Nu hejser vi det hvide flag…så sker der noget

”Da DR dækkede 6-dagesløbet i Forum i København i 1950’erne, skulle der jo gerne ske noget, når Gunnar Nu Hansen gik på direkte i radioen. Så han havde lavet en aftale med cykelrytteren Kay Werner om, at når Gunnar tog et hvidt chiffontørklæde på, kunne par nr. 7 godt tænke på at gå til angreb. På den måde kunne Hansen  annoncere, at ”nu sker der med garanti snart noget i det her løb” (Par nr. 7 blev opfundet af Kay Werner Nielsen og Evan Klamer, der første gang kørte med 7-tallet på ryggen ved det københavnske 6-dagesløb i 1953, red.)

(Kilde: Bogen ”Sportens stemmer”)

Hvornår skal en sportsjournalist gøre sin kone gravid?

Peter Piil fortæller i bogen ”Sportens stemmer”, hvordan arbejdet styrer en sportsjournalists liv:

”Jeg kan give et eksempel fra 1996. Min kone og jeg havde snakket om, at vi gerne ville have børn. Og så måtte vi se på kalenderen. Hvornår var det betimeligt, at hun skulle føde? Der var EM i fodbold først på sommeren, der var Tour de France, og der var OL i Atlanta. Så konen skulle gøres gravid i november…Jeg kom hjem fra OL i Atlanta mandag, og hun fødte torsdag”, fortæller Peter Piil og understreger, at han er glad for, at konen er sportsinteresseret!

Da Gunnar Nu vandt et væddemål

Omkring 1950 var den svenske sangerinde Alice Babs en af de største stjerner, og hendes honorar for at give et nummer i radioen ville være 250 kr. Det havde Statsradiofonien ikke råd til, mente direktør F.E. Jensen. Gunnar Nu-Hansen fortæller i DRs årbog1976/77, at han væddede en daler med direktøren om, at han kunne få Alice Babs til at synge ”Swing it magistern, swing it” – den tids top-ti – fuldstændig gratis. Han inviterede sangstjernen i studiet, og efter at have talt med hende om mange forskellige ting, spurgte han, hvilken melodi der især havde gjort hende populær. Alice Babs svarede ”Swing it magistern…” Gunnar Nu kiggede uforstående på hende og erklærede, at dén kendte han ikke, og om hun kunne synge bare ét vers. Det gjorde Alice Babs! Væddemålet var vundet, og lytterne fik en gratis oplevelse.

Hemmelig hilsen i radioen

Tre medarbejdere fra F.L.Smidth blev i 1996 holdt i fangenskab af en colombiansk oprørsbevægelse. F.L.Smidth regnede med, at den ene af ingeniørerne, Ulrik Schultz, lyttede til sin kortbølgeradio. Helt ekstraordinært gik DR derfor med til, at der i et journalistisk indslag om, hvad Udenrigsministeriet kan gøre for danskere i udlandet, blev sendt en hilsen fra ”Svend Skipper og tanten i Valby til alle slægtninge i Sydamerika”, efterfulgt af en af Ulrik Schultz’ yndlingssange med The Beatles. Hilsenen blev hørt og forstået, fortalte Ulrik Schultz senere, og den holdt modet oppe på de tre danskere, som blev løsladt efter 225 dage for 11 mio. kr. (DRs personaleblad ”DRåben”)

4 stykker smørrebrød, tak

Det er tit sket, at en speaker eller studievært har glemt at afbryde forbindelsen, før den røde lampe bliver slukket, og så ryger de efterfølgende private bemærkninger ud i æteren til alle landets lyttere/seere. Et af de ”historiske” tilfælde er fra radioens barndom, da speakeren for åben mikrofon bestilte 4 stykker smørrebrød. Den næste time ringede telefonen ustandseligt fra lyttere, der spurgte, om han havde særlige ønsker med hensyn til pålægget, og om de skulle levere snaps til maden. (DR’s 15-års-jubilæumsbog)

En professor på et das

Professor Vilhelm Andersen (maleri af Vilhelm Tetens, Sorø Kunstmuseum) var i en menneskealder Danmarks frodigste litteraturforsker og formidler, kendt over hele landet gennem foredragsvirksomhed. Men i radioen ville han ikke. ”Jeg skulle have mange, mange penge for at lade mig lukke inde på det das og tale ud i en skov af hørerør!”, sagde han i 1920erne om radioens lille studie. Vilhelm Andersen brugte udtrykket das om studiet, fordi det lå ved siden af herretoilettet, og udskylningen af kummerne kunne høres tydeligt i udsendelserne. Få år efter erkendte Vilhelm Andersen radioens store betydning for folkekulturen og indleverede mange gode forslag til udsendelser. Da Vilhelm Andersen første gang havde været i æteren, mødte han Christian X på majestætens morgenridetur og blev hilst med de kongelige ord: ”Så kom De dog på dasset, bedste professor!”. For at undgå lydene fra toilettet, blev det låst af, når der var foredrag. Det havde nær væltet en torsdagskoncert, for dirigenten, Egisto Tango, var gået på toilettet og blev låst inde af orkesterbetjenten, fordi der skulle speakes fra foredragsstudiet. Heldigvis var lydisolationen ikke bedre, end at det lykkedes Egisto Tango at tilkalde hjælp og komme ud, før koncerten skulle begynde. (”De musiske udsendelser” og ”Statsradiofoniens teknik”)

Tjenestepige og –mand

Aksel Dahlerup, radiodirektør, var kendt for sin fine fornemmelse for det danske sprog, og han gjorde både chefer og medarbejdere opmærksomme på det, når deres sprog ikke var godt nok. En dag fik han brev fra lytter, der klagede over, at radioen havde brugt betegnelsen ”tjenestepige” om en husassistent. Dahlerup gav lytteren ret i klagen og underskrev sig: ”A. Dahlerup, tjenestemand”. (”De musiske udsendelser”)

Reklamer i radioen

Ved en radioudstilling i København sidst i 1920erne kunne lytterne komme til mikrofonen og sende en hilsen, og det gjorde en ung mand: ”Kære lille mor hjemme i Randers, det er Svend Aage, der taler til dig. Jeg håber, du har det godt. Jeg har det udmærket. Kære mor og alle sammen derhjemme. I må endelig huske at købe…” Speakeren lagde sin hånd brutalt over den unge mands mund, for reklamer var forbudt i radioen. I stedet hørte lytterne et hyl fra speakeren: ”Av, han bider mig i pegefingeren!”. (”Mikrofonen har fri”)

Gunnar NUs fortalelser

Få har været så flittig og sagt så mange ord i radioen gennem et langt liv som Gunnar NU Hansen (der fik tilnavnet NU, fordi han i en OL-reportage fra Berlin i 1936 om ”lille henrivende Inge”, svømmeren Inge Sørensen, rapporterede: ”… nu … nu … nu… NU vender hun!”. Når der skal siges så meget så hurtigt, som det sker i sportsreportager, vil der også komme nogle fortalelser. Eksempler: Under en landskamp mod Sverige i 1940erne sagde Gunnar NU: ”Kai Hansen  kommer farende som skudt ud af en kanin!” – og rettede det til: ”som skudt ud af en kanon!” Men mange lyttere påstod siden hen, at han havde sagt ”som skidt ud af en kanon!”. Men sådan er det, sagde Gunnar NU. Mange ting, lytterne siger, at de har hørt, er aldrig sagt. Den værste er dén om speakeren, der ved afslutningen af aftenens udsendelser skal have sagt: ”Godnat – og så kan I i øvrigt alle sammen rende mig” osv. – det er kun vinstuesnak. Gunnar NU  sagde engang i et interview om fortalelser: ”Du skal bare rable videre, som om ingenting er hændt, for så bliver lytterne i tvivl om, de har hørt rigtigt”. ”Solen skinner, himlen er blå, og uden for Parken står der lange rækker af køer”, sagde Gunnar NU – og præsenterede en af æresgæsterne på denne måde: ”Nu dukker statsminister H.C. Andersen op på tilskuerpladserne”. Kong Frederik den Niende var if. Gunnar NU ”iført grå spadseredragt”. Kongen var i admiralsuniform, og det var dronning Ingrid, der bar spadseredragten. Gunnar NU ”indrømmer” også, at han engang kom til at præsentere det fortærskede orkester i stedet for det forstærkede… Gunnar NU blev en ”institution” i institutionen DR. Den senere sportschef Jørgen Steen Nielsen har fortalt denne oplevelse fra OL i Montreal i 1976 (Gunnar NUs sidste OL): ”OL blev afsluttet med en ferie for alle sportsmedarbejdere på Jamaica. Om aftenen efter ankomsten gik jeg en tur ned til stranden med Gunnar. Han nævnte, at det godt kunne være, at han ikke ville være der i morgen. Hvorfor ikke? Jo, for der skulle jo være cykelløb på Ordrupbanen…og ganske rigtigt: Næste morgen, da vi vågnede og  rigtig skulle nyde ferien, var Gunnar væk. Ordrupbanen og TV-jobbet havde kaldt”.

Krig – og morgengymnastik

Den største nyhed i danmarkshistorien fik lytterne ikke noget at vide om om morgenen den 9. april 1940. Besættelsen skete i de tidlige morgentimer, men da lytterne åbnede for deres radio, blev de som sædvanlig fra kl. 7 budt på morgengymnastik og grammofonmusik. Kl. 7.30 blev udsendelserne dog afbrudt med ”død” radio indtil kl. 8.30, da speaker Carl F. Schiønning blev tvunget til at læse tyskernes ”Oprop” om besættelsen af Danmark. 600.000 eks. af “Opropet” var på det tidspunktet blevet  kastet ud over Danmark fra de tyske flyvemaskiner. Forklaringen på, at radioen ikke orienterede om tyskerne allede kl. 7 er forskellige. Radioavisen var klar, men fik forbud af Udenrigsministeriet mod at sige noget om tyskerne. Og det er nok i det lys, at man skal læse den senere forklaring fra chefredaktøren på Pressens Radioavis, Niels Grunnet: ”Ingen ansvarlig dansk myndighed fremsatte noget ønske over for Statsradiofonien om, at der straks i morgenudsendelserne skulle gives offentligheden meddelelse om den tyske besættelse af landet og om, hvad dette ville indeholde af vilkår for befolkningen”. Tyskernes kontrol med radioen de følgende fem år betød censur, krav om at udsende tyskvenlige programmer og fortie udviklingen på fronten. Da tyskerne besatte det daværende radiohus (”Stærekassen”) røbede en af dem et indgående kendskab til installationerne i kontrolrummet. Det havde han oparbejdet ved at slutte sig til de besøgende, der om søndagen var på rundvisning.

Undskyld – jeg bliver vist sprængt i luften

24. august 1943 blev Forum sprængt i luften af modstandsgruppen Holger Danske. Forum ligger få meter fra det gamle radiohus – lige ovre på den anden side af Rosenørns Allé, og sprængningen skete, fordi bygningen var ved at blive indrettet, så op mod 2.000 tyske soldater kunne indkvarteres.
Den senere socialdemokratiske politiker og minister K.B. Andersen, der arbejdede i Radiohuset, beskrev situationen:
”Jeg sad på mit kontor i radioen og talte i telefon. Pludselig begyndte min stol at hoppe voldsomt, og jeg så en skrækslagen flok af radiomedarbejdere på vild flugt frem ad forbindelsesgangen til hovedbygningen, hvor jeg sad. Jeg erfarede senere, da der igen var ro i lejren, at min samtalepartner havde moret sig over min høflige reaktion, da jeg bemærkede: ”Undskyld, men jeg kommer til at lægge røret på, det er vist huset her, der bliver sprængt i luften.”
Det var et fantastisk syn. Vi stod ved vinduerne i Radiohuset og så hvordan glastaget knustes, og murene væltede. I løbet af ingen tid stod der tusinder af mennesker rundt om bygningen og sang nationale sange.”
Kilde: DR

Hvad sagde du?

En ældre radiolytter i Kastrup husker denne anekdote om den navnkundige radiojournalist – og humørspreder – Ole Kühnel: Kühnel skulle lave reportage fra et skib, der skulle til Finland med nogle meget fine orner. De var ikke meget for at gå om bord, indtil Ole Kühnel gik hen til en af dem og hviskede den noget i øret – så styrtede de om bord alle sammen. Bagefter blev Kühnel spurgt, hvad der var hans trylleord – og svarede: ”Nå, jeg spurgte dem såmænd bare, om de var klar over, at de skulle op til de 1000 søers land…

En rettelse – eller en tilføjelse

En aften skulle en af Radioavisens nyhedsoplæsere, Ole Aaaby, meddele, at det britiske kongehus havde fået en familieforøgelse: Kaptajn Mark Philips og prinsesse Anne havde fået en datter – sagde Ole Aaby. Lidt senere kom en kollega ind i studiet med en seddel, hvor der stod: ”Det var sgu en søn!”. Aaby klarede situationen på sin egen måde: ”Vi sagde, at den britiske prinsesse Anne har fået en datter. Men ved nærmere undersøgelse viser det sig, at det er en søn. Det var en rettelse – eller snarere: En tilføjelse!”.

Striptease på Radioavisen

Radioavisen er i mange undersøgelser blevet betegnet som landets mest seriøse og troværdige medie. Men bag kulisserne kan man godt muntre sig. Lone Kühlmann giver et eksempel i erindringsbogen ”Det skal se nemt ud” (Gyldendal, 2015) om oplæser, journalist Ole Emil Riisager (Radioavisen 1959-1999), som ikke mindst pga. sin stemme var indbegrebet af troværdighed, professionalisme, ro og overblik:
”Udover nyhederen og korrekt sprog havde Ole Emil to andre brændende interesser: veteranbiler og damer med meget lidt tøj på. Min kollega Annette Johansen, en lille yppig brunette, og jeg besluttede i vores ungdommelige (og kvindelige) overmod, at vi ville sætte hans professionalisme på en prøve.
Radioavisstudiet var forbundet med kontrolrummet med en stor rude, så man kunne se, men ikke høre hinanden under udsendelsen….Vi fik teknikeren til at sætte klassikeren ”Baby Love” med The Supremes på, samtidig med at Radioavisen gik i æteren, og vi startede vores show med at stille os med front mod Ole Emil og begyndte at vugge i takt med musikken, mens vi langsomt knappede op med vore bedste forførende lader. Problemet var på det tidspunkt at holde resten af redaktionen ude af rummet. Ole Emil var begejstret, men fortsatte sin læsning fuldkommen upåvirket, mens han samtidig klarede at følge os med øjnene. Da vi var nået til at lade skjorten glide ud over den ene skulder, mens vi bøjede i knæene og lavede trutmund, slukkede han i én bevægelse for mikrofonen, trak nøglen (en lille kontakt, der satte ham i direkte forbindelse med produceren) til kontrolrummet og råbte: ”Mere, mere”, tændte mikrofonen igen og læste resten af Radioavisen uden at miste en stavelse. Eller pusten.
Vi måtte slukørede erkende, at det ikke førte til noget at smide tøjet foran den mand. Ikke mens han var i studiet”.

Arveprinsen fuld hele dagen

I et festskrift ved DR-Trafikradioens 25-års-jubilæum i 1993 hentede Preben Kjær nogle kuriøse fortalelser frem, fx: ”Det er altid de kvæstede, der kommer til skade i trafikken!”. En lytter, der spurgte, hvad man risikerer, hvis man kører over for grønt i et lyskryds og møder et ligtog, fik dette svar: ”Så risikerer du at komme med i første vogn!”. Og en færgemelding: ”Trafikken på Storebælt har været så stor, at selv Arveprinsen har været fuld hele dagen!”. Det var storebæltsfærgen ”Arveprinsen”, Lars E. Chrisiansen tænkte på, men dagen efter – har Lars E. Christiansen fortalt – mødte han arveprinsens søn, prins Ingolf, der sagde: ”Det var fuldkommen korrekt, hvad du sagde! Min far havde en pæn lille én på…”

Ib Rehné, Cairo

”Ib Rehné, Cairo” var i mange år et begreb. En café fik dét navn, en frimærkelub tog også navnet, og en dame i Jylland kaldte sine to hunde for hhv. ”Ib Rehné” og ”Cairo”. Engang ringede Ib Rehné hjem til Radiohuset med en af sine reportager fra Mellemøsten og bad om at tale med en bestemt kollega, men fik det svar, at han var på afspadsering – og da han bad om en række andre kolleger viste det sig, at de også var på afspadsering. ”Kan jeg ikke også komme det?”, spurgte Ib Rehné – og så lød det henne fra et hjørne, med en stemme, der lignede Radoavisens chef, Jørgen Schleimann: ”Afspadsering!? Du kan gå seks gange rundt om Cheops-pyramiden, kan du!”.

John Idorn bestod prøven

John Idorn blev kendt i DR som sportsmedarbejder, men begyndte sin karriere som speaker i radioen, valgt blandt 31 ansøgere. Til prøven var der en tekst med denne ordlyd: ”Telefonforbindelsen mellem Færøerne og Danmark er afbrudt”. Der er en fejl i sætningen. Den fandt Idorn, og derfor blev han ansat. Sætningen skulle lyde: ”Telefonforbindelsen mellem Færøerne og det øvrige Danmark er afbrudt…”

Et interview på sengekanten

Østjyllands Radio blev en tidlig morgen i 1992 ringet op af en ret kendt østjyde, som gerne ville give en kommentar direkte pr. telefon. Det gjorde han, og det var tydeligt at høre på både stemme og omgivelser, at det var direkte fra sengen. Allerede inden han var færdig med sin kommentar, ringede hans kone. Hun ville meget gerne tale med ham, når vi var færdige – for det var ikke hjemme fra ægtesengen, han ringede. Østjyllands Radio fortalte historien i en kampagneavis med denne tilføjelse: ”Vi ville gerne have bragt dén debat, men må desværre erkende, at vi undtagelsesvis må snyde lytterne for de bedste historier…”

Politisk tæft i mediet

Nogle politikere er større ekvilibrister i radio og TV end andre. Paul Hammerich skriver i  ”DR – spiddet af tegnerne”, at ”i 50erne var den mest drevne trådløse illusionist Retsforbundets guru, dr. Viggo Starcke. Uforglemmelig er hans indtrængende bemærkning til hin enkelte lytter i 1950: ”Godaften, og tak fordi jeg må komme ind i Deres stue. Det er et tegn på tillid”. Resultatet af charmeoffensiven blev en fordobling af partiets mandattal.

Pæne sko på en krigskorrespondent

Radiomedarbejderen Jørgen E. Petersen har til personalebladet ”DRåben” fortalt denne anekdote fra Vietnam-krigen. Han var som en af de første vestlige nyhedskorrespondenter på vej til Haiphong i en jeep en mørk nat, hvor der pludselig skete voldsomme eksplosioner forude, mens himlen blev oplyst af et enormt benzinbål. Nu gjaldt det om at komme ud af jeepen og ned i et af de runde betonrør, der lå nedgravet langs vejkanten som enmands-beskyttelsesrum. Tolken steg ud, lettede låg efter låg og lyste ned i hullerne, mens Jørgen E. Petersen kun havde ét ønske: Hurtigst muligt at hoppe ned i et af rørene og trække låget til. Derfor spurgte han, hvad tolken var i gang med. Svar: ”Jeg prøver at finde tørre huller. Der er jo muddervand i de fleste, og du har sådan nogen pæne sko på!”.

Kodede meddelelser i radioen

Under krigen samarbejdede speakerne i radioen, under livsfarlige forhold, med folk uden for Radiohuset, fx stod der i speakerstudiet et eksemplar af Riemanns Musikleksikon, hvor en mikrofilm var gemt. Hvis tyskerne opdagede tricket, skulle speakeren sluge mikrofilmen, for på dén stod den nøjagtige ordlyd af de tekster, der skulle læses op af speakerne, når de fik en opringning, som havde betydning for modstandsfolk. Hver tekst svarede til et mandsnavn. Hvis speakeren blev ringet op og inviteret på frokost sammen med Carl, Niels, Peter eller et andet navn, kunne han med en lup se på mikrofilmen, hvilken annoncering, der svarede til det pågældende navn, fx ”Nu kommer klokken…”, ”De hører nu, hvad klokken er…”, ”De får lige at vide, hvad klokken er…”, ”Klokken er nu…” Senere blev der også lavet koder for godnatmeldingen og for musikstykker. (”Holms Vision. Radiosymfoniorkestret 75 år”)

Buksevand m.m.

Det gælder om at bevare fatningen, når mikrofonen er åben, uanset hvad man bliver udsat for. En nyhedsoplæser på Radioavisen satte sig til rette i oplæserstolen, en af den slags kontorstole, der er foret med skumgummi og derfor som en svamp kan indeholde store mængder vand, og det gjorde den! for hans kollega, sportsreporteren i samme studie, havde ”moret” sig med at vande stolen kort før udsendelsen. Nyhedsoplæseren klarede sin del af programmet og gav så ordet til sportsreporteren – men i samme øjeblik tog han sine våde bukser af og begyndte at strippe i underbukser. I denne mundering bøjede han sig derefter ind over bordet og så sportsreporteren intenst i øjnene – og da det også i denne situation lykkedes sportsreporteren at bevare fatningen, fiskede Radioavis-oplæseren sin lighter frem og stak ild til ”Sporten”s manuskript med et ordløst ”Værsgo’ og tak for sidst!”. Men med improvisationens kunst, som sportsfolk jo er berømte for, fik lytterne alligevel dagens ”varme nyheder” uden hørlige problemer. Det lykkedes også nogle dage senere, da nyhedsoplæseren som hævn satte et stort hæfteplaster på sportsjournalistens meget behårede arm og langsomt trak plasteret af, hår for hår, under oplæsningen af fodboldresultaterne!

Tror du på den?

Der var tysk censur i radioen under krigen, men ind imellem var den danske underfundighed svær at ”fange” for tyskerne, fx opdagede de først bagefter pointen i et causeri af Povl Sabroe (”Den Gyldenblonde”): ”I søndags ville jeg høre, hvordan det var gået med fodboldkampen mellem jyderne og københavnerne. Københavnerne havde vundet med to mål. Jyderne havde ingen, sagde speakeren. Tror du på den?, spurgte Victoria. – Ja, men havde der været en jysk radio, ville jeg have lukket op for den!”

Generaldirektør ”Kvæler-Hans”

”Er du egentlig klar over, at du har et øgenavn blandt medarbejderne?”, spurgte DRs personaleblad i 1976 generaldirektør Hans Sølvhøj i en afskedssamtale, før han skiftede til stillingen som hofmarskal. ”Ja – Kvæler-Hans! Det fik jeg for mange år siden. Der var begået et mord i København, og politiet søgte en mørkhåret herre i cottoncoat. Da jeg steg op fra Nørreport efter turen ind fra Helsingør, blev jeg taget med på politistationen…Politiet havde for øvrigt ret – det var ikke mig! Ja, man skal være forsigtig med at gå med cottoncoat”.

Sport – det er for mænd!

Der har været sport i radioen siden dens fødsel i 1925, men vi skal helt frem til 18. juni 1989, før en kvindelig reporter fik lov til at være med til at dække en fodboldlandskamp i de elektroniske medier. Det skete, da Lone Pagh blev placeret på sidelinjen under kampen Danmark-Brasilien. Hun interviewede Morten Olsen, efter at en fyldt idrætspark havde givet ham en fortjent afskedshyldest for 102 landskampe.

Nej tak til ridderkorset

Christian Torpe, knyttet til Statsradiofonien fra 1948, var en eminent journalist og interviewer, men også kendt for at ”kunne overfalde sine modstandere i et sprog, der var så blodigt og saftigt, at enhver injurieparagraf ville blegne”, som der står om ham i bogen ”100 publicister”. Torpe var derfor en klar modsætning til en anden kendt radiomand i de år, den fine og slebne aristokrat Aksel Dahlerup. Engang sagde Torpe til Dahlerup: – Nu er jeg lige så fin som du. Jeg har nemlig sagt nej til at blive Ridder af Dannebrog. Dahlerup svarede: – Du er stadig ikke så fin som jeg. Torpe: – Hvorfor? Dahlerup: – Jeg ville ikke have fortalt det…

Et godt råd til Niels-Christiansen

Niels Christian Niels-Christiansen var den første “menige” sportsmedarbejder, der blev ansat i DR (i 1955 efter han havde været medarbejder ved Radioavisen fra 1954). Sporten var indtil da et énmandsforetagende med Gunnar Nu-Hansen. På et tidspunkt skulle Niels-Christiansen have sin store debut som kommentator af en fodboldlandskamp. Han og Gunnar Nu blev enige om at klare hver sin halvleg. Niels-Christiansen forberedte sig meget omhyggeligt, bl.a. forsøgte han at lære modstandernes navne udenad. Det var ikke let at udtale dem, for det var jugoslaver. Især én spillers navn voldte Niels-Christiansen kvaler. Derfor spurgte han Gunnar Nu, hvordan han ville udtale det. Svaret var: ”Jeg ved det ikke. Men skal vi ikke bare være enige om, at han får ikke bolden…!”

Gunnar Nu Hansen til fodbold på cykel

Dansk Boldspil Union var i radioens barndom imod direkte transmissioner fra fodboldlandskampe, så Gunnar Nu Hansen måtte finde alternativer. Eksempel: ”Da Danmark 13. juni 1937 skulle møde Norge i Idrætsparken nægtede DBU en direkte transmission. I stedet indrettede Statsradiofonien et studie i Post- og Telegrafbygningen ved Trianglen, omkring et par hundrede meter fra Idrætsparken. Gunnar tog plads i hjørnet på tribunen ved Øster Allé, og da der var spillet 15 minutter, løb han udenfor, sprang op på sin cykel og kørte så hurtigt som muligt til ”studiet” for at fortælle, hvad der var sket, inden han ræsede tilbage til Idrætsparken. ”Sådan gik det slag i slag”, berettede Gunnar  Nu Hansen i den tale, han holdt uden manuskript, da Idrætsparken i 1986 fyldte 75 år. ”Men da der manglede 5 minutter, og Danmark førte 4-1, tog jeg chancen og løb ned til min cykel for ikke at risikere at hænge fast i trængslen. Jeg var næppe kommet uden for Idrætsparken, før der lød et kæmpebrøl, og så løb jeg tilbage. Debutanten Peder Rasmussen fra B1913, alle tiders første fynske landsholdsspiller, havde scoret. Danmark vandt med 5-1. Det fik jeg naturligvis med, og få minutter efter det sidste fløjt havde jeg givet resultatet og et sammendrag af de vigtigste foreteelser for landets lyttere” (Fra bogen ”Fodbold i sjov og alvor”. Frits Ahlstrøm, 2013)

Mikrofonfeber – hvad er det?

Gunnar Nu Hansen fik sin debut som reporter ved et tilfælde lillejuleaften 1935. Redaktør Carstensen stak ham uden varsel en mikrofon i hånden og fortalte lytterne, at nu ville en af Radioavisens medarbejdere gå en runde på skibet ”Frederik den 8.” og tale med rejsende og besætningsmedlemmer (indtil da havde Gunnar Nu kun læst børskurser og varenoteringer)

Debut’en gik så godt, at Gunnar Nu blev stjernereporter , mens andre ”dør” af mikrofonskræk. I sit malende sprog skriver Gunnar Nu i bogen ”Det var dengang”:

”Mikrofonfeber! Hvad er det? Et mareridt! Tantalus’ kvaler! Et uoverskueligt svælg af komplekser! Noget ufatteligt! Det er svært at forklare, men gribes man af den, skal der en 10-kæmpers kondition og en verdensmands sikkerhed til for at blive den kvit. Den flår og river i sit offer. Store og stærke mænd bliver som voks, når feberen får tag i dem. Fodholdholdets hårdeste spiller bliver lille og betydningsløs, når han stilles overfor mikrofonen, og den frygtede knockout-bokser mister mod og styrke og slås ud i de første sekunder. Den værste despot og tyran  bliver som en våd og slatten klud, der er slængt hen i et hjørne af badeværelset.

Mikrofonen står følelsesløs, hoverende, kold, utilnærmelig og uden det mindste gran af medlidenhed med dén, der søger at vinde dens fortrolighed. Trænede foredragsholdere, der hundreder af gange har fået store forsamlinger til at bryde ud i larmende begejstring, hypnotiseres af den lille djævel til mikrofon, og deres imponerende og elegante ordvalg svinder ynkeligt ind til en første-mellemskoledrengs forråd.  Middagstaleren, der til daglig ryster vittigheder ud af ærmerne, mens beundrende kvindeøjne følger hans elegante bevægelser, bliver i studiet hjælpeløs og afmægtig. Han mangler sit forum, han savner smilene, latteren, der fortæller ham, at hans pointe er blevet opfattet, og alene, i selskab med mikrofonen, bliver hans foredrag hakkende og stammende, han glemmer at lægge trykket de rigtige steder, og han glemmer at gøre ophold. Det hele flyder ud i ét…

…Man har på fornemmelsen, at lytterne, så snart ens første udsendelse er afsluttet, sætter sig ved skrivebordet og sender et klagesuk til radiochefen…og er man endelig nået gennem udsendelsen, synes man, at mikrofonen i det øjeblik, man vakler ud af studiet, vender sig om efter én og råber: ÆV! Sådan er mikrofonfeber”

Et kunstgreb mod mikrofonskræk

Gunnar Nu’s beskrivelse af mikrofonskræk har fået en drejning af radiomedarbejderen Hans Vangkilde i hans selvbiografi ’Set med en mikrofon’:

”Når en ny radiomedarbejder er blevet så rutineret, at mikrofonskrækken er borte, og kendskabet til de rent tekniske funktioner er gledet ind i rygmarven, så er der altid kontaktproblemet tilbage, og jeg tror aldrig, at det forsvinder helt.

Når den røde lampe i studiet bliver tændt, og mikrofonnøglen skal trækkes, er det naturligvis altid med håbet om, at ens ord fænger hos modtagerne.

Mon ikke de fleste har et lille personligt kunstgreb til dette brug? Jeg plejer at forestille mig, at jeg sidder og taler med en god ven eller et familiemedlem, som jeg ved lytter på det pågældende tidspunkt. Det er jo nemlig sådan, at føler man, at man har kontakt med et enkelt menneske, så har man automatisk kontakt med mange andre”.

Reklamer i radioen er forbudt – det er der enighed om

Skjulte reklamer i Danmarks Radio har været et problem til evig tid. Der er gjort rigtig mange forsøg på at omgå bestemmelserne helt tilbage fra radioens barndom i 1930’erne, da Aksel Dahlerup producerede de berømte hørebilleder fra danske virksomheder.Premieren var på Tuborg. Men navnet måtte ikke nævnes, så i programoversigten stod der neutralt og korrekt: ”Et Besøg paa et Bryggeri”, og i udsendelsen blev direktørens navn ikke nævnt. Der blev kun sagt ”Hr. Direktør”. Men samme morgen, som udsendelsen kom i radioen om aftenen, modtog tusinder af mennesker et brevkort, hvor der stod: Lyt til Udsendelsen i Aften: ”Et Besøg på et Bryggeri” Ærbødigst Tuborgs Fabrikker I erindringsbogen ”Ved mikrofonen” skriver Aksel Dahlerup:

”Lige siden har vi måttet kæmpe mod reklame-spøgelset…jeg har mødt det i de underfundigste forklædninger”. Og det skete også, da bryggeri-udsendelsen blev fulgt op med en udsendelse fra et mejeri (fra øl til mælk for balancens skyld!) Mejeriet var det kooperative ”Enigheden”, og i programmet stod der, også denne gang helt neutralt: ”Et Besøg paa et Mælkeri”, men direktør Lynge havde en reklamefidus, som var meget enklere og billigere end Tuborgs. Han sluttede simpelt hen den direkte udsendelse med ordene: ”…og derom turde der være Enighed!” Så var det sagt, som Aksel Dahlerup lakonisk noterer i sine erindringer.

Hvor mange lyttere? Tjek transformatorstationen!

”I begyndelsen af 1940’erne havde en dansk ingeniør opfundet et fikst apparat, som Statsradiofonien brugte til måling af lytter-intensiteten. Det kaldtes programmetret, kunne kobles til en transformatorstation og registrere strømforbruget i et område foranlediget af åbningen og lukningen af radiomodtagerne. En nål aftegnede el-kurven på en strimmel papir, en ret grov metode, der ikke ville tilfredsstille senere tiders promille-jagende statistikere. Men det blev bogstavelig talt en strømpil i en halv snes år. I sommeren 1952 påpegede instrumentet, at Danny Kayes gøglende gæstespil i radiostudiet var en topmålt begivenhed. Højere kunne man nok ikke komme op på kurven. Men da man nogle morgener efter skulle aflæse programmetret, var det gået i stå. Nålen var simpelt hen hoppet over papirkanten, en uanet kompakt aflytning havde sprængt apparatets rammer. Anledningen til overanstrengelsen var transmissionen af den olympiske fodboldkamp i Finland mellem Danmark og Polen (2-0) aftenen før, og årsagen var soleklar: Gunnar Nu-Hansen havde været ved mikrofonen” (Paul Hammerich i danmarkskrøniken ”Fred og nye farer”)

Populær eller fup?

Det fortælles, at en kendt dansk skuespiller i 1970erne ofte opholdt sig i Radiohusets kantine, og at han havde bestilt familie og venner til at ringe til ham dér, for når hans navn blev råbt op i højtaleren, blev alle tilstedeværende medarbejdere jo mindet om hans eksistens og havde måske lige en opgave, han kunne bruges til. Det er ikke sikkert, at historien er rigtig. Men mange kunstnere har forsøgt sig med forskellige påfund for at minde om deres eksistens. I radioens barndom pralede en forfatter med, at hans telefon ikke havde stået stille efter et af hans hørespil. Mange helt ukendte folk havde ringet og lykønsket ham og bedt om flere hørespil fra hans hånd, sagde han. I radioen nænnede man ikke at spørge ham, hvordan det kunne gå til, for han havde hemmeligt telefonnummer, som han værnede meget om! En dag kom der til radioen en bunke breve fra 67 lyttere, der ønskede at høre en bestemt sanger i radioen. Desværre for ham viste det sig, at alle ønskerne var skrevet på samme slags kort, og der var brugt samme slags kuverter og frimærker! (DRs 15-års-jubilæumsbog)

Nå, men så gi’ mig bare en anden…

Jørgen de Mylius skrev i 1963 som 17-årig gymnasieelev et kritisk brev til det nystartede P3 om programmedarbejdernes musikvalg. De reagerede med at lade ham lave udsendelser, og i sin erindringsbog ”Tak for al musikken” giver han et selvironisk eksempel på sin popularitet:

”Hjemme hos mine forældre ringede pigerne dagligt for at lave aftaler. Men kærligheden efter netop mig var nok ikke så inderlig. En af pigerne blev meget skuffet, da min mor foralte, at jeg ikke var hjemme: ”Nej, hvor ærgerligt. Jeg ville ellers gerne have mødt Jørgen. Men har du så telefonnummeret til Hans Jørgen Skov?” (Hans Jørgen Skov var som studentermedhjælper en populær vært i teenageprogrammet ”Efter skoletid” og strøg senere til tops som radiodirektør 1988-1998)

Jørn Hjortings fødselsdagsgave: Slap for lussinger

Jørn Hjorting fortæller i sine erindringer “Det må jeg nok sige”, at han i mellemskolen på Ny Munkegade i Århus fik Laurits Bindsløv som lærer. Bindsløv blev senere generaldirektør i DR og dermed Jørn Hjortings øverste chef:
“Jeg husker ham som en sand mester i at lære fra sig, og han var vel det, man kunne kalde streng, men retfærdig. På den tid hørte det til dagens orden at slå skolebørn…En dag havde jeg gjort mig fortjent til en afstraffelse i Bindsløvs time. Jeg husker ikke hvorfor. Netop som han stod med løftet hånd, parat til at lade den suse mod min kind, råbte klassen., “Det er Jørns fødselsdag i dag!”. Lærer Bindsløv stoppede hånden i farten og sagde, “Så lad dette være min fødselsdagsgave til dig”.
Det var første gang, en elev slap for øretæver i Bindsløvs dansktimer”.

Victor Borge ville betale for at komme i radioen

Kort efter besættelsen i 1940 begyndte BBC at sende udsendelser på dansk. De fortsatte til august 1957. På det sidste hold medarbejdere var Finn Holten Hansen. I erindringsbogen ”De forsvundne somre” fortæller han om en pudsig episode med Victor Borge, som optrådte i London og derefter skulle til København med sit show. BBC-afdelingens leder skønnede, at Borge var i stjerneklassen, så han sørgede for at få bevilget et ekstrahonorar til den store komiker: 20 guineas for 10 minutter.
”Jeg fik fat i Victor Borge på hotellet og fik en aftale med ham.
– Honoraret er 20 guineas, sagde jeg.
– Det er sikkert i orden, sagde Borge – hvad er 20 guineas?
– 20 pund og 20 shilling, forklarede jeg, altså 21 pund.
Borge tog venligt imod mig og gav mig et underholdende interview. Da vi var færdige, stak jeg hånden i jakkelommen efter checken og sagde: – Honoraret…
– Det ordner min sekretær, sagde Borge og hidkaldte en amerikansk herre fra et siderum i suiten. Jeg hev checken op af inderlommen og fik et stykke papir stukket ud af sekretæren. Jeg tænkte, at det var en kvittering, men kiggede heldigvis på papiret, inden jeg stak det i lommen. Det var en check på 21 pund sterling. Borge havde troet, at han skulle betale for omtalen, inden sin optræden i København. Det var han vant til hjemme i USA, sagde han.
– Jamen, så køber vi legetøj til børnene for de penge, sagde han til sekretæren.
Vi skiltes i bedste forståelse”.

Må jeg være fri for at blive rost af Dem!

I 1970’erne var radioen stadig så betydningsfuldt et medie, at landsdækkende aviser anmeldte udsendelserne, fx havde forfatteren Karl Bjarnhof hver søndag en radiokommentar i Berlingske Tidende. Kjeld Koplev skriver i erindringsbogen ”Journalist på trods”, at Bjarnhof rakkede alt ned, der var produceret i Kultur- og Aktualitetsafdelingen:

”Bjarnhof hadede Jørgen Vedel-Petersen – givetvis fordi Vedel-Petersen havde fyret ham – og han hadede dermed også nærmest pr. automatik alle afdelingens mange medarbejdere samt alt, hvad de producerede af udsendelser. Men en søndag roste han en af Poul Erik Søes udsendelser, hvilket udløste et læserbrev i den berlingske avis. Der stod kort og godt:
”Hr. Karl Bjarnhof! Jeg ser, at De har rost en af mine udsendelser. Kan jeg ikke blive fri for den slags en anden gang?”.            Poul Erik Søe, programredaktør”

Censur!

I 1976 stiftede folketingsmedlem Erhard Jakobsen Aktiv Lytter- og Seerkomité, fordi han mente, DR’s medarbejdere misbrugte deres stillinger til socialistisk propaganda.
Digterpræsten Johannes Møllehaves kommentar:
Borgmester Erhard Jakobsen
har altid været en folkets ven
dels er han jævn, dels er han bred
dels kan han blive meget vred!
Sidst skrev han, da hans galde flød:
Den danske radio er for rød!
og han gik op i en spiral
og laved’ straks en  ny central
hvor man kan sende klager hen
hvis man bli’r vred som Jakobsen.
Det er det eneste, der dur
Send bånd! Send bud! Send brev! Censur!

 

 

Klik her for at læse:
TV-anekdoter
AVIS-anekdoter
UGEBLAD-anekdoter
…og anekdoter om LIDT AF HVERT