Mange ord har vandret længe til fods,
før de blev bevingede.
Marie von Ebner-Eschenbach
”En by i Rusland” og ”Min bedre halvdel” er fyndord, der har overlevet i århundreder – lanceret af hhv. Henri Stendahl t.v. (1783-1842) og Sir Philip Sidney (1554-1586)
‘En by i Rusland’ er ikke noget ægte bevinget ord, men det flagrer stadig rundt i sproget, som om det var det, når man skal henvise til noget mystisk, fremmed og ukendt. Hvordan det er lusket ind i vort sprog, har ingen en forklaring på. I Pia Jarvads ‘Bevingede ord’ står der: ‘Ældste spor er hos den franske forfatter Henri Stendhal, som i et brev (1807) skildrer forløbet af et truende nervesammenbrud, som ‘via en række stadier vil gå over i det rene Rusland og fra Rusland til selve livets berøvelse.’ Endnu en slags spor er fundet i en tysk bog (1895), hvor en officer fortæller, at for ham var ‘selvstændig tænkning som landsbyer i Bøhmen’. Men nogen egentlig holdbar forklaring på udtrykkets herkomst og adkomst til det danske dagligsprog er ikke til at opspore.
’Min bedre halvdel´. Når man omtaler sin ægtefælle som ‘min bedre halvdel’ (hvad der muligvis stadig er folk, der gør), bør man altid tænke på, hvor de ord stammer fra, nemlig fra en yndig hyrderoman med titlen ‘Arcadia’ fra 1580. Den blev skrevet af Philip Sidney, der var knyttet til dronning Elizabeths hof. ”My dear, my better half.” skrev han. Siden synes hyrderomantikken at være sivet ud af vendingen…