Danmarks første fotojournalist?

Scan

Fotograf Lykke i Horsens med sit hundehus på en trefod og med sin ”lærling”, Arne ”Myggen” Hansen i baggrunden.
Tegninger:Otto Nielsen

Arne ”Myggen”
Hansens erindringer

Det er almindeligt nu, at journalister tager billeder til deres artikler, og Danmarks Journalisthøjskole har en fotojournalistuddannelse, hvor man lærer både at skrive og fotografere og filme. Men i årtier var der et skarpt skel mellem journalister og fotografer. En journalist var ”skruebrækker”, hvis han trykkede på udløserknappen til kameraet, og det var en fotograf også, hvis han satte sig til skrivemaskinen. Enten var man journalist eller også var man fotograf. Så Arne Hansen (senere landskendt i aviser og radio som ”Myggen”) måtte vælge. Først blev han journalist, derefter fotograf – og så igen journalist. Måske var han Danmarks første fotojournalist?

I erindringsbogen ”…så vidt jeg husker” fortæller Arne ”Myggen” Hansen, at det begyndte med, at han som journalistelev på Horsens Avis (1939) fandt et gammelt fotografiapparat og fandt ud af, at han kunne tage billeder. Men bladet brugte en ældre fotograf i Horsens til at fotografere, når det en sjælden gang havde råd til at bringe et pressefotografi.

”Så brændte et eller andet tømmerlager i Horsens. Redaktør Holm vækkede den stakkels fotograf og forlangte, at han rykkede ud. Og det gjorde han. Fotografen medbragte et kamera, der mest af alt lignede et hundehus. Det stod på en solid trefod, og billedet blev taget på tid. Det kom i avisen forsynet med den traditionelle besked om, at det var taget, ”da branden var på sit højeste” – en sætning, det aldrig lykkedes at blive fri for i brandreportager.

Scan1

Arne ”Myggen” Hansen
– fotojournalist

Ét billede…! Folkebladet udkom med en vældig billedreportage på to-tre sider. Deres unge og energiske pressefotograf Gregers Hansen havde nærmest danset ballet omkring brand og brandmænd …og bladet var nederdrægtigt nok til at bringe billedet af fotograf Lykke og hundehuset med en tekst, der sagde noget i retning af: ”Selv Horsens Avis’ pressefotograf var rykket ud”. Det var morsomt, men også ondskabsfuldt over for den gamle mand. Jeg svor en lang ed på, at jeg ville lære at fotografere. Jeg blev også ganske god til det uden nogen sinde at blive ekspert. Resultatet var, at da Folkebladets fotograf Gregers Hansen lod sig lokke til et job på Aftenbladet i København, søgte jeg ind på Folkebladet…her fik jeg en dobbeltrolle som journalist og fotograf”.

Fra Horsens Folkeblad kom Arne Myggen til Vejle Amts Folkeblad som journalist, men et års tid senere flyttede han til København. En kollega fra Horsens skaffede ham job på Nationaltidende, ikke som journalist, men som pressefotograf:

”Det krævede lidt frækhed at tage jobbet. Jeg havde ikke haft et fotografiapparat i hånden i et år, og nu måtte jeg gå ud for at købe et – bladet forlangte, at jeg selv mødte op med værktøjet. Jeg prøvede spagfærdigt at spørge, om journalisterne købte deres egne skrivemaskiner, men jeg var hunderæd for at blive fyret. Jeg havde fået jobbet på betingelse af, at jeg opgav ethvert forsøg på at komme til at arbejde som skrivende medarbejder – dem havde bladet mere end rigeligt af, forklarede chefredaktør Søltoft-Jensen.

Fotograferne var en broget skare, og de fleste af dem var betydeligt bedre end jeg. De havde også bedre udstyr, mere frækhed, mere erfaring, større fantasi…især husker jeg Tage Christensen, Politikens førstefotograf i mange år, manden som tog det første infrarøde billede af hele Sjælland, set fra en fyvemaskine, og Erik Petersen, uofficiel danmarksmester i at kravle til vejrs. Vi fulgtes en gang op i det ene af Roskilde Domkirkes spir for at fotografere en mand, som skulle reparere et andet spir. Vi travede op ad de stejle trapper og kom efterhånden op i det tynde spir, så der kun var plads til den ene af os. Heroppe var der en åben luge, hvorfra vi kunne se over mod vovehalsen i det andet spir. Vi fik nogle fremragende billeder, selv om jeg var syg af svimmelhed. Dagen efter havde jeg på forsiden et – synes jeg – prima fotografi af manden i spiret. Erik havde et billede sat sammen af tre optagelser. Det viste naturligvis tårnmanden, men det viste også hele spiret helt ned til kirken og fortovet omkring den. Hans billede var ca. tredive gange så godt som mit. Han var pressefotograf. Jeg var amatørfotograf…

Arne Hansen fortæller om en af sine kuriøse oplevelser som pressefotograf:
”En dag blev jeg sendt til Helsingør Skibsværft, hvor kongen skulle sende et skib ud i bølgerne. Min far var tilfældigvis på besøg den dag, og han elskede at køre med rundt og opleve noget. Da vi stille og fredeligt futtede ud ad Strandvejen, blev vi overhalet.
– Du milde, sagde jeg, det var kongen. Efter ham!

Jeg satte en tung fod på speederen og lagde mig i kølvandet på den renvaskede kongebil. Da vi kom til skibsværftet, stod porten åben, og vognen med kongekronen på nummerpladen kørte lige igennem uden at standse. Bremserne på min Hillman har aldrig været noget at prale af, så folk ved porten så – muligvis med nogen forbavselse – kongekronebilen blive fulgt af en uanseelig grå bil med et DK-skilt som eneste dekoration. For en sikkerheds skyld vinkede vi… Jeg parkerede mindre end tre meter fra kongens vogn, og far og jeg var ude af vognen, inden  nogen begyndte at interessere sig for os. Jeg lod far i stikken og stak af med mit fotografiapparat i retning af stabelafløbningspladsen, og et minut efter var jeg skudklar, stående på stilladset. Jeg vendte mig for at se det kongelige optog. Og dér kom – fra venstre mod højre – direktøren for skibsværftet, kongen – og far! De tre gik, som var de gamle venner. Direktøren så stift lige frem, men kongen og far vinkede pænt og høfligt til skibsværftsarbejderne og til mine kolleger, pressefotograferne. Billedtekstforfatterne havde senere lidt af et mas med at finde ud af, hvem den ældre herre ved siden af kongen var. Så vidt jeg husker, blev de fleste enige om, at det måtte være en herre fra det hemmelige politi…”

Scan1Efter 3 år som pressefotograf skiftede Arne Hansen til at være journalist. Det skete, fordi en redaktionssekretær en søndag ikke kunne finde en journalist, så han bad Arne Hansen om at skrive tekst i forbindelse med et foto af et nyt orlogsfartøj:

”Jeg afleverede billederne sammen med billedtekster, historie, overskrift og det hele. Har du lavet det? spurgte redaktionssekretæren vantro. Du glemmer, jeg er journalist”, sagde jeg – og kort efter begyndte Arne Hansen at skrive i søndagsavisen, og senere blev han jo ”verdensberømt” i Danmark som skribent/causør på BT, freelance på Hjemmet og Jyllands-Posten – og ikke mindst i radioen med store succeser som ”Hvornår var det nu det var?”, ”Giro 413” m.m.