”Den indre svinehund”

”Ikke meget kræver så omhyggelig
forberedelse som en improviseret tale”

Winston Churchill

svinehunde

‘Den indre svinehund’, om at ‘face the music’ og om fejltrin

‘Den indre svinehund’ er et udtryk, som blev markedsført af den socialdemokratiske politiker Kurt Schumacher i den tyske rigsdag i 1932. Om den nazistiske agitation erklærede han, at den var en ‘varig appel  til den indre svinehund’. Det billede slog straks an, og dyret knurrer og snerrer såmænd stadig. For ganske få år siden skrev det nordsjællandske søskendepar Lotte og Søren Hammer en populær krimi med titlen ‘Svinehunde’ om pædofili, vold og selvtægt. Ingen kunne være i tvivl om, at grundtemaet var: Der er en indre svinehund i os alle.

Ordet ‘svinehund’ brugtes som skældsord af tyske frontsoldater i den første verdenskrig, men dets  egentlig betydning var naturligvis svinehyrdens hund. Det siger sig selv, at det var ordets medbetydninger, konnotationerne, som gav det gennemslagskraft. Det skete f. eks. i 1886, da Politiken bragte en leder med overskriften ‘Svinehund’. Teksten tog udgangspunkt i nogle rygter om, at en eller anden skulle have kaldt konseilspræsident Estrup ‘en svinehund’. Nej, nej, det forholdt sig nu ikke sådan, kunne bladet berolige læserne – ingen havde kaldt Estrup en svinehund. ‘Derimod’, tilføjede bladet,’ er der en Person på Svendborgkanten der har kaldt sin Svinehund for Estrup

Face the music. ”Når man har kvajet sig, må man ‘face the music’, sagde en kommentator i tv og skyndte sig at oversætte: ”…altså se fakta i øjnene.” Udtrykket var altså her brugt i den amerikanske version – der findes også en britisk, næsten tilsvarende, men med en lidt anden forhistorie. Amerikanerne mener, at vendingen stammer fra militærlivet, hvor en officer kunne blive ‘trommet ud’ og gjort æreløs, hvis han havde forbrudt sig. Han skulle stille sig ansigt til ansigt med kompagniet og høre på, at anklagen imod ham blev læst op. Og så kom musikken – mens trommehvirvlerne bragede løs, blev hans distinktioner revet af  hans uniform og kastet til jorden.

Hollywood fandt en anderledes romantisk brug af udtrykket, nemlig i en film med Fred Astaire og Ginger Rogers. Sangen hed ‘Let’s face the music – and dance.’

‘…og hele baduljen’, stod der i en tv-anmeldelse. Skribenten kunne også have valgt at skrive ‘hele molevitten’.  Begge ord er gamle og færdes hjemmevant i dagligsproget, begge ord er forvanskninger af sine franske ophav, og begge stammer fra dansens verden – en af baduljens fjerne forfædre er batalje, og en af molevittens er menuet. Sådan er vort sprog fyldt med både dansetrin og fejltrin.