Kollektiv er måske ikke, hvad man forventer, tidligere udlandsdanskere flytter ind i. Men med mange fælles aktiviteter som bridge, gymnastik, golf og ikke mindst fællesspisning, er der i realiteten tale om et kollektiv. Beboerne kan mødes i den centralt beliggende restaurant, og mange ses før middagen for at få en drink på den store fælles terrasse. Her bydes på en formidabel udsigt over store græsarealer ud til Fredensborg golfbane.
I 1963 stod husene færdige, og i dag er der praktisk taget hver uge besøgende, især kommer arkitekter fra udlandet for at lade sig inspirere – og mange bliver det også al den stund, at flere byggerier rundt om i verden har fået et “Utzon-touch” fra Fredensborg.
I 1987 blev Fredensborghusene fredet. En ikke helt uproblematisk fredning og ikke noget, Utzon havde ønsket. Tiden og vintervejr har tæret på flere af murværkerne. Men de gule sten og den særlige fugemørtel er ikke til at opdrive i dag. Fredningen betyder, at der absolut ikke må anvendes andre materialer end de oprindelige, så med stor opfindsomhed finder man ud af genbrug.
Kaffe og kage blev indtaget med udsigt til det gigantiske tæppe (t.v.), Reza Shah gav Jørgen Saxild som påskønnelse for hans arbejde med den transiranske jernbane.
Restauranten er forpagtet ud, hvilket betyder, at der også kan holdes store selskaber for andre end beboerne – det er en del af det økonomiske grundlag for restauratøren. De store lokaler, som kan benyttes til fester, er udsmykket med etnografika, som beboere gennem tiden har doneret. Og især imponerende er et kæmpe ægte tæppe, som ingeniør Jørgen Saxild (Kampsax) fik som gave af Reza Shah efter bygningen af den transiranske jernbane; et tæppe som Saxilds enke skænkede til bebyggelsen. IF
Næstformand Børge Egelund Jørgensen vandrede rundt med højtaler, så alle 60 deltagere kunne høre rundviserens kloge ord. Apparatet kan kun give lyd fra sig. Men situationen inspirerede hjemmesidens webmaster, Finn Hillmose, til disse ”bobler”.
