Historisk skrot

Ja, det er vel hvad Christian den Fjerdes
gamle bryghus rummer i dag.

Foto: Finn Hillmose

Et besøg i ”Kongernes Lapidarium” i Frederiksholms Kanal var Veteranklubbens første arrangement efter en lang sommerferie. Og det blev for knap 40 veteraner en spændende vandring mellem nedslidte, men dog bevaringsværdige marmor- og sandstensskulpturer – bevaringsværdige for så vidt at det med dem for hånden åbner mulighed for at skabe nye fine proteser til erstatning for originalerne.

Men en enkelt spændende original er der dog, nemlig den oprindelige rytterstatue af Christian den Femte fra Kongens Nytorv. Originalen er gjort i bly, men det er både blødt og tungt. Og det lader sig se – hestens bug hænger så den skræmte figur nedenunder har knæet helt oppe i dyrets tarme mens majestætens scepter er blevet lidt træt og peger mere nedad end oprindelig tænkt.

Og så er der en hel gipsafstøbning af Salys fornemme rytterstatue på Amalienborg Slotsplads. Som en imperator troner majestæten så smuk og stærk – sådan ville han altså ses. Virkeligheden var overdreven drukkenskab og liderlighed.

Mere end 350 kongelige skulpturer fra perioden 1500- til 1700-tallet har stået i de kongelige haver, pladser og slotte og kastet glans over kongemagten, indtil tidens tand truede med at udrydde dem.

Ak ja – sic transit gloria mundi.

Foto: Finn Hillmose