Efter alle kunstens regler og sladder

Sladderjournalist:
en person, der med megen møje finder frem til noget,
som nogen ønsker at skjule,
 og derpå fortæller det videre til nogen,
som det ikke rager en fjer.
Gert Smistrup

barselstuen

”Barselstuen”, fyldt med pølsesnak – en klassiker af Holberg siden 1742

Om kunstens regler og gossips aner

Når nogen siger ‘efter alle kunstens regler’, skal man ikke tro, at det har meget med kunst at gøre – i hvert fald ikke som man forstår begrebet kunst i vore dage. Udtrykket stammer fra middelalderens Tyskland, da borgerne dannede lav af mestersangere. Her dyrkede man sanglyrikken, ikke som en yndefuld poesi med dårende klange, men håndværksmæssigt og groft formalistisk, så man næsten kunne høre støvletramp fra versefødderne. De rigoristiske regler samledes i en såkaldt ‘tabulator’, som senere også kom til at omfatte rettesnore for selskabelig omgang samt de formelle konventioner for takt og tone. Så den højeste ros, der kunne overgå en sanger var: ‘Er singt nach der Tabulator.’ Senere blev det i folkemunde ændret til ‘efter alle kunstens regler’. I dag bruges det mest ironisk og specielt om personer, som gør så meget ud af de konventionelle udenomsværker, at man knap nok kan få øje på kunstværket.

Sladder er et ord, som i visse blade har fået sit sjuskede ydre fikset op med bladguld og glimmer og har taget navneforandring til gossip – efter sine fornemme britiske aner. Det oldengelske ord godsib betyder nemlig gudforældre, da orddelen sib betyder slægtninge. Efterhånden blev godsip ikke blot brugt om gudforældre, men generelt om venner og bekendte som kom på barselsbesøg og sad og sludrede. ‘Pølsesnak’ som J.L. Holberg kaldte det. Først ved at blive brugt af Shakespeare flere steder fik gossip den betydning, det har i dag, og som vi har importeret. Men uanset den fornemme stamtavle, drejer det sig om gemen sladder, og stuerent bliver det aldrig, for nu at citere Poul Nyrup.