Referat 15. marts: Den danske model virker – endnu

Kunne I virkelig ikke gøre det bedre? lød det fra Flemming Ibsen om journalisternes overenskomst. Foto: A. Hartung

Den danske model, der er en af de bærende søjler i velstandssamfundet, virker. Trods regeringens afskaffelse af St. Bededag som fridag og en tårnhøj inflation.

Det slog dansk arbejdsmarkedsforsknings grand old man, professor emer. Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, fast, da Veteranklubben holdt møde om situationen på arbejdsmarkedet.

De fleste overenskomster er i hus med pæne lønstigninger. De skal godkendes af både lønmodtagere og arbejdsgivere, men ”jeg tror, de bliver vedtaget. Sådan ser det ud i dag”, sagde Ibsen på mødet, der havde samlet 30 medlemmer.

På længere sigt er der dog problemer for modellen. Organisationsgraden på lønmodtagersiden er faldet drastisk de senere år især på det private arbejdsmarked.  Samtidig er ’de gule’ fagforeninger vokset hastigt.

”Det handler om magt. Lønmodtagersiden kan kun regne med at blive taget alvorligt, hvis den er godt organiseret”. Ifølge Flemming Ibsen lader mange unge være at melde sig ind, og det skyldes især, at de synes, det er for dyrt at være medlem.

Og så undrede han sig over de nye overenskomster for journalister, der med en lønstigning på 6 procent over to år er dårligere end alle andre, er på vej til urafstemning.

”Jeres løn bliver udhulet. Kunne I virkelig ikke gøre det bedre?”.

(Henrik Kaufholz)