Aviserne er der skam lidt endnu (referat 22 januar)

Danskernes brug af nyhedsmedier ændrer sig hastigt, og de trykte aviser er en klar taber. Det betyder dog ikke et farvel til journalistikken. Også de unge bruger nyheder.

Så meget stod klart, da professor Kim Schröder fra Roskilde Universitet lukkede for sine talfyldte slides på Veteranklubbens velbesøgte møde mandag 22. januar om medieudviklingen i Danmark.

Kim Schröder har fra første færd været med til at udarbejde en efterhånden verdensomspændende årlig undersøgelse, The Reuters Digital News Report, der organiseres af Reuters Institute i Oxford, og som for resten også har en dansk direktør, Rasmus Kleis Nielsen.

For os veteranjournalister var der både godt og dårligt nyt. Ganske vist står de trykte aviser svagere og svagere, men de store mediernes netaviser står stærkt. Der er også fremgang i betalingsviljen, især hos de unge. De mest uvillige betalere er aldersgruppen omkring 50. De husker tiden med gratis nyheder alt for godt.

Kim Schröder kom også ind på uviljen til at læse, høre eller se nyheder: Kun ganske få procent afviser fuldstændigt at stifte bekendtskab med verden omkring sig, men omkring 20 procent af befolkningen lukker lejlighedsvis af for nyt om Ukrainekrig og klimatrusler.

Som nævnt er der mange tal i rapporten, som interesserede kan finde her: https://zenodo.org/records/7956294 

Kommunikationsforum har også skrevet en længere artikel: https://kforum.dk/nyheder/analyser/article16584625.ece

(Fotos: Annette Hartung)