En engel i stuen
– og stolen for døren

Journalistik har stadig noget at gøre med
at sørge for at blive manegens fineste skolerytter
eller klogeste klovn.
Erik Seidenfaden

seidenfadenB

Erik Seidenfaden
(1910-1990)
Dagens Nyheder 1931, senere Berlingske Tidende
og Politiken. Medstifter af Information, redaktør 1946-65, derefter direktør for Det Danske Studenterhus i Paris og korrespondent fra Frankrig for DR, Berlingske Tidende, The Times og Politiken.

Når en samtale pludselig går i stå, så der opstår en utilsigtet pause, er der altid (stadigvæk?) en eller anden, som siger: ”Der gik en engel gennem stuen.” Sådan har man karakteriseret den situation i mange år, ikke bare i Danmark, men i flere andre lande. Og ingen ved noget præcist om talemådens stamtavle.
I Danmark opstod der i 1800-tallet en anden udlægning af samtalepausen, som lød: ”Nu betalte en løjtnant sin gæld.” Den kom fra  lystspillet ‘På farten’ (1884) af Carl Møller (1844-98), som lancerede vendingen med stor selvfølgelighed, som om den var alment kendt. At det senere i folkeviddet blev blandet sammen til ‘En løjtnant gik gennem stuen’, har nok kun moret Carl Møller – det var ham, som stiftede det såkaldte ‘humoristlegat’ for ‘unge forfattere, særlig humorister’.

Den ene forklaring på ‘at sætte nogen stolen for døren’ går ud på, at man satte en stol uden for døren for at markere en tjenestes eller et tjenesteforholds ophør. Det er den danske version, som vist udmærket dækker meningen med udtrykket, som det bruges i dag: et spark. En anden version, som stammer fra tysk retspraksis, går ud på, at stolens placering uden for døren betyder afbrydelse af et samkvem med nogen. Når f.eks. en enke giftede sig på ny, blev hun sat uden for det fælleseje, hun havde med sine børn af første ægteskab. Som tegn på dette brud skulle hendes børn sætte hendes stol uden for husets dør. Dermed var den nygifte vist endeligt og uigenkaldeligt bort fra sit tidligere hjem. Hun havde ingen rettigheder mere – hun havde fået sat stolen for døren (helt i overensstemmelse med den journalistiske børnelærdom: ‘Dont tell it! Show it!’)