Der bli’r ikke bygget mere

Maria Rørbye Rønn

Maria Rørbye Rønn, DR’s generaldirektør siden februar 2011, forsikrede os ved et møde i DR-Byen 2. november 2011 om dét, som hun allerede har forsikret sine medarbejdere om: Der bliver ikke bygget noget nyt i min tid!

Det sagde hun på baggrund af, at byggesagen med de store omkostninger for både ansatte og virksomhed nu er endeligt lukket, så pengene kan bruges på programmer.  Også en anden pengesluger end byggeri advarede hun imod: De nye tekniske muligheder må ikke komme til at koste så meget, at de gør indhug i programbudgetterne.

DR har haft fremgang på nichekanalerne på TV, så 89 pct af befolkningen ser DR i ugens løb. Samtidig hører 88 pct DR og 20 pct ser hjemmesiden, så der er kun 2 pct, der ikke har kontakt med DR i løbet af en uge. Om den nye konkurrent Radio 24syv sagde hun: Nej, vi trækker bestemt ikke på skuldrene af dem, vi har stor respekt for kollegerne – og vi har jo da for resten selv uddannet de fleste af dem.  Men vi har allerede fået mange vrede lyttere i telefonen fordi Program 1 og 2 er blevet anderledes.