
Fra venstre: Steen Ramsgaard, Thomas Ubbesen og Poul Smidt – svarer på spørgsmål i ”Bogcafé”
Tekst og fotos: Børge Egelund Jørgensen
Efter ”Bogcafé” 14. november 2016 kunne man fundere over, hvad det er for nogle (u)stabile mennesker, der kan komme helt til tops som ledere af deres land og skabe urolige forhold, der kan påvirke hele verden. Der er skræmmende aktuelle eksempler i Mellemøsten, på Balkan, i Nordafrika (og mange andre steder i verden), som det fremgik af et par af indlæggene i ”Bogcafé”.
Og i lille Danmark havde vi en ustabil leder for et halvt århundrede siden, da Viggo Kampmann var statsminister. Dog ikke et lederskab, der påvirkede verdenssituationen! Kampmann var intelligent og en dygtig politisk håndværker. Men maniodepressiv, utilregnelig og ude af embedet i dagevis, mens landet blev ledet i det skjulte af embedsmandsapparatet.
Så man kan sige, at ustabile ledere blev en rød tråd i ”Bogcafé”. Men ellers var emnerne og valget af de tre forfattere meget forskelligt. Fælles for dem er, at det er journalistkolleger, for det er en betingelse for at være gæst i ”Bogcafé”.