Skønne koryfæer på det hvide lærred

Journalisternes Veteranklub ved at være på plads i Gentofte Kino. Fotos: Finn Hillmose.

 Admiralens vise med Jørgen Reenberg, Bodil Ipsen, Peter Malberg og Mills Brothers på slap line …og ikke mindst unge Gustav Winckler, der i 1952 i filmen Poeten og Lillemor sang Mor-sangen. Ikke et øje var tørt hos de over 70 biografbesøgende Veteranmedlemmer, der onsdag den 23. oktober var sat i stævne af Journalisternes Veteranklub i Gentofte Kino.

Gentofte Kino (12)bHer fortalte biografejer igennem mere end 30 år, Erik Hamre, om sit liv i filmbranchen i næsten et halvt hundrede år. Han fortalte energisk og levende om sit eventyrlige liv i et erhverv, hvor han aldrig har set på klokken og ønsket, at det snart var fyraften. Ingen var i tvivl om, at Erik Hamre er i sit fortællende es, når han breder historier ud med sine oplevelser helt fra tidlig barndom til i dag. Desværre fik ikke alle medlemmer det hele med grundet en noget utydelig mikrofon og højttaler.

Til gengæld vakte en række gamle filmklip stor glæde. De blev set af et publikum, der havde en tilpas alder til både at kunne huske filmene og nyde levende billeder fra en tid, hvor verden ikke var af lave. Dengang skinnede solen (altid), og Ib Schønberg cyklede sammen med børnene i ”Far til fire”-filmene  i det danske sommerland, mens musik og glad sang sørgede for en befriende og god oplevelse. Bodil Ipsen og Peter Malberg sås i et sjældent klip fra 1938 i ”Bolettes Brudefærd” – måske for den tid i en nærmest løssluppen scene med sang og harmonikaspil. Poul Reichardt sang med klar røst ”Pigelig” i Morten Korch-filmen fra 1952, mens hesten Ibrahim også viste følelser. Jørgen Reenberg var et hit med Admiralens vise (1962), Dirch Passer og Ove Sprogøe var naturligvis også blandt klippene samt Tom Lehrer, der i 1960erne på klaver optrådte med ”Masochist Tango” og Mills Brothers med deres bevægende stemmer.

Gentofte Kino (13)

I pausen serveres der en sandwich og noget at drikke.

Erik Hamre, der også selv gav et nummer på sit flygel, har siden barndommen i Aalborg ønsket at vise filmkunst og bevæge andre. Han startede i teaterbranchen som 11-årig med eget teater og 30 pladser. I 1967 lavede han sit lille teater om til biograf. Rejsebureau’et Daneuropa i København havde hørt om den unge aalborgenser, der selv lavede film og spurgte om han også ville lave en rejsefilm. Han sagde ja, og det resulterede i et ophold på 14 dage på luksushotel i Bulgarien med mulighed for at rejse videre omkring og lave film. På et aftenskolekursus i Aalborg lærte han at optage film. Han etablerede også filmklub, og blev i en alder af 15 år inspektør i den lokale biograf. To år senere flyttede han til København, hvor han arbejdede som operatørassistent og oplevede at avancere fra assistent til operatør og 14 dage senere blive udnævnt til chefoperatør. Filmselskaberne ASA og Universal var hans første møde med et filmselskab.

Hvis man i dag spørger Erik Hamre om hans stilling, er han naturligvis ejer af Gentofte Kino, men han er ikke mindst operatør. ”Jeg vil altid være filmoperatør, og jeg elsker at opholde mig i operatørrummet.” I sin egen biograf på Gentoftegade er han jævnligt operatør ved aftenens forestillinger. Gentofte Kino blev oprettet i 1938 og købt af Erik Hamre i 1986

Om nogen kan Erik Hamre fortælle om filmbranchens udvikling, lige siden han som 16-årig startede som operatør i Scala på Vesterbrogade. Gå-på-mod havde han også, og han avancerede fra det ene job til det næste. Når cheferne spurgte til hans CV, kunne han fortælle, at han i hvert fald havde lært at skrive på maskine, hvilket på forunderlig vis altid gav ham et nyt job. Andre talenter har nu også været på spil. Han var operatør både i Palads og i Saga, der dengang var Nordeuropas største biograf med 2086 pladser. 1953 var året med det største antal besøgende nogensinde med 59 mio. betalende biografgængere. Erik Hamre fik job hos Bent Fabricius-Bjerre og Metronome. Han var hos Columbia Fox og Warner Brothers. Han kender alle de store filmselskaber som sin egen bukselomme. Da Disney i 1992 besluttede at lave et nyt globalt distributionsnet, blev Erik Hamre headhuntet til jobbet som øverste chef for Disney i Danmark.

De senere års udvikling indenfor filmbranchen er på ingen måde hans kop te. Kulturpolitisk melder Erik Hamre sig ikke som fan af Nordisk Film, der efter hans mening har for stor magt. Det går ud over de mindre biografer, som hver dag må kæmpe en brav kamp for en klare økonomien og for at overleve.
                                                                                Karen Fredslund Ellegaard

Veteranerne fyldte ikke meget i den store sal.

Veteranerne fyldte ikke meget i den store sal.