Dickens-figur og fidus-ord

Vi lever i surrogaternes tid.
I stedet for principper har vi slogans.
I stedet for virkelige ideer har vi smarte ideer
– og i stedet for sprog har vi jargon.
Eric Bentley, amerikansk forfatter

wolf

Leonardo Dicaprio blev Oscar-nomineret for bedste mandlige hovedrolle i ”The Wolf of Wall Street”

Et ord, vi efterhånden kun sjældent nikker genkendende til i moderne kommunikation, er som tidligere nævnt ‘lurendrejer’ (klik her i Sprogmuseum på: ”Fanden og hans pumpestok og en lurendrejer – eller to”)

Men nu har lurendrejer stukket sine grå lokker frem i Politiken. Det skete i forbindelse med en omtale af ‘The Wolf of Wall Street’, en film af Martin Scorsese om en amerikansk storsvindler. Han nedsatte sig efter bankkrakket i 1987 som sidegade-vekselerer i  omegnen af Wall Street i New York. I huj og hast blev han mangemillionær. Hans metoder, som mest bestod af fup og fiduser, indbragte ham i 1998 en længere fængselsstraf. Politiken skrev bl.a.:’ Det er ‘en røverhistorie fra det virkelige liv. Men det er også kulturhistorie. For svindleren og lurendrejeren er en højtelsket amerikansk figur…’ I den forbindelse nævnes heltene i berømte film som ‘Den store Gatsby’ og ‘Sidste stik’.

Ordet ‘lurendrejer’ kan virke ret overraskende at møde i forbindelse med en af de forbrydere, som bragte store dele af finansverdenen ud i det søle, vi stadig sopper rundt i. At ordet betyder ‘forbryder’ er uomtvisteligt, men det var engang lige ved, på vore breddegrader og i visse forbindelser, at få en næsten polisk eller skælmsk klang, og der er dem, som mener, det er Dickens’ skyld og specielt en af hans bipersoner i ‘Oliver Twist’. I romanen er Oliver selvfølgelig hovedpersonen, men en af bipersonerne har i tidens løb været ved at stjæle hele projektørlyset, ikke mindst da historien kom som film og som musical. Han hed Jack Dawkins, men blev i Danmark berømt som ‘lurendrejeren’, en durkdreven lommetyv i Fagins drengebande, fræk og forsoren og ikke til at stå for. Dickens kaldte ham ‘the artful dodger’, der kan oversættes til ‘den snu snydetamp’.

Grundbetydningen af ordet ‘fidus’, som vi også har fået fra tysk (‘Fiduz’) er ’tillid’ (”Ham har jeg fidus til”). Ved siden af den oprindelige betydning, altså ’tillid’, har ordet i tidens løb fået tillagt endnu en betydning, nemlig ‘kneb’ og ‘fif’. Således har det efterhånden totalt mistet alt indhold og er blevet til et surrogat-ord, som man åbenbart kan bruge om hvad som helst: ting, personer, begreber, hvis man ikke lige har det rette ord ved hånden. ‘Fidus’ er et tjenstvilligt ord for den, der sjusker med sproget.