Platforme, gynger og karruseller samt et selvmord

Hun fik hjertebanken af lutter henrykkelse
– så ondskabsfuld var sladderhistorien.

K.K. Steincke

”Vi kan tjene ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen” - Preben Uglebjerg & Ulrich Ravnbøls udødelige hit i Tivoli-Varieteen 1967

”Vi kan tjene ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen” – Preben Uglebjerg & Ulrich Ravnbøls udødelige hit i Tivoli-Varieteen 1967

Platform er sådan set et gammelt ord, men i de senere år er det begyndt at dukke op i diverse  anledninger og kan fremkalde de særeste billeder, for hvordan ser en platform ud? Vi er mange gamle, der husker, at en platform var den opholdsplads, der fandtes ved døren i forne tiders jernbanevogne, hvor man kunne stå og se ind i selve vognen. Ligeså husker vi den afsats,  linedansere eller trapezkunstnere stod på mellem deres præstationer. Men det er ingen  af de platforme (så lidt som olieplatforme), der tænkes på i den nutidige brug af ordet.

Efter alt at dømme, har vi importeret begrebet fra Amerika, hvor det siden 1800-tallet har dækket et politisk partis ståsted, hvorfra der kunne rettes appeller til vælgerne. I sin tid byggede omrejsende politiske agitatorer interimistiske talerstole af planker, der var stablet oven på hinanden, så de dannede en platform. Og da ‘planke’ ikke blot betød en planke, men også stod for et politisk programpunkt, gled ordet ‘platform’ ind i politikernes terminologi.

Nudansk Ordbog har beskrivelsen ‘et afgrænset område, beregnet til at stå på’.

Gyngerne og karrusellen. ”Vi kan tjene ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen”, sang Preben Uglebjerg i Tivoli-Variete 1967. Tekst af Ulrich Ravnbøl.”What you lose on the swings you gain on the roundabouts,” lyder hans engelske forlæg, som kendes fra værker af både Aldous Huxley, Somerset Maugham og Bern-hard Shaw. Udtrykket har gennem tiden været brugt i mange versiner, helt tilbage til 1602, hvor der stod i en bog om fiskeri: ”Hvad vi mister i mængden af ål, må vi tjene ind ved mængden af sild”.

Det gør ikke ondt. Et udtryk, som ikke er  nær så morsomt og slagkraftigt som det med gyngerne og karrusellerne og heller ikke nær så kendt, men alligevel har fortjent at blive lagt ind på museet, er det latinske: ‘ Non doles’, for det har en smuk og opbyggelig historie:

Den romerske feltherre Pætus blev af kejser Claudius (10 f.v.t.-54 e.v.t.) dømt til døden. Han overvejede at begå selvmord, før domen blev eksekveret. Da hans kone, Arria, så, at han tøvede, tog hun dolken fra ham, stak den i sit eget bryst og rakte den tilbage med ordene:”Det gør ikke ondt.” (‘Non doles’)