… Anekdoter
OM LIDT AF HVERT

MEP – en gris

Gris på slæb, Humble

Tegning: Georg Humble i Husjournalen på Aller, 1974

På Aller var den legendariske Se & Hør-chefredaktør Mogens E. Pedersen (MEP) kendt for at finde på lidt af hvert. Men han overraskede alligevel portvagten en sen aften, da han kom kørende i en taxa og spurgte, om han måtte lade en kasse stå natten over.
– Selvfølgelig, sagde portneren og sprang ud for at hjælpe med kassen. Den stod i bilens bagagerum – med en levende gris!
MEP havde vundet den 3-måneder gamle gris ved en fest hos en af sine kolleger, der havde fået den samme aften som en noget utraditionel 30-års-fødselsdagsgave og straks fandt på at skille sig af med den som præmie i en raflekonkurrence. Både MEP og grisen overnattede på Aller. Næste dag blev grisen transporteret til en landmand i nærheden af Slagelse, hvor MEP boede, men der kom et efterspil, for nogle dage senere fik MEP en regning fra portvagten – for køb af en ”Frisk luft”-spraydåse!

Journalist rundt om rådhustårnet i et fly”vrag”

Alfred Nervø 2

Nervø ved styrepinden (dengang kaldet “roret”) i sin – set med nutidsøjne – helt usandsynlige maskine.

Hvis journalist Alfred Nervø havde udført sit vovestykke i dag, ville han sikkert blive kaldt i retten og idømt en bøde. Men da det skete 3. juni 1910, blev han i stedet landets helt. Han fløj som den første en tur rundt om rådhustårnet i København med sig selv ved rorpinden i et stunt, der blev kaldt årets københavnerbegivenhed. Senere er turen blevet fløjet tusinder af gange. Men ikke i en plimsoller af en flyvemaskine, som Nervøs var.
Nervø havde lært at flyve i Paris, for i Danmark fandtes uddannelsen ikke. Han var ”bidt” af motorer og var den første journalist i Danmark, der havde bil.
En skøn og stille sommeraften lettede han fra Kløvermarken på Amager og fik opfyldt sin drøm om at flyve ind over byen og runde Rådhustårnet. Nervø var ikke sikker på, at han kunne holde højde nok til at undgå nogle stålwirer mellem Rådhuset og Industriens bygning på den anden side af gaden. Hvis han ramte trådene, ville han sprede ulykke og død omkring sig – også sin egen.
Det hele var overstået på 17 minutter, og i sin bog ”Ti år bag rattet” skriver han, at han ikke ét sekund var uden for livsfare.

Alfred Nervø i flyverdragt (statue af Georg Ulmer)

Alfred Nervø i flyverdragt (statue af Georg Ulmer)

Aeronautisk Selskab havde udsat en præmie på 500 kr. til dén, der fløj turen først, men Nervø gjorde det ikke for pengenes skyld, for efter leje af maskinen var hans nettoudbytte 166,66 kr.
Nervø var sportsmedarbejder på Politiken og fyldt med ideer til spektakulære arrangementer. Eksempler: Bilvæddeløbet fra 1913 fra Skagen til København. Bilvæddeløb på stranden ved Fanø (i 1919 vandt en italiener med en topfart på 142 km/t.) Cykelløb op i Rundetårn. Væddeløb mellem vandcykler på Søerne i København. ”De Unges Cykelløb”. Dans, roning – og kælkekonkurrencer i Hareskoven og Dyrehaven og mange slags svømmekonkurrencer. Det var Politiken, der i 1937 arrangerede Jenny Kammersgaards 90 km lange svømmetur fra Sjællands Odde over Kattegat til Jylland. Året efter tog hun turen over Østersøen til Tyskland!

fly2

Alfred Nervø på vej fra Kløvermarken ind mod Rådhustårnet i sin plimsoller af en flyvemaskine – til venstre skimtes Frelser Kirke

 

Et trick for interviewere

Ulrik Haagerup i bogen ”En konstruktiv nyhed”:
”For et par år siden mødte jeg en amerikansk reporter fra The Seattle Times, der var berømt for sine fremragende interviews. Han havde en helt speciel teknik. Når han sad over for et menneske, han gerne ville have til at fortælle, holdt han sin notesblok i inderlommen i de første 20 minutter. Pludselig tog han notesblokken frem og sagde: ’Vil De ikke lige gentage dét, De sagde lige før. Det var meget interessant og virkelig godt formuleret’. Så skrev han omhyggeligt citatet ned og lagde notesblokken tilbage i inderlommen. ”Resten af interviewet vil de gøre alt for, at den notesblok kommer op af lommen igen. Så de leder grundigt efter noget, der er interessant og velformuleret. Og interviewet bliver bedre”, forklarede reporteren.

Kongen dirigerer

Et stunt i Det kongelige Teater

I 1969 vidste medierne, at kong Frederik skulle dirigere Det kgl. Kapel. Det gjorde kongen et par gange om året, men denne gang var det mere spektakulært, for prins Henrik var solist på flygel. Dørene til Gamle Scene var hermetisk lukkede under den slags private koncerter. Alligevel lykkedes det Casper Thorsøe at tage fotografier fra 1. etage. Thorsøe havde bestukket en kontrollør med en kasse øl og på den måde fået lov til at sidde hele natten på et toilet i teatret. Da prøven var godt i gang næste formiddag, sneg Thorsøe sig ud og fotograferede, uden at nogen opdagede det – og det fik i øvrigt ingen konsekvenser for ham (måske for kontrolløren?) (Billedet er ikke Casper Thorsøes, men fra en prøve med Radiosymfoniorkestret i 1960)

Kendte mediepersoner bliver ”forfulgt”

håndskrift-1håndskrift-2Det kan  være anstrengende at være en kendt medieperson, især hvis man arbejder i TV. Men radiomedarbejdere kan også blive ”forfulgt”. Preben Lund, Radioavisen, fortalte i “DRinde” i december 2012 om en serie anonyme breve fra en bestemt afsender: ”Der er helt sikkert et budskab, men det er ikke så enkelt at finde ud af, hvad det er,” siger Preben Lund, mens han hiver det ene brev efter det andet op af bunken. Breve der allerede ved første blik vækker opmærksomhed, fordi skriften på kuverten er så usædvanlig. Store – meget store – svungne bogstaver der kæmper om pladsen. Printet med særdeles fast hånd og overskrevet flere gange, så bogstaverne ikke alene kan læses, men også føles, fordi de har efterladt dybe spor i papirets overflade. Sætningerne vælter af sted henover papiret, de sidste bogstaver på en linje er ofte trængt sammen som efter et trafiksammenstød, og op- og nedadgående streger i bogstaverne vikler sig ind i de ord, der står på linjen over og under. Men øjet fanges alligevel ind i dette besynderlige ord-univers, alt imens man prøver at finde hoved og hale i det. ”Det er breve, der vidner om en psykisk sygdom af en eller anden slags, men de er ikke aggressive. Man kan sige, at det er skrevet af et menneske, der har sin helt egen, private logik. På et tidspunkt skrev han: ”Jeg ønsker mig et lille hus ude på landet. Der må gerne være indlagt vand. Men absolut ikke strøm”. Og det er jo lidt sært, når nu han gerne vil høre radio”, siger Preben Lund. ”Jeg tager det ret afslappet, for hvis vi kan være lynafleder eller overløbsventil for folk, der har noget de vil af med, så må vi som offentlig virksomhed også kunne tåle det. Hellere dét end at folk lader det vokse til vold mod andre mennesker”. ”Jeg er kun blevet truet rigtigt nogle ganske få gange. Og engang blev jeg ringet op af én, der sagde, at nu ville han slå Hans Engell ihjel. Den slags melder jeg altid til politiet. Som hovedregel handler de mails, breve eller telefonopkald, vi får på redaktionen, om edderkopper der vil æde folk, farlige stråler, gadelygter der taler til dem og sådan noget. Det er til at håndtere”.

Sådan skal dén kage skæres…! Storm P’s tegnerdebut

Storm P. (Robert Storm Petersen, 1882-1949) har fortalt, hvordan han nærmest ved en tilfældighed begyndte sin karriere som en af Danmarks største karikaturtegnere, selv om han hellere ville have været ”rigtig” kunstner:
”Jeg sad som ungt menneske i en gemytlig Schweizer-Café i København. Cafeen var blevet mig varmt anbefalet af en god ven, der var stamgæst. Min ven havde særligt anbefalet mig en kage, der skulle være noget af det mest vidunderlige. Han havde beskrevet mig den indgående og også sagt mig dens navn. Men uheldigvis havde jeg glemt navnet, og tjeneren stod ganske uforstående over for min beskrivelse. Da fik jeg den idé at tegne kagen på et stykke papir – noget vidunderligt rundt med syltetøj  i midten og lidt flødeskum hist og en rosin her. Da tegningen var færdig og jeg rakte tjeneren den, lo han bredt og sagde:
”Det er jo storartet, den ligner fuldstændig!”. Jeg så spørgende på ham – havde han virkelig genkendt kagen? Men han styrtede hen til et par kolleger, der begge brast i høj latter. ”Ha, ha, ha, I.C. Christensen!”
Og ganske rigtigt: Tegningen lignede vor daværende konseilspræsident (statsminister) på et  hår. Sådan blev jeg karikaturtegner”.
Interview i Stockholms Dagblad, 1930

Storm P. fortrød – 2 gange!

Storm P. (Robert Storm Petersen, 1882-1949, tegner, humorist, forfatter, skuespiller) var ikke meget for at give interviews, så da en avis fik en aftale med ham, sprintede en journalist og en fotogaf til hans hjem og op ad trappen. De blev i døren mødt af Storm P., som sagde. “Jeg har fortrudt. Jeg vil hellere springe ud af vinduet her i min lejlighed end give et interview”. Journalisten og fotografen var kun få meter væk fra huset, da Storm P. slog vinduet op og råbte til dem: “Jeg har fortrudt igen!” – og så mødte han på ny journalisten og fotografen i døren, nu med ordene:; “Jeg har fundet ud af, at jeg hellere vil springe ud fra Rundetårn end her…”

Når Gunnar Nu svæver på en lille hvid sky…

Gunnar Nu Hansen (1905-1993) kunne med sine ordbilleder og medrivende stemme vende selv de største nederlag til en positiv oplevelse, og hans blomstrende sprog og fantasi levede hele livet – se fx dette takkebrev, som han sendte i 1989, da han i en alder af 84 år havde været med til at fejre Dansk Boldspil Unions 100-års-dag: ”Kære venner i DBU! Tak fordi jeg måtte være med. Det glædede en lidt ældre fodboldfan. Nu bliver det spændende at se, hvad Frits Ahlstrøm og Jim Stjerne finder på til 125 års jubilæet i 2014. Så vil jeg sidde på en lille hvid sky med min mikrofon og fortælle den enorme engleskare om de 150.000 tilskuere, der fylder det gigantstadion, som dækker hele det nuværende areal plus Østerbro Stadion, B93’s baneanlæg og en del af Fælledparken. Den lille café vil blive bygget om til en underjordisk S-togsstation med navnet ”Carlsberg”, og i kongelogen vil kong Frederik den 10. i pausen være vært ved en kraftig gang spillerfrokost. Kongen er med helikopter landet på tribunetaget. 114 radio- og TV-stationer sender direkte reportage fra kampen. Reklamer dækker det halve af sendetiden” Med venlig hilsen – Gunnar H. (Citat fra Frits Ahlstrøms bog ”Fodbold i sjov og alvor”. Politikens Forlag, 2013

Vovehalse i medieverdenen

Bettina1Bettina Aller (f. 1962) er en af de mediepersoner, der er blevet kendt som vovehals. Hun har været på seks ekspeditioner til Nordpolen (fra den ene måtte hun evakueres med helikopter) og er den første danske kvinde, der har gået på ski til Nordpolen (1999) Hun har flycertifikat og redningsdykkercertifikat, har vandret i uvejsomme bjergområder, sejlet i kano på Amazonas og på en flod i Kina i et traktordæk! Bettina er ikke den første vovehals i Aller-familien. Ib Aller var bidt af flyvning. Han købte som ung en Gipsy Moth, et åbent biplan fra 1. verdenskrig og brugte maskinen, så han både forargede og henrykkede. En dag fløj han under jernbanebroen ved Carlsberg, strøg hen langs banelegemet og lod først flyet stige, da han nåede Aller-bygningen, hvor medarbejderne, som han i forvejen havde fortalt om sit stunt, stod klar til at hylde ham. I bogen ”Aller” fortæller John Lindskog, at firmastifteren Carl Aller var ved at få et bommesislag, da Ib en dag landede på plænen foran Sophienholm, hvor den gamle sov middagssøvn på terrassen ud mod søen. Efter en omgang skældud ville Ib flyve videre, men der var for lidt plads på den skrånende plæne, og turen endte med, at han måtte afmontere vingerne og trække flyet til en græsmark 2 km væk, før han igen kunne sætte vingerne på og komme i luften. Bettina Aller er medlem af Eventyrernes klub. Det gælder også rejsejournalisten og filmmanden Jens Bjerre (eneste nulevende æresmedlem af Eventyrernes Klub – og i øvrigt medlem af Journalisternes Veteranklub) Blandt andre journalister, der er medlem af Eventyrernes Klub, er Lene Gammelgaard. Hun er bjergbestiger, og som første skandinaviske kvinde nåede hun toppen af Mount Everest i 1996.

Lone Kühlmann: En pige med en god pære – og pæne ben

Scan

Lone Kühlmann på et gulnet billede fra Lollands Tidende i 1967, netop begyndt som journalistelev.

Lone Kühlmann begyndte sin mediekarriere som tekniker i DR 1. april 1965. Hun var 19 år, kvik i pæren og havde pæne ben. Det spillede en rolle for ansættelsen kan man læse i erindringsbogen ”I medgang og medgang”: ”Det var gået op for ledelsen i Teknisk Afdeling, at der ikke var grund til at betale løn til en uddannet radio/tv-tekniker til alt det daglige rutinearbejde, som groft sagt bestod i at trykke på knapper…Det var meget langt fra at være en journalistelevplads, men jeg tænkte, at jeg da altid kunne lære nogle journalister at kende og så komme videre på den måde. Det skulle vise sig at være en udmærket plan. I første omgang blev jeg indkaldt til en samtale med personalechefen. Man skal ikke tale ondt om de døde, og jeg kan heller ikke huske, hvad han hed, men han virkede, som om han var hentet i central casting for at spille mandschauvinist. Jeg har tit fået at vide, at jeg har pæne ben. Det havde personalechefen også bemærket, så på et tidspunkt i samtalen bad han mig om at træde op på sit skrivebord og skifte pæren i loftslampen, så han kunne se, om jeg havde håndelag. Jeg så tomt på ham. Rejste mig – og skiftede pæren på hans skrivebordslampe uden at sige noget. ”Nå, ja”, sagde han fjoget. ”Du hører fra os”. Og det gjorde Lone Kühlmann faktisk. I et par år derefter arbejdede hun med Ampex-båndmaskinerne i DR med at optage og redigere. Så blev hun af TV-Avis-medarbejderen Erik Ove anbefalet som journalistelev på Lollands Tidende og begyndte dér 1. september 1967. ”I dag er jeg taknemmelig for at være vokset op i en tid med social mobilitet. En tid hvor det kunne lade sig gøre at omsætte længsel til handling. Man kunne også sige: At gøre drømme til virkelighed”.

Lise Nørgaard: Kunsten at slippe af med en undulat

Lise Nørgaard indledte sin journalistiske karriere på Roskilde Dagblad, bl.a.med en kvindeside med en ”Spørgerubrik”. Både dér og i senere job svarede Lise Nørgaard slagfærdigt.
”Hvorledes kommer jeg smertefrit af med en ældre, elsket dames undulater”, spørger ’svigersønnen’.
”Det må katten vide”, svarer Lise Nørgaard.

En 14-årig pige, der troede, hun var gravid og gerne ville vide, hvad hendes idealvægt var, fik dette svar i ’Hjemmet’:
“Du skriver, du er udviklet, men denne udvikling synes at være ulige fordelt, sådan at der ligesom er blevet mindre til hovedet og mere til andre afdelinger. Du må veje 55 kilo, men hvis du ikke lynhurtigt vil lægge 10 ekstra kilo til denne udmærkede vægt, må du se at komme til en læge, der kan fortælle dig, om du er gravid og så ellers lære dig prævention”.

Sprogforbistring

Ole Meisner har i DR’s sprogbrev fortalt en lille sjov historie om en kvindelig lytter, der ringede og bad om at høre ’Sommervejr i Vojens og Kolding’.
”Folkene fra diskoteket kløede sig i nakken og ledte og ledte så sveden sprang, men måtte melde pas. Men et af diskotekets lyse hoveder løste mirakuløst gåden ved at afkode titlen til ”Somewhere A Voice Is Calling”. Om det var den med Frank Sinatra eller Tommy Dorsey melder historien ikke noget om, men alle var glade. Og vi andre kan tænke på det gode sprogråd fra den romerske retoriker Marcus Fabius Quntilianus (ca. 35-100): “Vi skal ikke alene udtrykke os, så vi bliver forstået, men så vi slet ikke kan misforstås”. Hvad der igen bringer den hyggelige tid i erindring da tv-speakerne i Statsradiofonien altid umisforståeligt sagde: ”Godaften. Her er fjernsynet”. Så var vi aldrig i tvivl!”

Jørn Hjorting har i sin biografi “Det må jeg nok sige” givet eksempler på kunsten at afkode lytterønsker til ‘Giro 413’: ” Det var ret nemt at slutte sig til, at “Lappelone” måtte være det samme som “La Paloma”, og at “Hjertepiloten” måtte være den dengang meget populære svenske melodi “Gärdebylåter”…men det tog sin tid at finde ud af, at “Hvis du lover at komme” var en meget fri dansk oversættelse af “We shall overcome”.

Lily Broberg

Lily Broberg præsenterede 19. september 1948 Danmarks første TV-forsøgsudsendelse (fra Tivoli i København) med ordene: “Goddag, her er fjernsynet, vi håber, De vil synes om det” (se klippet på www.bonanza.dk – skriv i søgefeltet: “Danmarks første”)

Lise Nørgaard: ”uuuuuuuud!” med det lokum…

Lise Nørgaard siger i erindringsbogen ”Fruen kommer i dag”, udgivet af Gyldendal, da hun var 97 år:
”Jeg kan godt fortryde den dag på ’Hjemmet’ (hvor Lise Nørgaard var fra 1968 til 1977), da teknikerne kom slæbende med et stort lokum af en ny computer, og jeg bare råbte ”uuuuuuuud!”. Jeg er simpelt hen så uteknisk – teknisk invalid faktisk – så jeg ville ikke skrive elektrisk.
Da jeg kom på Berlingske Tidende (1980) fik jeg indføjet i min kontrakt, at jeg måtte have to puddelhunde med på arbejde, og at jeg ikke skulle skrive på noget, der var tilsluttet en kontakt. Hver gang nogen kom for at installere en computer på mit kontor, trak jeg kontrakten op af skuffen og bad dem gå igen. Faktisk gav jeg det et forsøg, men jeg var ikke i stand til at skrive en tekst med hoved og hale. Jeg syntes, det var et stort uhyre, der stod og blinkede af mig. Det ødelagde min kreativitet, og jeg har derfor aldrig lært at bruge en computer”.

I bogen spørger Cecilie Frøkjær:
”Savner du at sidde ved din skrivemaskine, hvor du har siddet i så mange år?”.
”Nej, det gør jeg egentlig ikke. Min skrivemaskine har fulgt mig i 35 år – ’Matador’ blev skrevet på den – og nu er den ved at være slidt op…Der var ikke noget i mit arbejdsliv, jeg ikke selv ville klare undtagen at skifte farvebånd i min skrivemaskine. Jeg var lilla over hele kroppen, når jeg havde prøvet det, men i gamle dage kunne man jo bare ringe efter nogen, der kom og ordnede det. Senere har mine svigersønner hjulpet mig med det, selv om de synes, min maskine er så gammel, at jeg burde aflevere den til et museum”.

(Mange andre på Berlingske har slået syv kors for sig ved tanken om moderne teknik. Skrivemaskinen blev opfundet i 1865 som ”skrivekugle” af den danske præst Rasmus Malling-Hansen, men tabte fra slutningen af 1800-tallet konkurrencen til en hurtigere, moderne skrivemaskine fra bl.a. Remington, patenteret i 1873. Der gik næsten et halvt århundrede, før den første skrivemaskine blev taget i brug på Berlingske Tidende (12. juni 1922) En nyengageret medarbejder medbragte sin skrivemaskine og fik kontor i et lydtæt glasbur, for journalisterne, der stadig skrev i hånden, kunne ikke holde hans larm ud!

De eller du i medierne?

Hvornår døde en århundredgammel tradition i Danmark, da De blev til du? Det kom ikke som en revolution fra den ene dag til den anden. Heller ikke fra det ene år til det andet. Faktisk varede det årtier. Og det blev, som så meget andet, drevet frem af medierne. Måske blev tendensen forstærket af ungdomsoprøret i 1968 – det er der diskussion om blandt de lærde – men i hvert fald kom der gang i dusseriet i medierne, da Anker Jørgenen blev statsminister i 1972. Han lod sig konsekvent tiltale du. Og der var også flertal i befolkningen, fx viste en gallupundersøgelse i 1969, at 48% gik ind for du mod 38% for De.
Radio/TV havde ingen faste regler, bortset fra Radioavisen hvor Jørgen Schleimann i sin chefperiode 1978-82 dekreterede De. En af TV’s mest populære underholdere, Otto Leisner, sagde De lige til sin sidste udsendelse i 1987. Og i et af radioens markante programmer, ”Herreværelset”, sagde Nikolaj Ifversen du, indtil sin afgang i 2003, når han interviewede sine gæster, men De når han henvendte sig direkte til lytterne. ”Jeg tror, mange med mig følte sig bedre tilpas ved den venlige distance, der lå i det”, siger han i Bjørn Andersens bog ”Høflighed uden grænser”.
TV’s politiske medarbejdere var du’s med politikerne på Christiansborg. Derfra bredte formen sig til de øvrige afdelinger. Som eksempel fortæller Mogens Rubinstein denne anekdote:
”Kollega Carl Otto Brix var medarbejder på Radioavisens Christiansborg-redaktion. Han kom sammen med den navnkundige konservative MF’er Grethe Fenger Møller, som han pligtskyldigst titulerede De om morgenen efter formodentlig at have sovet med hende om natten!”.

Klik her for at læse:
TV-anekdoter

RADIO-anekdoter
AVIS-anekdoter
UGEBLAD-anekdoter