Brøndgraverens… og de ‘frække’ ord

Ord og æg skal behandles varsomt.
Hvis de én gang er gået i stykker,
er de umulige at reparere.

(Digt af Anne Sexton,
oversat af Anne Marie Bjerg)

"Du skal være kold som en brøndgravers røv. Der er ingen venner i toppolitik". Overskrift til en artikel i Fyens Stiftstidende i 2007 om politikeres barske hånd- værk med denne illustration af Gert Ejton

“Du skal være kold som en brøndgravers røv. Der er ingen venner i toppolitik”. Overskrift til en artikel i Fyens Stiftstidende i 2007 om politikeres barske håndværk med denne illustration af Gert Ejton

Så kom den, en af sportsjournalistikkens sproglige klassikere: ...kold som en brøndgravers røv, fremført af Cecilie Frøkjær i et spørgsmål til statsministeren i TV2’s nytårsshow ved afslutningen af 2012. Den hører til journalisternes – i hvert fald sportsjournalisternes – børnelærdom. Man fik også indprentet, at den blev lanceret af Politikens legendariske sportsmedarbejder Magnus Simonsen i referatet af en fodboldkamp.

Vendingen var tidligere blevet blev brugt, i 1952, af den engelske forfatter Ralph Ellison. Han skrev i novellen ‘Invisible Man’ i forbindelse med en boksekamp: cold as a welldiggers posterior. Året efter introducerede Leon Uris i sin soldaterroman ‘Battle Cry’ colder than a welldiggers butt, og det blev i romanens danske oversættelse af Michael Tejn til teltet var klammere end en brøndgravers røv. De tre sømmelige punktummer (brøndgraverens …) havde omsider fået identitet. Og da lp’en ‘Rain Dogs’ udkom i 1986, sang Tom Waitz cold as a welldiggers ass, som udtrykket jo lød oprindeligt, da det opstod i engelsk soldaterslang. Det var dengang, man ikke var så vidskræmt for de forvorpne ord. Et gammelt dansk udtryk inden for samme metaforik lød: koldt som i skrævet på en heks.

Siden den lidenskabelige debat i begyndelsen af 1950’erne om den såkaldte ‘røvkultur’ har vi ikke set meget til sømme lighedens tre punktummer. Tværtimod, fristes man til at synes. Og dog møder vi ind imellem – men kun i de trykte medier – en vis varsomhed i omgangen med det, som i gamle dage blev kaldt ‘frække ord’, f.eks. i et interview i januar med en indvandrer, der siger (til Olav Hergel i Politiken): ”Undskyld mit sprog, men jeg tror virkelig at jeg er født med en stjerne i røven”. En tilsvarende sproglig skyhed udvistes af Heidi Laura i et essay om litteratur i Weekendavisen: ”Hvis Tolstoy havde givet mig lyst til at tisse i det pæne livs urtepotter, så fik jeg til gengæld lyst til at holde kæft i rå mængder af Paasilinna…”