Når en gammel mand dør,
brænder et bibliotek.
(Afrikansk ordsprog)
‘Kålhøgen’ Ordet er stadig hos os, omend ikke helt så rask og rørigt som før. For et par år siden forpligtede Politikens redaktion sig til, efter Sprognævnets forsøgsvise dødsdom over ordet, at blæse nyt livsmod i det, fordi læserne ønskede det. Da stod det op fra de døde og kunne så sent som i december læses i en tv-anmeldelse af Tao Michaëlis. Han betegnede en udsendelse som ‘hverken kålhøgen eller københavnsk’.
Værdigt til Sprogmuseum er det i hvert fald, alene på grund af sin historie, som ganske mange sikkert kender:
Det stammer fra helten i en folkevise fra 1500-tallet, Karl Høvding. I visen gifter hr. Magnus sig med Karl Høvdings forlovede, mens han er bortrejst. Da han hører om det, rejser han hjem, trækker sit guldomvundne sværd og kløver hr. Magnus fra isse til hæl. Historien var så malerisk, at heltens navn kom i folkemunde, og i hverdagens sproglige tummel blev ordet forvansket og forkvaklet. Dels blev det til karlhøgen, dels til kolhøjdig og omsider kålhøgen. Betydningen forblev dog den samme: kæphøj, høj i hatten, stor i slaget. Og så længe vi løber ind i mennesker, der gør sig fortjent til betegnelsen, må der vel være brug for ordet.
‘Klippe-klippe-klippe’ er et udtryk, som vist ikke er i omløb mere. End ikke drilsk over for den journalistiske læresætning ‘Uden saks og klister ingen journalister’. Men udtrykket er alligevel værdigt til at komme i Sprogmuseum, fordi det som ‘kålhøgen’ bærer sin historie med sig.
Udtrykket stammer nemlig fra en gammel skæmtehistorie. Den handlede om et ægtepar, som levede af at sy tøj. Men de var vildt uenige om arbejdsmetoden. Manden ville skære tøjet til. Konen ville klippe det til. Først skændtes de meget længe om det. Så mistede manden tålmodigheden med konen og kastede hende i brønden. Men så halstarrig var hun, at hun først gurglede: Klippe-klippe-klippe og til sidst rakte sin hånd op af brønden og lavede klippende bevægelser med fingrene: Klippe-klippe-klippe.
Engang var udtrykket åbenbart ret almindeligt, når folk i en diskussion ikke ville gi’ sig, men absolut skulle have det sidste ord. Så gangbart var det, at det blev brugt i Rigsdagen. I Rigsdagstidende 1924-25 står der: ‘Endelig vedbliver den høje Finansminister at klippe i Brønden med disse Udgifter, som er afholdt, men endnu ikke ført til Udgift.’