Efter rabalder-landsmødet i Fremskridtspartiet i 1995 skammede jeg mig over at være medlem, fortalte Pia Kjærsgaard. Fotos: Finn Hillmose.

– Det er forkasteligt, hvad der foregår. Jeg har det utroligt dårligt med karrierepolitikere, der springer, når de øjner bedre muligheder i et andet parti!
Udbruddet kom fra Pia Kjærsgaard, da hun talte i Veteranklubben 24. september 2015, og det var en af de meget få gange under det halvanden time lange foredrag, den tidligere leder af Dansk Folkeparti hævede stemmen en anelse.
– Der er opstået en slags lønmodtagerkultur i Folketinget, sagde hun. – Efter en lang debat om et vigtigt emne kan det ske, at man rask væk udsætter afstemningen til næste uge, bare fordi medlemmerne gerne vil nå hjem fredag eftermiddag. Det er lidt ligesom på en fabrik. Sådan var det ikke i gamle dage.

Pia Kjærsgaard røbede ikke, om hun i sin ny egenskab af formand for Folketinget vil prøve at lave om på kulturen på arbejdspladsen, og i det hele taget var hun meget påholdende med politiske udmeldinger. Hvis veteranmedlemmerne havde håbet på karske proklamationer eller afslørende inside-informationer, blev de skuffede. Til gengæld blev de indviet i hendes opvækst og arbejde som hjemmehjælper på nattevagt – og nogle af de overvejelser, hun havde gjort sig, når de store beslutninger skulle træffes.

Før Mogens Glistrup dukkede op med sit oprør mod de etablerede partier havde Pia Kjærsgaard og hendes mand ikke været særligt politisk interesserede. – Vi abonnerede på ”Aktuelt”, fordi det havde det praktiske lille format og kunne ligge på bordet, og vi anede ikke, at avisen var socialdemokratisk. Vi stemte radikalt, fordi vi godt kunne lide statsminister Hilmar Baunsgaard. Men så kom Glistrup i Folketinget med alle sine ideer og provokationer, og han gav mig lyst til at melde mig ind i Fremskridtspartiet, så jeg kunne lære, hvordan et politisk parti fungerer.

Det gik godt i en årrække. Pia Kjærsgaard blev opstillet, kom i Folketinget og avancerede efterhånden i gruppen, men de interne magtkampe tog til, og det blev sværere og sværere at få folk til at tage partiet alvorligt. Hendes forhold til Mogens Glistrup var ikke særlig godt, især ikke da han kom tilbage efter afsoning af en fængselsstraf i Horserød. På et tidligt tidspunkt i karrieren oplevede Pia Kjærsgaard, at Glistrup ville have hende med til en spørgerunde i TV sammen med ham selv og Kristen Poulsgaard. ”Måske er jeg et politisk talent”, tænkte hun, men Glistrup regnede hende ikke for noget: ”Du skal ikke sige noget, du skal bare sidde og se sød ud”.
– Efter rabalder-landsmødet i Fremskridtspartiet i 1995 skammede jeg mig over at være medlem, fortalte Pia Kjærsgaard. – Min mand sagde: “Du må gøre, hvad du vil, men jeg melder mig ud. Jeg tænkte: ”Enten melder jeg mig også ud, eller også stifter jeg et nyt parti”, og det var en svær beslutning. Erhard Jakobsen, som jeg sad ved siden af ved Folketingets åbning, havde selv prøvet det, og han advarede: ”Lad hellere være. Det er alt for besværligt”. Men dagen efter mødtes en lille kreds hjemme hos mig og enedes om at gøre det. Det var min mand, der foreslog, at vi skulle kalde partiet ”Dansk Folkeparti” for at markere, hvor meget det nationale betød for os. På pressemødet, hvor vi offentliggjorde beslutningen, hørte jeg en kvindelig journalist sige til en anden: ”Det var så den sidste medieopmærksomhed, hun fik”, men jeg tænkte: ”Det skal blive løgn”, og et halvt år senere, efter en kold, kold vinter med hårdt slid, havde vi fået godkendt 22.000 underskrifter og kunne stille op til valget …

Mødesalen i ”Bethesda var fuld, og Pia Kjærsgaard fik latteren til at runge med sine fortællinger om politikerlivet med evindelige rejser til møder rundt i landet. ”Jeg har godt nok spist mange kalvekarbonader ude i de små hjem”. Engang skulle hun overnatte hos et ægtepar, der ikke havde så meget plads. ”Jeg lægger mig ud i forstuen, så kan du sove i dobbeltsengen ved siden af min kone” proklamerede manden – og det gjorde hun så.

– Hvorfor valgte du at blive formand for Folketinget. Du havde vel mange andre muligheder? lød et spørgsmål. – Jeg kunne ikke sige nej, da muligheden opstod, også for partiets skyld. Det er jo rigets næsthøjeste post, og jeg er helt klar over, at den kun er til låns.                                                     PH

Efter mødet var der rift om Pia Kjærsgaards bog.