En verden af folkelighed
– og mest for kvinder

aller 2016 (1)

Besøget hos Aller begyndte med en rundvisning med Kjeld Damgaard som guide, før Anette Kokholm fortalte om sine ugeblade. (Fotos: Finn Hillmose)

 

aller 2016 (4)Anette Kokholm ligner én, der kan lide sit job som ugebladsdirektør hos Aller – hun fortalte om det til 60 af vore medlemmer onsdag den 6. april 2016 som optakt til vores generalforsamling. Anette Kokholm havde inviteret os til at holde generalforsamlingen i ”sit” hus, Danmarks måske flotteste mediehus på Havneholmen 33 – med udsigt over Københans Havn. Engagementet hos hende lyste i en næsten timelang fortælling om Allers ugeblade: ”Undskyld at det tog så lang tid, men jeg blev grebet af det”, sagde hun.

Fortællingen gik fra det skandaleramte Se & Hør til det traditionsrige Familie Journalen, som har 140 års jubilæum (!)  i 2017.

”Vi lever af det folkelige og af kvinderne, for det er dem, der primært køber ugeblade, så Aller satser ikke meget på mænd og drenge! Jeg tror på fremtiden for print. Lige nu er oplagskurven ganske vist konstant faldende, men vi når sikkert et niveau, hvor der ikke sker yderligere fald, og hvor der er basis for en sund virksomhed, for ugebladslæsning er en stor del af noget, folk er vant til, og de nyder det som ”selvforkælelsestid”.

Sideløbende med print har vores udvikling på det digitale område taget fart siden 2010 og er især en voksende forretning i den yngre del af befolkningen. Udover vore ugeblade lever vi af gratismagasiner, fx dem man får i Netto, og senest er vi med tre rejsebureauer gået ind på et helt nyt område. Rejsebureauerne klarer sig godt, bl.a. fordi vi knytter reportager i vore blade til tilbud om rejser, uden at vi af den grund går på kompromis med vores journalistik.

aller 2016 (3)


Den største konkurrent er egentlig ikke de andre ugeblade,
men kampen om folks tid, især på grund af TV, og også fordi TV nu har mange livsstilprogrammer, der typisk er vores stof – og desuden kan man jo hente masser af gratis stof på internettet. Her har vi taget kampen op med fx videoer, især om de kongelige, på Billed Bladet Play og en gratis app fra Se & Hør med stof som viser, at bladet ikke skal være den ”onde” dreng, men den frække. Vi skal opføre os ordentligt og ikke være ”det forbudte køb” og et blad, som man siger, at man kun har set tilfældigvis hos sin frisør.

Anette Kokholm sagde, at i Allers hus forvandlede alt sig til kaos fra den ene dag til den anden, da Se & Hør-skandalen begyndte at rulle, og efter en omfattende uvildig intern undersøgelse afventer man nu med spænding udfaldet af en retssag.

En nyskabelse hos Aller er, at journalisterne nu ikke kun kan skrive artikler til det blad, de oprindelig blev knyttet til, men også til andre af koncernens udgivelser. Det sker via en temaredaktion, og der er faktisk eksempler på, at en journalist har været ude på en historie og er kommet hjem med en anden vinkel end planlagt og en tekst, der egner sig bedre til Familie Journalen end til ”Søndag”. Journalisterne er, if. Anette Kokholm, glade for at få dén fornyelse i deres arbejde.

Ude og Hjemme, Billed Bladet, Familie Journalen, Søndag osv. – de fik alle sammen nogle ord med på vejen i en spændende time mættet med informationer og mange spørgsmål.                         bej

aller 2016 (2)

Kuglerne i Allers foyer ligner lamper, men er en kunstinstallation, der reagerer på signaler fra Danmarks Meteorologiske Institut. Kuglernes farve skifter døgnet igennem i forhold til DMI’s meldinger, om vi får regn eller sne, overskyet eller sol, minus- eller plusgrader osv.

aller 2016 (5) aller 2016 (6)