Egen barm, næsegrus og spytslikker

”Intet bleger så hurtigt som avisartikler,
når de hænges ud på tidens tørresnor”

(Henrik V. Ringsted)

Henrik V(ibe) Ringsted, 1907-1983. Journalist på Politiken 1932-1974. Danmarks første Cavling-prismodtager (1945) Ungdomsfoto

Henrik V(ibe) Ringsted, 1907-1983. Journalist på Politiken 1932-1974. Danmarks første Cavling-prismodtager (1945)
Ungdomsfoto

Eva-Marie Møller interviewede i DR ‘debat’ en politiker og en journalist om, hvorvidt journalister har en moral, og da hun jo selv er journalist, brugte hun udtrykket: ”Her må jeg gribe i egen barm.”

Udtrykket, som vistnok jævnligt kan give alt for let anledning til ungdommeligt fnisende karlekammer- og skurvognsbrandere, som man kaldte det engang, stammer såmænd fra 2. Mosebog. Det betyder, at man skal erkende sine egne skrøbeligheder og fejl, før man klandrer andre for deres.
Når man bruger den gamle vending, skal man vare sig for ikke at forveksle den med ‘Læg Øret til din egen Barm’. Den formulering var at finde i  Kr. K.F. Molbechs ‘Samlede Digte’ fra 1879 og lød: ‘Læg Øret til din egen Barm, hvor Sjælen bor i Fængsel’. Ifølge Vogel-Jørgensens ‘Bevingede ord’ vakte denne sætning selvfølgelig megen opmærksom- samt munterhed i sin tid og blev tit citeret på grund af den ekvilibristiske færdighed, der krævedes, hvis sætningens bud skulle efterleves. Men Eva-Marie Møller var altså på sikker grund, da hun brugte ordene fra 2. Mosebog. Og ingen fnisede.

‘Næsegrus’ er et bevaringsværdigt ord, bl.a. af den grund, at det er så illustrativt. Når man møder det, ser man umiddelbart situationen for sit indre blik som i nekrologen for nylig over den kinesiske forfatter Han Suyin: ‘Hendes næsegruse beundring for Mao Zedong blev stærkt angrebet af vestlige medier’.
I sin grundbetydning har ordet nok noget med næsen at gøre, men ikke noget med vejens grus, skønt Nudansk Ordbogs forklaring lyder ‘ned på jorden og berøre den med næsen’. Etymologisk forbliver ‘næsen’ urørt, men den anden del af ordet, altså ‘grus’, har sin egen historie, fortalte Ole Balslev for nylig i  Weekendavisen. Det eksisterer ikke i dansk som et selvstændigt ord. Det er en afledning af et ældre middeldansk biord ‘gru’, som med  forholdsordet ‘i’ eller ‘på’ betyder ‘foroverbøjet’. Ordet har været kendt og brugt i århundreder på dansk – også ukorrekt; jeg så f.eks. i en bog om dansk almuesprog: ”Jeg faldt næsegrus på røven.”

‘Spytslikker’
tilhører også gruppen af umiddelbart billed skabende ord, som jo gør, at man uden videre kan se et for udsigeligt billede af den uappetitlige situation for sit indre blik. Ordet er så gammelt, at det naturligt hører til i Sprogmuseum, skønt man sjældent møder det i vore dage. Dog stod det for nylig i et læserbrev i Politiken i forbindelse med en nyudnævnt minister i den danske regering. Ordet har ikke et eneste muntert klingende eller venligt synonym.