”Jeg tilbringer helst så kort tid som muligt ved skrivebordet. Det er ude i livet, der hvor det smager, lugter, føles, at livet leves og sproget blomstrer.” Bare ét af de mange guldkorn, forfatteren, journalisten, Cavlingprismodtageren Olav Hergel kom med, da han foran omtrent hundrede medlemmer af Veteranklubben fortalte om sit liv som journalist i almindelighed og om sin bog ”Jeg husker dagen som lys” i særdeleshed.
Han fortalte om bogens lange tilblivelseshistorie og om, at det ikke skulle være en bog om hans mor, hvis liv ellers indeholdt mange overraskende elementer. Moderen havde en lang, ulykkelig kærlighedsaffære med digteren Thorkild Bjørnvig. I perioder i Olav Hergels barndom spillede moderen stum overfor Olav og hans søster, overfor alle. Moderen endte med at tage sit eget liv.
Ej heller om hans far, uddannet læge, der arvede en stor sum og derefter gik i hundene. Nej, bogen handler om hans livtag med den psykiske sygdom OCD, en sygdom, hans mor i øvrigt også led af og en sygdom, som pålagde ham alverdens tvangshandlinger. En sygdom, han sent i livet fik diagnosticeret og som han nu holder i ave med lykkepiller.
Men der var også journalistik i Olav Hergels meget medrivende foredrag. Han fortalte, hvordan han, som var et af fire medlemmer af en gravegruppe på Berlingske, skrev den artikel om skibsreder A.P. Møllers samarbejde med tyskerne under besættelsen, en artikel, som medførte, at A:P. Møllers søn, Mærsk McKinney Møller, solgte alle rederiets aktier i Det Berlingske Officin, som A.P. Møller ellers var hovedaktionær i. Og han fortalte om de anfægtelser han havde i forbindelse med den sag. Og om, hvordan et vigtigt brev, som A.P. Møller sendte til Det Tyske Handelskammer, tegnede et anderledes billede af den skibsreder, den første artikel satte nationale spørgsmålstegn ved. Et brev, hvor A.P. Møller allerede i 1942 venligt med bestemt afslog at live medlem af Det Tyske Handelskammer, noget, han ikke under nogen omstændigheder ville have del i, så længe Danmark var besat af tyskerne.
En eftermiddag, der i høj grad gav de mange fremmødte stof til eftertanke.
ersc (tekst og foto)