Jørgen Anton om et pavevalg

Jørgen Anton og paven. Begge abdicerer...

Jørgen Anton og paven. Begge abdicerer…

”Vatikanet er sjovt”

DR-journalisten Jørgen Anton fik travlt, da pave Benedikt XVI pludselig meddelte sin afgang. I øvrigt første gang en pave træder tilbage, siden Gregorius XII abdicerede i 1409. Men da var Jørgen Anton ikke med.
Men ellers har han gennem en menneskealder dækket Vatikanet for Danmarks Radio. “Og Vatikanet er sjovt”, fastslog Jørgen Anton over for 45 veteranjournalister tirsdag den 5. marts 2013. “Det er som at gå i et eventyrland, hvor man kan risikere at møde Snehvide”, sagde han.

Det er verdens 1 milliard katolikker, der nu skal have et nyt overhoved med Jørgen Anton som vejleder for de danske seere/lyttere.

Et personligt valg: Paven eller pension
Jørgen Anton, der fylder 70 år til juni, er i fuld vigør, men hans chef meddelte for nylig, at Anton havde så meget overarbejde og ferie til gode, at han kunne gå ud af døren med det samme og holde fri resten af livet. Men enden på samtalen blev, at Jørgen Anton skulle blive og dække det forestående pavevalg. Og så tændte musikken den gamle cirkushest. Han skal dog dække pavevalget fra Danmark og ikke fra Rom, hvor han har boet i ti år.
Jørgen fortalte med stor fantasi, hvordan pavens rådgivere, kardinalerne, bliver lukket inde i Det Sixtinske Kapel for at vælge den ny pave. Tidligere var kardinalerne lukket inde hele døgnet. Og Jørgen Anton så for sig, hvordan de gamle kardinaler tilbragte nætterne kun adskilt af tynde forhæng. “Dér lå de og sov på hver deres måde, mens de rendte rundt for at finde deres potter”.

Den hvide røg – nu med kemikaler
Nu sover kardinalerne, kaldet Konklaven, mere fredeligt i et specialbygget kompleks, men selve afstemningen finder stadig sted i Det Sixtinske Kapel.

Kardinalforsamlingen lægger stemmesedlerne i et skrin, og når den ny pave er valgt, brændes stemmesedlerne, og den hvide røg stiger op gennem skorstenen. For at få røgen hvid tilsættes et par kemikalier, “men jeg synes nu aldrig, røgen har været rigtig hvid”, sagde Jørgen Anton, der har oplevet fænomenet flere gange.

Hemmelig rapport før pavens afgang
Jørgen Anton, der ikke selv er katolik, tør ikke give noget bud på, hvorfor Benedikt XVI går af i utide. Men der ligger en rapport i Vatikanet, som han har stor lyst til at kigge i. Rapporten er udarbejdet af “tre gamle mænd – den ældste tæt på de 90 år”, og indeholder oplysninger, der måske giver en forklaring på pavens afgang. Jørgen Anton nævner ikke bare pædofili, men også hvidvaskning af narkopenge gennem Vatikanets bank.

Men rapporten er gemt godt væk – “hvis nogen skriver noget grimt om dig, ville du også stikke den under bordet,” sagde Jørgen Anton. Han udpegede Vatikanets andenmand,Tarcisio Bertone, som den stærke mand og dermed også hovedmanden bag mange skurkestreger.

Død, nej levende
Når en pave dør eller træder tilbage, fyres alle hans medarbejdere, nogle genansættes, andre forflyttes, mens andre helt forsvinder. Jørgen Anton har styr på det hele. Men han fik “en helvedes dag”, da Nyhedsredaktionen ringede ham op en tidlig morgen og sagde, at Paven var død. Da måtte den erfarne Jørgen Anton med kort varsel gå til mikrofonen og rette misforståelsen. Paven var ikke død, men gået af – og Jørgen Anton er fortsat med.

LL