En legende i dansk presse:
Informations Børge Outze

2013-01-15 14.10.42 (1)

Presseforsker Erik Lund (t.h.) og Politiken-journalist Jakob Nielsen fortalte
om Børge Outze. Sammen udgav de i 2008 bogen ”Outze i krig”.
Fotos: Kate Bluhme

”Illegal selvantændelse” er en ganske passende betegnelse for en ikon i dansk presse: Børge Outze.
Presseforsker Erik Lund fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Politiken-journalist Jakob Nielsen leverede en spændende eftermiddag i Veteranklubben den 15. januar 2013 om Informations legendariske chefredaktør – det lille o.

Makkerparret, som skiftedes til at fortælle, har skrevet bogen ”Outze i krig”, og det velbesøgte møde med 70 veteraner (Outzes datter, Annemarie, deltog også i mødet) fik hørt Børge Outze selv fortælle om sit journalistiske liv i gamle optagelser, som Erik Lund havde lavet på redaktørkontoret på Information.

Elev som 16-årig
Men lad os gå tilbage til begyndelsen. Børge Outze kom efter realeksamen i 1928 i lære på Fyns Amts Venstreblad i Odense. En lille redaktion på fem mand inklusive chefredaktør og journalistelev. Den unge mand var 16 år, og den første opgave var at skrive om en forældredag på kasernen. Artiklen byggede på den radikale militærskepsis og kom ikke umiddelbart i avisen. Men efter to år kunne han kalde sig journalist.

I 1936 gik turen noget uventet til det konservative Nationaltidende i København. Normalt gik journalisterne fra Fyns Amts Venstreblad til Politiken, men militærnægteren Outze blev retsmedarbejder og featurejournalist på Nationaltidende. Konservativ Ungdom – KU – mødte op med en delegation, der protesterede over Outzes ansættelse. Kritikken blev dog afvist. Senere viste det sig, at deputationens talsmand blev stikker for Gestapo under besættelsen, hvor han også stak Outze. Stikkeren slap med en kortere fængselsdom.

Starten på Information
Børge Outze var journalist døgnet rundt 365 dage om året. En ferietur med familien kunne kaste flere artikler af sig. Man var vel journalist.

Da besættelsen kom den 9. april, begyndte der at dukke historier op, som ikke kunne trykkes i avisen, men gerne i en intern avis på arbejdspladsen. En dag lagde telegramredaktøren et telegram til Outze med overskriften ”Til Information” – og så var navnet fundet til en illegal avis, der distribuerede nødvendige, men illegale nyheder til befolkningen. ”Information”, der var et tæt beskrevet A4-ark, blev smuglet ud af landet, og om aftenen kunne man høre nyhederne i BBC´s dansksprogede udsendelse kl. 20.30, kkompagneret af tyske støjsendere.

En rigtig røverhistorie
Outze, der var modstandsmand, blev fanget i 1944 af Gestapo sammen med Mogens Fog i en lejlighed , Gl. Kongevej 96, 2. tv , og blev sat i Vestre Fængsel. Outze fik smuglet forskellige ting ud fra fængslet, bl.a. tegninger af, hvordan familiens hus på Amager skulle se ud efter besættelsen.

Han slap ud af Vestre efter en ganske utrolig røverhistorie. Under et forhør havde han set en avisartikel, hvor der stod, at russerne var gået ind i Nordnorge. Han beder om at komme i forhør, hvor han siger, at det var i strid med Admiralitetsaftalen, at russerne var gået ind i Nordnorge. Gestapo bliver interesseret. Krigen er ved at være tabt, og de Vestallierede og russerne ville nok dele Europa efter krigen. Outze tegner nogle streger på et atlas. Fri fantasi, men stregerne var meget tæt på det senere jerntæppe. Gestapo tager derfor imod Outzes ”tilbud” om at spionere for tyskerne. Der bliver arrangeret et ”flugtforsøg” fra gestapochef Karl Heinz Hoffmanns bil. Outze slipper til Sverige. Her underretter han den engelske efterretningstjeneste om, hvad der er sket.

Nazistisk trykkeri
Kort før befrielsen er Outze i København og kan efter frihedsbudskabet sammen med modstandsbevægelsen med magt overtage det nazistiske ”Fædrelandet”s trykkeri og lokaler. Godt nok sammen med en gruppe fra Dansk Samling, som havde produceret ”Morgenbladet”. Grupperne var tæt på at komme i ildkamp, men enedes om at dele trykkeriet.

Da Børge Outze sejrede, var han alene på skansen. De øvrige illegale journalister var allerede smuttet tilbage på deres gamle blade. De første tre dage måtte han skrive det hele selv, men hans avis, ”Information” , kom op at stå med en evig jagt på abonnenter. En af de første var illegal abonnent nr. 100: ”Kongen, Amalienborg Slot”.

Børge Outze døde i 1980.

Med stor spørgelyst sluttede et spændende møde over tiden.

Niels Bjørn Hansen

Outzes flugt fra tyskerne var arrangeret af gestapochef Karl Heinz Hoffmann, som Jakob Nielsen viser et billede af.

Outzes flugt fra tyskerne var arrangeret af gestapochef
Karl Heinz Hoffmann, som Jakob Nielsen viser et billede af.