Om at nasse
– og en historie om grog

At læse avis er som at klø ved siden af
et myggestik – det lindrer en smule,
men det øger kløen.
Johan Borgen

Noget pænt, pynteligt eller positivt er der ikke på nogen måde over ordet nasse. I alle forbindelser har det et jammerligt ry – det er Nederen, som de unge (vistnok stadig) siger. At nasse eller at leve på nas er at snylte på andre. I ordets lidt mere tilgivelige versioner finder vi det barnlige i at have nassede fingre, og at noget gør nas, og i den mere uhumske ende af værdiskalaen kan det konstateres, at før i tiden hed en alfons en nasseka’l, og i Sverige hed en nazist en nassa.
Mere uklædeligt for journaliststanden er det at skulle placere Slangordbogens oplysning om, at et nassekort er en forvrængning af ordet pressekort med den parentetiske tilføjelse: ‘(Et pressekort giver ofte gratis adgang og lign., hvor andre må betale)’
Grog er derimod et hyggeord, i hvert fald om vinteren. Det dufter af indendørs hygge i herreværelset, ild i pejsen samt i længst hensvundne dage også af en pibe tobak eller en håndrullet cigar med mavebælte. (En grog er jo ‘en blanding af varmt vand og sukker og citron, tilsat spiritus, helst rom’)

Men hvorfor hedder det grog?

Det stammer England og blev hæftet på admiral Edward Vernon (1684-1757). Han gav ordre til, at mandskabet på den britiske flåde skulle indtage drikken. Hans plan var, at sømændene derved kunne få den daglige dosis af C-vitaminer, som skulle forebygge skørbug. Men i 1740 gik en chokbølge gennem besætningerne, for da kom en ny ordre fra admiralen: Rommen skulle fortyndes betragteligt. Ordren blev fulgt, men måtte hævnes, i det mindste med et øgenavn. Det blev Old Grog, for admiralen gik normalt med en gammel frakke af kamelhår, en såkaldt grogram cloak (grogram er sandsynligvis misforstået brug af det franske gros grain, som betyder grov vævning)