Om ‘at blive hældt af brættet’

I Paris stirrede de bare på mig,
når jeg talte til dem på fransk.
Det lykkedes mig aldrig at få de idioter
til at forstå deres eget sprog.
Mark Twain

skak

Når man taber et slag, så bliver man ”hældt af brættet” – illustrationen er en forside på Familie-Journalen i 1914 under 1. verdenskrig med titlen: ”Krigens Skakbræt”.

En kollega skriver:
”I tv var der et indslag om udtrykket ‘at blive hældt af brættet’ med eksempler på, at det bruges i tide og utide af politikerne. Ingen kunne forklare udtrykket.
Jeg synes, det må være nemt, for når et slag er tabt, uanset om man er sat skakmat eller gået ned i ludo, så hælder man brikkerne af brættet og opgiver ævred – eller gør klar til en ny omgang. Sådan er det vel også i det politiske spil?”.

Svar: Enig. Det er stort set den udlægning af udtrykket, man kan konstatere ved at google  på ‘blive hældt af brættet’, og der viser sig en kø af eksempler på computerens skærm – men intet bud på ophavsmanden til det. I hvert fald har en eller anden politiker eller reporter i det politiske spil fået øje på det illustrative potentiale i sammenligningen med skak og fornemmet dets mediemæssige gennemslagskraft, men hvem? Vedkommende har bragt sprogbilledet i medierne, andre  har  konfirmeret det ved konstant at genbruge det, så det åbenbart er ved at få indfødsret i normalsproget som idiom. Når det længe nok er blevet brugt og misbrugt, tyndslides det, så det kan kaldes en kliché. Tilsvarende er skæbnen for mangt et idiom.
I Gyldendals ‘Idiomordbogen’ bliver det slået fast, at idiomer er ‘udtryk, der er særegne for en bestemt kulturkreds. Det karakteristiske for idiomet er, at ordene får en anden (billedlig) betydning end den normale på grund af den sammenhæng, de indgår i’.
Det danske sprog er jo myldrende fyldt med idiomer, både af egen avl eller i fordanskede versioner, men de er altså særegne for vores kulturkreds og kan generelt ikke forstås uden for den – som f.eks. ‘opgive ævred’.