Tove Smidth finder sin far på gruppebilledet af alle de ansatte
– på forreste række, helt ude til siden.
Tove Smidth flyttede til Brede Værk i 1932, gik på værkets skole og legede både med arbejdernes og direktørens børn. Nu har Veteranernes tidligere formand været tilbage med hele to hold kolleger (18. og 24. august 2011) – for der var flere, der ville høre hende fortælle, end både hun og lokalerne kunne klare på én gang.
Klædefabrikken i Brede blev drevet strengt patriarkalsk. Når direktøren forlangte, at de ansatte boede på stedet, så måtte også Toves far flytte derud fra Østerbro med familien. En lidt svær overgang fra by til land, men heldigvis faldt klassens stærke dreng for hendes slangekrøller. Man gik i skole på værket, man købte ind hos det lille samfunds bager og købmand, man hentede mælk og kartofler oppe på ladegården, og man følte sig beæret, ikke alene hvis kong Christian X red forbi (når han var på Sorgenfri), men også når direktør Jacobæus passerede på sin morgentur.
Disciplinen blev suppleret med en vis velvilje: Værket sørgede for boliger, for et billigt (det var dengang) spisehus, og endog for tre badekar i spisehusets kælder til de mange hundrede ansatte.
Den senere socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe noterede sig allerede dengang, at standsforskelle eksisterede fra vugge til grav: Hendes familie boede i bygningen med værkets børneasyl, hvor munde og andet blev tørret på stribe med samme klud – og på den lokale kirkegård blev man begravet i større eller mindre afstand fra den gamle direktør, alt efter plads i hakkeordenen.
Tove Smidths beretning blev suppleret af museumsinspektør Signe Lykke Littrup, der fortalte om Brede Værks nuværende status som Nationalmuseets afdeling for industrikultur.