Efterår i München

Klik evt. på billederne for at se dem i stor størrelse.

Øl i stride strømme og pølser i metermål på veteranernes efterårstur til Bayern.

Tillad mig at indlede dette referat med klicheen ”lad det være sagt med det samme”. Det er nødvendigt, da svage sjæle ellers kunne forledes til at tro, at veteranerne bare var taget til München for at æde og drikke.
Så lad det være sagt med det samme, at gruppen sandelig også blev stopfodret med kulturoplevelser. Kirker og et slot samt naturligvis historie og for nogles vedkommende endda en orgelkoncert og et par udstillinger.

Det hele startede som sædvanligt med et ”muntert” møde på morgenkvisten ud for Seven Eleven i Kastrup. 21 veteraner og en rejseleder, Søren Strathe, der efter få minutter bekendtgjorde, at han ikke vidste alverden om München, så han havde allieret sig med en lokalguide, der på engelsk ville guide gruppen rundt i byen. Den engelske guide vender vi tilbage til. Søren Strathe viste sig på andre områder som en kompetent rejseleder, men det vender vi også tilbage til.
Turen med det forholdsvis snævre ældre fly til München er der ikke så meget at berette om, og heller ikke modtagelsen i lufthavnen, hvor en bus ventede selskabet. Bortset fra, at en gæst havde  glemt, hvilken kuffert, hun havde med, med det resultat, at hendes kuffert kørte rundt og rundt på transportbåndet, mens hun gik og ledte efter den.

1. dag var en søndag, og det kunne mærkes på den store by. Dagen var fri, så selskabet bevægede sig ud i de halvtomme gader. Det er nu meget godt med et par timer til at finde rytmen. Her blev der også tid til at spise den første bratwurst og drikke et stort krus øl. Undskyldningen kom i hvert fald på plads, da det undertiden styrtregnede, så man alligevel skulle søge ly under parasollerne.

Første aftens middag på restaurant Schwan på den anden side af gaden fra hotel Wallis var ikke noget at skrive hjem om ud over, at den var med i prisen, så det undlader jeg. Jeg skylder dog lige Vagn Simonsen at nævne, at selskabet med høj røst sang en vise om prins Henrik, som han havde gendigtet.

Efter en glimrende og alsidig morgenmad på hotellet, entrede veteranerne bussen til tiden og kørte ud i München under meget kyndig vejledning fra vor guide på et formfuldendt engelsk. Fra bussen så vi både de gamle bygningsværker som den 600 år gamle byport Sendlinger Tor, Deutsches Museum og Residenz München, hvor bayerns sidste konge boede og det hus, hvor byens berømte unge modstandsgruppe ”Hvide Rose” holdt til, indtil de unge blev pågrebet af Gestapo i begyndelsen af 1943 og henrettet. Bussen gjorde også holdt ved det palæ, hvor de berygtede forhandlinger mellem Hitler og Chamberlain og franske Dalladier (om fred i vor tid) fandt sted i 1938. Efter sigende skulle Hitler bagefter have sagt om den britiske premierminister, at ”næste gang sparker jeg ham ned ad trapperne”. Også det dokumentationscenter, som er bygget på grunden bagved, hvor Nazisternes ”brune hus” stod, fik vi er glimt af fra bussen.
Dagens sidste men ikke mindste højdepunkt blev det berømte Viktualienmarkt, hvor man kan købe alt godt til maven, deriblandt en længe tiltrængt øl med tilhørende hotdog med bratwurst.

Dagen sluttede uden for programmet med et udmærket initiativ fra turledelsens side, nemlig en valgfri fælles middag for egen regning i en af de mange biergärten i München. Som sagt et valgfrit tilbud, som ganske mange sluttede op om første aften og alle var med til aftenen efter. Et rigtig godt initiativ, som forhåbentlig kan gentages på kommende rejser, så ingen efterlades på hotellet uden aftaler.

Dag tre blev en rigtig stroppetur med lange gåture. Først på BMW Welt, der viste sig at være en biludstilling med nye og gamle modeller fra den bayeriske fabrik, der egentlig begyndte med at lave fly. Her var også et museum, som veteranerne kunne besøge mod betaling af 10 euro.
Og så fik nogle af gæsterne, deriblandt Politikens tidligere motormedarbejder Kaj Spangenberg en tur i den sidste nye el-bil. En oplevelse ifølge ham selv.
Videre til Den olympiske by fra 1972. Flot byggeri over et stort areal, så nu begyndte flere at mærke i benene, at de havde været undervejs længe. Til de nysgerrige kan jeg oplyse, at da vi var færdige i den olympiske by, havde deltagerne bevæget sig 7056 skridt vel at mærke, hvis de også havde været på BMW-museet.

Guiden på stedet hed Silvia, og hvis nogen syntes, der lød lidt bekendt, blev de snart bekræftet i deres tro, for i forhallen til den store tribune foran fodboldstadion stødte selskabet på en fotostat af en anden Silvia i sin fine værtindeuniform fra 1972. Ja, rigtigt gættet med efternavnet Sommerlath. Den nye Silvia vidste tilsyneladende ikke, hvem der var tale om, men de vidende veteraner kunne fortælle hende, at det var den nuværende svenske dronning Silvia. Men nutidens Silvia var selvfølgelig heller ikke født dengang.

 

 

 

Dagens sidste udflugt var af en helt anden og mere alvorlig karakter. Koncentrationslejren Dachau, der var nazisternes første koncentrationslejr og model for alle de senere. Bygget i foråret 1933, da nazisterne havde brug for et sted at spærre alle rigets fjender ind bag pigtråd, så de ikke kunne tale regimet imod. Häftlinge kaldte man dem og de skulle senere få selskab af kriminelle, jøder, russere, zigeunere, krigsfanger og alle andre, som skulle af vejen i de 12 år, det varede.

Det første indtryk, en ny besøgende får af dette mindeområde er en enestående stilhed og tomhed. Her på den rene, hvide, tomme grusbelagte appelplads har engang stået eller ligget op til 50.000 syge, afmagrede, ulykkelige mennesker i flere timer i frostvejr eller sommerhede og ventet på, at deres bødler skulle blive færdige med at tælle eller give ordrer. Umuligt at forestille sig, til man kigger ind i museet, hvor billeder og beretninger fortæller historien om bl.a. en 18-årig dreng, der blev indsat allerede i 1934 for på en statue i München at have skrevet ”Hilter betyder krig”.
Det var noget af en opvågnen for veteranerne, og der var stille i bussen det første stykke af vejen hjem. De fleste var nu også godt trætte efter en dag med 14.845 skridt eller 9,7 km’s gang.

Dag 4 stod i kulturens tegn, idet gruppen begav sig til Garmisch Partenkirchen ikke for at se på skihop som 1. januar i fjernsynet, men for at besøge Richard Strauss instituttet. Richard Strauss er en tysk komponist, manden bag bl.a. Rosenkavaleren og Alpesymfonien. Sidstnævnte fik veteranerne en prøve på i instituttets lille biograf, hvor musikken spillede ledsaget af billeder fra Alpernes landskab.

Instituttet indeholdt en masse dokumentation om komponisten og hans liv. Også han fik nazisternes regime at føle. Først udnævnte de ham kort efter magtovertagelsen til Rigsmusikdirektør. Men så skrev han er opera og insisterede på, at jøden Stefan Zweick ikke alene skulle skrive partituret, men også nævnes i programmet. Måneden efter meddelte Göbbels, at Richard Strauss var trådt tilbage af helbredsgrunde. Komponisten svarede kort, at han ”betragtede det som en bagatel at blive afskediget fra et job, han aldrig havde søgt eller ønsket at få”.
Trods denne opsætsighed lykkedes det Strauss at redde sin svigerdatter, der var jødisk født.

Efter museet kørte bussen forbi den berømte skihopbakke, hvis top man næsten ikke kunne så på grund af regnvejret. Derefter videre til dagens andet mål Oberammergau, hvor de berømte festspil har deres udspring.

På grund af omkørsel på motorvejen blev dette besøg dog ikke den helt store succes. 45 minutter og 25 sekunder efter ankomsten sad alle tilbage i bussen, så den lille, pæne by blev til et minde om en meget hastig frokost med tilhørende toiletbesøg (det skriver jeg, fordi et par af deltagerne blev tvunget til at spise, da de havde benyttet restaurantens toilet)

Klubbens utrættelige fotograf Finn Hilmose havde dog mere held med sig end de fleste andre deltagere. Det lykkedes Finn at nå frem til kirken i Oberammergau og få nogle billeder, hvoraf man ser et her til ære for deltagerne, som altså ikke nåede det.

En lille opmuntring fik gæsterne dog i bussen leveret af John Høst, der på bedste tysk kunne fremføre følgende remse fra sin skoletids undervisning: Es fragt sich, ob er über Nieder- oder ob er aber über Oberammergau gekommen ist.

Hvis veteranerne troede, strabadserne var forbi, blev de klogere den sidste hele dag, hvor selskabet kørte til slottet Neuschwanstein, der er bygget af Bayerns daværende konge Ludwig 2. Heldigvis var der bus et godt stykke op ad bjergsiden, for den efterfølgende gåtur og ikke mindst slottets trapper (162 trin) gav rigeligt med udfordringer. På slottet ventede en anden verden skabt af en konge, der ikke nåede at bo der mere end nogle få gange, inden han døde tragisk i en alder af 41.

Ludwig 2 var dybt fascineret af komponisten Wagner og af at bygge slotte. På dem alle dukker Wagners figurer op i malerier, skulpturer, vaser og anden udsmykning, og på Neuschwanstein er det især svaner, der går igen i de dunkle gemakker.

At Ludwig 2 var ekstravagent er der ingen tvivl om, og efterhånden blev det både familien og Bayern for meget. I en meget omdiskuteret retssag fik styret kongen erklæret sindssyg og afsat. Han blev fængslet 12. juni 1886, og dagen efter forsvandt både han og hans livlæge. De blev senere fundet druknede, men det er aldrig blevet opklaret, om det var ulykke, selvmord eller mord. Kongens eftermæle er fortsat spørgsmålet, var han gal eller genial.

Et andet eftermæle som ødeland har han for længst dementeret efter sin død. Bayern, som fortsat ejer slottene, har siden mangedoblet sin indtægt og formue ved at sætte turismen omkring kongens slotte i system. Endda en øl, som bærer navnet Ludwig 2, sælger i milliontal. Og mon ikke Disney har betalt en klatskilling for retten til at modellere sine eventyrslotte i utallige tegnefilm over slottet Neuschwanstein.

Veteranrejsen til München var ved at være forbi, men forinden gæstede selskabet det berømte Hofbräuhaus, hvor der over døren står de manende ord Durst ist schöner als Heimweh, ”tørst er skønnere end hjemve”. Store krus øl og helstegt pattegris var traktementet og dertil meget høj messingmusik. Desværre blev selskabet henvist til en festsal øverst i bryghuset , hvor musik og akustik ikke rigtig passede til hverken hyggelig samtale eller skåltaler. Ærgerligt, for der var sikkert nogle deltagere, der gerne ville have ytret sig eller sunget en sang, men det må de gemme til det traditionelle gensyn.                       Peter Hertz