Glade dage på TV2

Ulla Terkelsen om eufori og pionerånd på en ny arbejdsplads

Ulla Terkelsen var som nyhedschef medlem af direktionen på det nye TV2 fra starten i 1988. Jørgen Schleimann var stationens excentriske direktør, så der skete ting på direktionsgangen, som nok ikke er set andre steder i Danmark. Her er et eksempel fra et af tirsdagens ledelsesmøder:

Mødet blev rundet af med en frokost, men fortsatte så på økonomidirektør Peter Parbos kontor med stærke øl m.m.:

”På et tidspunkt satte Ib Zakarias fra økonomiafdelingen musik på; jeg mener, det var en samling med gamle numre af ABBA, hvorefter vi fortsatte mødet dansende. De, der havde noget at tale med hinanden om, dansede sammen…Jørgen Schleimann og Ib Zakarias dansede sammen, da de skulle tale om penge – jeg mener, at Ib førte! Vi var alle sammen bange for, at vi ville falde i søvn, hvis vi satte os ned….

…På et tidspunkt gik døren op. Dér stod Jørn Henrik Petersen, som var formand for TV2s bestyrelse. Han var i selskab med en delegation – jeg mener, den kom fra Folketingets kulturudvalg. De så forbløffede ud ved det syn, der mødte dem…Jørgen Schleimann råbte:

”Luk døren – og husk at slå alarmen til igen!”

Det blev straks gjort, og vi dansede ufortrødent videre. Sådan var stemningen. Jeg tror, at dét, at vi var på Fyn, gjorde noget særligt ved os. Fordi vi alle var tilflyttere, blev vi bragt ind i en slags mental undtagelsestilstand”.

(Fra bogen ”Vild med fjernsyn” af Anders Krarup og Lars Mandal. Politikens Forlag, 2013)