare, at rubrikkerne ikke fandtes i bladet! Mep havde opdigtet dem for at afsløre for ledelsen, hvor lidt man kan stole på den slags undersøgelser, og at man hellere skal lade redaktøren lave blad ud fra sin fingerspidsfornemmelse. Efter den tid slap han for flere læserundersøgelser!

Se & Hørs historier gik mange gange til stregen – eller over – for at øge oplaget. Mep giver mange eksempler. I alt var han anklaget i 70 retssager (i snit 2-3 om året). Han tabte ikke alle, og mange trusler fik han klaret over en god frokost. Eller han gjorde krumspring for at undgå en stor erstatningssag. Det gjaldt fx et nøgenbillede i fuld figur af Tom Bogs, taget i omklædningsrummet. Tom Bogs hørte om billedet og forlangte at få bladet stoppet. Det ville være kostbart, for bladet var trykt, og bokserens krav om erstatning var så stort, at Mep opgav et forlig og fandt på denne nødløsning:
”Lange borde blev stillet op i bogbinderiet, og en større stab af damer tog med salige smil fat på deres livs mest usædvanlige og besynderlige opgave. Der lå vel 200.000 blade foran dem. Pigerne slog op på side 33, hvor Tom Bogs viste sig i al sin glans. En klat hurtigtørrende maling blev påført hans ædlere dele, og så videre til næste blad. Det tog hele natten, før de satte den sidste klat på. En regnekyndig fortalte, at pigerne i løbet af natten havde haft fat i 28 kilometer tissemand”.
Tom Bogs var tilfreds med resultatet. Senere spurgte Mep, hvorfor i alverden han havde sagt nej til måske 80.000 kr. i erstatning. Svaret var:
”Jeg kom jo ud fra den kolde bruser! Havde det været den varme bruser, måtte I da gerne bringe billedet!”

Et andet eksempel på en avishistorie, der kostede ekstra arbejde, skyldtes en joke. Historien er fra midten af 1950’erne på Sorø Amtstidende. Gert Munch (senere Politiken og B.T.) var kendt for at være leveringsdygtig i hurtige historier fra Amtstidendes redaktion i København, og han blev derfor på en tynd nyhedsdag spurgt af journalist Otto B. Mikkelsen, om han var på vej med en god forsidehistorie.

Kort efter tikkede nogle linjer ind på fjernskriveren fra Gert Munch om, at udenrigsminister Gustav Rasmussen netop var faldet død om på en talerstol i Esbjerg. Forsiden blev standset. Chefredaktøren låste sig inde på sit kontor for at skrive en nekrolog, og Mep blev sendt ud for at hænge spisesedler op med nyheden. Samtidig bad redaktionen om flere enkeltheder – og så indløb et nyt, alarmerende telegram fra Gert Munch. Det fortalte, at da statsminister H.C. Hansen i Aalborg hørte om udenrigsministerens pludselige død, fik han et hjertetilfælde – og faldt også død om.
Med en times mellemrum var landets to førende ministre altså døde, og nu bredte panikken sig på redaktionen i Slagelse. Forsiden skulle skrives om endnu en gang, og Mep måtte hænge en spiseseddel op med en ny ordlyd. Flere og flere samlede sig foran avisen for at følge med. Blandt dem var tilfældigvis redaktør Frede Hansen fra den socialdemokratiske avis ”Sjællands-Posten”. Han flintrede af sted på sin cykel hjem til redaktionen, mens Mep ærgrede sig over, at han med sin spiseseddel havde givet konkurrenten et godt tip.
Men det viste sig at være heldigt. Få minutter senere ringede Frede Hansen og spurgte, om vi var blevet splittergale, for han havde lige talt med begge ministre, der levede i bedste velgående. Endnu en gang måtte forsiden laves om, og avisen udkom med stor forsinkelse.
”Gert Munch fik i telefonen den største skideballe, jeg nogen sinde havde hørt noget menneske få”, skriver Mep. Gert Munchs undskyldning var, at han bare havde haft den sædvanlige eftermiddags-pjanke-samtale med Otto B. Mikkelsen på fjernskriveren, og han havde ikke et øjeblik troet, at de to telegrammer ville blive taget alvorligt.
Mep skriver:
”Det er næsten ikke til at forestille sig, hvad der ville være sket, eller hvordan vi skulle have fået håret op af postkassen igen, hvis ikke konkurrent Frede Hansen havde ringet”.

I bogen har Mep den ene anekdote efter den anden om sine oplevelser med kolleger og kendisser fra prins Henrik til smuglerkongen Ricardo og masser af kendte fra scenen. Her er en anekdote fra Meps tid på Berlingske Tidende:
”Det var ingen hemmelighed, at Svend Kragh.Jacobsen (”Kragen”) på Berlingske Tidende var til mænd. En gang var han kommet for tæt på et af de unge mandlige redaktionsbude. Stor opstandelse. ”Kragen” fik fra allerhøjeste sted besked om, at han fremtidig måtte skrive sine bidrag til avisen hjemme i sin bopæl på Frederiksberg Allé.
Han tog afgørelsen i stiv arm, men det gav et uventet nyt problem på redaktionen, da han efter at have skrevet sin første anmeldelse hjemme ringede til redaktionsvagten med denne besked:
– Nu er jeg færdig. Vil De sende et bud!
”Kragen” blev hurtigt taget til nåde og vendte kort efter tilbage til sit kontor i Pilestræde, hvor han var en kær kollega, elsket af alle medarbejdere. Og dybt engageret i avisen og Huset i det hele taget”.