UGEBLAD-anekdoter

Så kan de lære det… et chefkursus med Lise Nørgaard

lise-nørgaard tegning

“Jeg har kun hørt om ét virkelig effektivt chefkursus, og det kostede ikke en krone. Ophavsmanden var Lise Nørgaard, da hun lige var blevet chefredaktør på Hjemmet og syntes, at hendes sekretærer var lige lovlig optaget af arbejde for de mandlige mellemledere. Det viste sig, at de bl.a. brugte hende til at sy knapper i, og da Lise fandt ud af det, indkaldte hun til chefkursus i mødelokalet ved mahognibordet. Ved hver plads lå tråd og nål, en knap og en jakke eller skjorte, og så lærte hun dem at tråde nål og sy en knap i, og der var ingen vej udenom – alle skulle deltage aktivt og alvorligt”. Karen Thisted i bogen ”Er vi de eneste normale her?”)

Da Aller måtte pantsætte det hele …

AllerAller Media er i dag den største udgiver i Norden af uge- og månedsblade med aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Koncernen blev grundlagt under navnet Carl Allers Etablissement i København i 1873 af ægteparret Carl og Laura Aller (billedet), som kun var i tyverne. Carl stod for den tryktekniske side og Laura for det redaktionelle. Starten var svær. Hvem skulle i dag tro, at kæmpeforetagendet blev skabt på pantsat bohave, faktisk alt hvad ægteparret ejede: 1 piano, 2 sofaer, 12 stole, 1 bord og 2 senge med sengeklæder. For pengene (505 rigsdaler, 3 mark og 8 skilling – i dag et halvt hundrede tusinde kroner) oprettede Carl Aller et trykkeri i 1873, selv om han få år tidligere var gået ned med en anden virksomhed sammen med en kollega. 9  måneder senere begyndte Aller at udgive ugeblade, der gjorde ægteparret så velhavende, at de efter kun 8 år kunne købe Sophienholm ved Bagsværd Sø som sommerbolig (ejendommen blev i 1963 købt som udstillingssted af Lyngby-Taarbæk Kommune for 700.000 kr.) Men det er ikke gennem alle årene, Aller-koncernens tilværelse har været rosenrød. I slutningen af 1960’erne  gik det så dårligt, at seniorchef Svend Aller forsøgte at sælge til Berlingske eller Gutenberghus og den svenske del af forretningen til Bonniers. Det mislykkedes og i årene efter fik fætrene Jørgen og Carl Erik skuden på ret køl. Den første bladudgivelse fra Aller var Nordisk Mønster-Tidende 7. januar 1874 (i dag “Femina”) og derefter ”Illustreret Familie Journal”, som udkom 7. januar 1877. 3 måneder efter 1. udgivelse af ”Familie Journalen” meldte kongehuset sig som abonnent. Hoffet fik årgangene indbundet med kongens monogram, og de findes i dag i Allers arkiv, for kongehuset sendte dem som gave, da Allers blade begyndte at udkomme igen, efter at bladhuset var lagt i ruiner af en nazistisk terrorgruppe under 2. verdenskrig. 

70 retssager – og truet med pistol

 

Mogens E. Pedersen (1928-2014), bedre kendt som ”mep”, var i mere end et kvart århundrede (1970-1997)  chefredaktør på Se og Hør på en måde, der bragte ham 70 retssager på halsen – det er en overlegen danmarksrekord for en chefredaktør. MEP var ikke bange for konfrontationerne. Et eksempel fra bogen ”Aller” af John Lindskog: Entreprenør Axel Juhl Jørgensen klagede over et billede af ham med en laber dame og truede med at sende nogle af sine store maskiner til MEP’s bopæl i Gentofte og jævne hans hus med jorden. MEP svarede med meget klart at præcisere sin adresse, for – som han skrev – trængte hans hus både til nye vinduer og et nyt oliefyr. Axel Juhl Jørgensen skrev derefter til Carl Erik Aller og forlangte chefredaktøren og fotografen fyret, for: ”Ellers er vi ikke venner mere!” ”Det har vi vel ret beset aldrig været”, svarede Carl Erik Aller – og så hørte ingen mere fra Axel Juhl Jørgensen.

MEP overlevede tyske kugler under 2. verdenskrig, hvor han var modstandsmand (han blev såret i et ben), så han var ”i træning”, da han to gange i sin chefredaktørtid blev truet med pistol. Første gang ville en uligevægtig medarbejder skyde sig selv på grund af kærestesorg. Men – fortæller John Lindskog – han ville lige tage chefen med, når han nu var i gang. Da MEP blev klar over, at der var tale om en skarpladt pistol, talte han som aldrig før for sin syge moster, og det lykkedes ham at få fat i pistolen. Samme aften havnede den på forbrændingsanstalten. Anden gang var med entreprenør Bøje Nielsen, som var uligevægtig. Med skarpladt pistol pegede han på MEP og forlangte at få Allers egenkapital udbetalt, fordi Se & Hør havde ladet en canadisk au pair-pige fortælle ting om Bøje, som han ikke ville have ud. Det tog MEP en halv timer at tale Bøje ned. Og lige så lang tid for ham selv at falde ned bagefter over et par mahognibrune sjusser. Havde han ringet til politiet, var Bøje blevet anholdt både for trusler på livet og røveriforsøg. Men sådan var MEP også…og i hans chefredaktørtid voksede Se & Hørs oplag fra 119.000 til 371.000, da det var højest.

Der må ikke stå damer på regningen…

Scan1

En af Familie-Journalens legendariske medarbejdere, Henri T. Meyer, skrev efter en reportagerejse i Tyskland på sin regning: ”Uden kvittering. Afsavn af hustru, 15 D-mark”. Chefredaktør Mogens Aller kaldte ham ind og sagde, at det var i orden, at Meyer havde hygget sig med damer ”men De kan da ikke skrive sådan noget; den hopper revisionen aldrig på” – Hvad skal jeg så skrive? – De kan f.eks.skrive, at det kostede Dem 15 D-mark at vælte et vejtræ. Et halvt år efter var Henri T. Meyer igen i Vestyskland og havde igen været på besøg hos damerne i Sct. Pauli. Klog af skade skrev han i sit rejseregnskab: ”En hele pileallé væltet. 120 D-mark”’

Velkommen i privaten, prins Henrik!

Nogle af dag- og ugebladenes medarbejdere kommer så tæt på de kongelige, at de kunne være venner og dus. Men etiketten skal jo overholdes, og det bliver den ikke altid. I hvert fald holdt forsamlingen vejret, da Se & Hørs legendariske og indimellem fandenivoldske chefredaktør Mogens E. Pedersen sagde til prins Henrik efter en kapsejlads, at han da kunne komme hjem og få en lille én i MEP’s bar i privaten. Kort efter holdt ”Krone 2” på Søgårdsvej 18C i Gentofte! Da prinsen skuede ud over Gentofte Sø fra MEP’s terrasse, følte Familie Journalens Ole V. Hansen sig foranlediget til at meddele: ”Ja, Deres Kongelige Højhed. Sådan bor altså folket!”
– Vi havde det meget hyggeligt, og jeg tror, han fik smagt på samtlige bittere i baren – han fik i hvert fald så meget, at han tabte næste dags sejladser!, sagde MEP.

Ole V. Hansens interviews med de kongelige i en næsten kammeratlig tone er der ikke mange, der har præsteret, og det fik Ole V. en slags belønning for, da han var med prins Henrik i Rumænien. Journalister og fotografer måtte ikke deltage, da prinsen skulle på jagt med præsident Ceausescu, men da selskabet vendte hjem, havde prins Henrik en lille gave med til Ole V. Det viste sig at være en film med billeder, prinsen havde taget under jagten, og sådan kunne reportagen fra turen alligevel blive til noget.
(Kilder: John Lindskog og Jesper Boye)

Engang var Aller lige til rotterne…

Aller-stifterne Laura og Carl Aller var vegetarianere, og så skal man jo være god ved dyr! En af Aller-dynastiets gamle medarbejdere, Osvald Bruun, fortæller i sine erindringer et par eksempler fra tiden, da han var arbejdsdreng i bladvirksomheden og sammen med nogle andre havde fanget en rotte i trykkeriets gård: – Hvad skal I med den? spurgte Carl Aller. – Hen og drukne den i vandbassinet. – Såh, har den gjort jer noget? Det havde den sådan set ikke. – Vil I så lukke op for fælden og lad mig ikke se den slags oftere! En dag så sønnen, Valdemar Aller, nogle af arbejdsmændene finde en rotterede i gården. Han kommanderede dem op til den gamle Aller med reden, og kort efter blev Osvald kaldt ind til chefen, hvor rotteungerne, små røde, en snes i alt, lå på en betrukket sofa. – Er de ikke søde? – og kan du gå over til vores porcelænshandler i Korsgade og købe to skåle – én til mælk og én til boller – og en flaske mælk. Jeg hentede tingene, fik en bakke bomuld til rotteungerne, og vi lavede dem en ny rede. Vi fik besked på at sørge for mælk og boller til dem hver dag”. Dyrevelfærden gik i arv. Laura og Carls datter Ragna så en produkthandler med sin vogn, forspændt en sølle krikke. Hun stoppede produkthandleren og gav ham 100 kr. – en god pris for det udslidte øg – og sendte hesten til Valbygård. Dér døde den kort efter. Ikke fordi den var udslidt, men den fik så meget havre, at den fik forstoppelse! Ragna opkøbte også jagtgeværer for at destruere dem. Og da hun hos en dyrehandler i Sydfrankrig så en lille krokodille, købte hun den og satte den ud i en nærliggende flod.

”Sammenkogte retter” – og en rædselsfuld lampe som straf

kaj-dorph-petersenBlandt ugebladet ”Hjemmet”s redaktører har været kendte journalister som Victor Andreasen, Paul Hammerich og Lise Nørgaard. Men en ikke-journalist har været en af ”Hjemmet”s mest markante, nemlig Kaj Dorph-Petersen (billedet) med en fortid på ”Alt for damerne”. Han blev cand.theol. i 1949 og var korrekturlæser på Christiansborg, før han blev chef for ”Alt for damerne” 1958-77. Dér blev han storkunde hos De danske Spritfabrikker, for han havde lovet medarbejderne, at hver gang oplaget passerede 200.000, skulle de have Gammel Dansk, og det skete tit i 1960’erne.
Omkring 1970 skulle der ske en ændring af bladet pga. kvinde/ungdomsoprøret. De kvindelige journalister ville gå meget langt, men hvad der skete, har Kaj Dorph-Petersen fortalt i Egmonts 125-års-jubilæumsbog:
”Journalisterne og jeg enedes om at lave en undersøgelse, hvor vi spurgte læserne, hvad de opfattede som tidens mest markante nyhed med speciel interesse for kvinder. Vi troede, svaret ville blive p-piller eller noget i den retning.Men det blev ”sammenkogte retter”. Så der var grænser for, hvor meget vi skulle lave om”.
I 1977 forlod Dorph-Petersen ”Alt for damerne” pga. en kontrovers om budgetter, men han kom tilbage til Gutenberghus allerede i 1979 som chefredaktør på ”Hjemmet” (indtil 1994). Her fik han trykt et billede, som medarbejderne skulle have stående på deres bord, af bladets typiske læser: En kvinde på 35-40 år, der boede i København eller i en større provinsby, og han dekreterede, at alle historier skulle have en lykkelig slutning. ”Jeg arrangerede en læserrejse til London, og som tak fik jeg en rædsel af en lampe. Den gjorde jeg til en ”vandrepokal”. Hver gang en medarbejder skrev en artikel, der var uden for målgruppen, fik de lampen anbragt på deres skrivebord i 14 dage. Det hjalp!”

Egmonts stifter:
Arbejdsløs typograf, der fandt en lykkeskilling

Egmont

Egmont ved sit skrivebord. Det er bevaret
på et kontor i Gutenberghus-bygningen i Vognmagergade.

Danmarks to store ugebladsvirksomheder, Aller og Egmont (indtil 1992 hed koncernen Gutenberghus), har et fælles træk: De blev grundlagt med så små midler, at omtrent alt blev pantsat før starten. Her på hjemmesiden kan du læse om Aller (”Da Aller måtte pantsætte det hele”), og historien om Egmont står i jubilæumsskriftet fra 2003, da virksomheden blev 125 år, skrevet af Jes Dorph-Petersen og Søren Kaster.

Egmont Harald Petersen (1860-1914) var udlært som typograf i en alder af 17 år. Han var ”uægte” søn af en sekondløjtnant og voksede op hos sin moster i Vinstrup på Holbæk-egnen, fordi hans mor, Petrine, ikke kunne have ham, når hun skulle klare til dagen og vejen ved at sy og have folk på kost.
I København var hver 10. typograf arbejdsløs, og derfor satsede Egmont på eget trykkeri. Han skulle bruge 1.400 kr. til en trykpresse og andet udstyr og fik aftale om at udbetale 200 kr. og leje maskinerne for 100 kr. om måneden i 1 år – derefter var de hans for 1 krone, hvis alle afdrag var betalt.
”Aftalen er et rørende dokument, hvoraf det fremgår, at Petrine som sikkerhed stillede alt, hvad hun ejede af løsøre i lejligheden på Nørrebro – møbler, bestik, malerier, kasseroller, håndklæder osv. – alt blev skrevet på listen, selv symaskinen, der var hendes indtægtskilde. Aftalen blev underskrevet 2. maj 1878, og 15. maj var P. Petersens Bogtrykkeri en realitet”. Dén morgen, Egmont hentede sin trykpresse, fandt han  på gaden en sølv-25-øre. Den gemte han som lykkeskilling, og den dag i dag ligger den i et pengeskab på koncerndirektørens kontor.
Egmont var en dygtig, fremsynet håndværker, der  hentede inspiration i andre lande, og trykkeriet ekspanderede voldsomt og flyttede med få års mellemrum til større og større lokaler. En reklametryksag fortæller, at virksomheden var 50-doblet fra sin spæde start i 1878 til 1895.

gutenberghus

Gutenberghus med det karakteristiske ur på broen over Vognmagergade.

I 1911 købte Egmont grundene mellem Gothersgade, Landemærket, Vognmagergade og Lønporten for at opføre Gutenberghus. Senere, i 1931,  købte Egmont Fonden en grund på 10.350 kvm. omkranset af Vognmagergade, Møntergade, Pilestræde og Landemærket for at bygge det nuværende Gutenberghus (i etaper, den sidste taget i brug i 1974) Dertil kom Husum Tryk i 1952 (i 1964 afløst af dybtrykkeriet i Skovlunde)
Egmont begyndte som bladudgiver  med at overtage ”Damernes Blad” i 1901 (i 1904 omdøbt til ”Hjemmet”), lancerede ”Alt for damerne” (1946) og opkøbte eksisterende blade, fx ”Flittige Hænder” og ”Dansk Familieblad” (1963) og ”Euroman/Eurowoman” (2000) Dertil kommer succesfulde udenlandske udgivelser som ”Det Bedste” (1946), ”Anders And” (1949) og ”Asterix” (1968)

Første nummer af ”Alt for damerne” (1946)

Første nummer af ”Alt for damerne” (1946)

Egmont udgiver også blade i Norge og Sverige, har handelsvirksomhed i Tyskland og udgivelser i store dele af verden. Herhjemme har Egmont forlagsvirksomhed (bl.a. Aschehoug og Lademann). Dertil kommer filmvirksomhed (Nordisk Film), reklamebureau og TV-stationer. Kuriositet: I 1954 lancerede virkomheden ”Quick-vask”, en række selvbetjeningsvaskerier, som de første år var en kæmpesucces, men blev afviklet i 1959.

Egmont var en betydelig filantrop og i henhold til hans testamente oprettedes i  Egmont Petersens Fond der især giver midler til børn og unge.

hjemmet

Typiske forsider på ”Hjemmet” i 1940’erne og50’erne.

Klik her for at læse:
TV-anekdoter
RADIO-anekdoter
AVIS-anekdoter
…og anekdoter om LIDT AF HVERT